Difference between revisions of "Godfred af Bouillon"

m
artikler
m (Gendannelse til seneste version ved Rmir2, fjerner ændringer fra 188.179.102.238 (diskussion | bidrag))
m (artikler)
[[Fil:Godefroi_4.jpg|thumb|Godfred af Bouillon, udsnit af en fresco som viser de [[Ni værdige]], malet af Giacomo Jaquerio omkr. 1420]]
'''Godfred af Bouillon''' (født ca. 1060, Baisy-Thy, ved Bruxelles, i det nuværende Belgien – død [[18. juli]], [[1100]], i [[Jerusalem]] i det nuværende Israel), (''[[nederlandsk (sprog)|hollandsk]]: Godfried van Bouillon, [[fransk (sprog)|fransk]]: Godefroy (el. Godefroid) de Bouillon''), Eustace II, greve af [[Boulogne]] og [[Ida af Lorraine|Ida]], datter af Godfred III, [[hertug]] af [[Nedre Lothringen]].
 
== Tidlige liv ==
Han blev indsat som arving til Nedre Lothringen af sin onkel Godfred, der ikke selv havde arvinger. Men Godfred af Bouillon modtog i første omgang kun Antwerpen for forlening, da den [[tysk-romerske kejser]] [[Henrik 4., tysk-romersk kejser|Henrik 4.]] inddrog i 1076 inddrog Nedre Lothringen. Begrundelsen var, at den ældre Godfred ifølge [[Salisk lov]] ikke havde en lovlig arving, og at hans arv derfor tilfaldt lensherren. Trods detteAlligevel fulgte den yngre Godfred kejseren i flere felttog, og modtog, som tak for dette, forleningen af hertugdømmet Nedre Lothringen.
 
Godfreds landområder var under kraftig indflydelse fra [[Cluny]] og den [[Cluniakiske reformbevægelse|reformbevægelse]], der udgik derfra i 11. årh., og mange af hans handlinger tyder på, at han selv var en meget from mand. Han støttede loyalt kejseren under hans [[investiturstrideninvestiturstrid]] mellem Henrik ogmed pave Gregor VII, men han fulgte pavens vej, da han og Cluny sejrede i striden. Efter Gregors efterfølger Urban II prædiken, der igangsatte 1. korstog, ved [[koncilet i Clermont]] i [[1095]] solgte han al sin ejendom for at sætte sig spidsen for en hær, der drog mod det [[Hellige land]].
 
== Første korstog ==
I august 1096 brød Godfred op fra Lothringen, sammen med sin bror Eustace III af Bou-logneBoulogne og Balduin af Boulogne (den senere [[Balduin 1. af Jerusalem]]), i spidsen for 40.000 mand. Efter en lang rejse over land gennem Ungarn nåede Godfreds hær, Konstantinopel i november som den anden gruppe af korsfarere, i november Konstantinopel. I Ungarn havde de mødt flere vanskelig-hedervanskeligheder, da GodfredGodfreds ikke kunne forhindre sine mænd i at plyndreplyndrede lokalbefolkningenbefolkningen, og da de nåede Konstantinopel skabtemødte Godfred flere vanskeligheder, fordi han i første omgang nægtede at sværge troskab til den byzantinske kejser [[Alexius 1. Komnenos]],. Godfred aflagde først eden i januar 1097 sammen med størstedelen af de øvrige ledere af korstoget svor Godfred dog eden i januar 1097.
 
Da korstogshæren havde krydset Bosporus indledte Godfred belejringen af Nikæa, og efter Nikæas erobring fulgte han hovedgruppen, da hæren delte sig efter Nikæas erobring. Sammen med de øvrige fyrster kom han fortroppen til undsætning ved [[slaget ved Dorylaeum]], da den blev an-grebetangrebet af Seljukker,. og efterEfter sejren ledteledede han plyndringen af fjendens lejr.
 
I 1099 efterEfter [[Belejringen af Antiokia|erobringen af Antiokia]] i 1099 udbrød der uenighed om det næste skridt i felttoget;: størstedelen af fodfolket ønskede straks at fortsætte mod Jerusalem, mens [[Raimond 4. af Toulouse]], som på dette tidspunkt var den mest magtfulde fyrste, der deltog i korstoget ønskede at se tiden an. Efter flere månedermåneders ventetid blev Raimond presset til at bryde op og fortsætte mod Jerusalem og Godfred fulgte straks med. Da den resterende gruppe endelig nåede Jerusalem og indledte belejringen, var Godfred blandt de mest aktive, og da byen faldt 15. juli 1099, var han blandt de første indenfor til at tage del i massakren på indbyggerne.
 
== Kongeriget Jerusalem ==
Godfred blev valgt som [[Kongeriget Jerusalem|fyrste af Jerusalem]] den 22. juli efter at Raimond havde afslået,. Godfred afslog også at blive kronet som konge i den by, hvor [[Jesus]] døde, men accepterede at stå i spidsen for det nye kongerige. Det er usikkert hvilken titel Godfred brugte i stedet, noget tyder på at han betegnede sig selv som'' princeps'' (fyrste), mens han af andre blev kaldt ''Advocatus Sancti Sepulchri'' (Forsvarerforsvarer af den [[Gravkirken|Hellige gravs kirke]]). Godfred brugte størstedelen af sin korte regeringstid til at for-svareforsvare sit rige mod angreb fra Fatimiderne i Egypten, som blev besejret ved Askalon i august. Det lykkedes i for Godfred at udvide riget gennem erobringer, menog alene gennem magtopvisningmagtdemonstration lykkedes det at vinde kontrollen over byerne [[Akko|Acre]], [[Askalon]], [[Ar-suf]], [[Jaffa]] og [[Cæsarea Palæstina|Caesarea]].
 
UdoverUd over de ydre fjender måtte Godfred også kæmpe mod pavens repræsentant i hans rige, den nye latinske patriark i Jerusalem, [[Dagobert af Pisa]], som havde allieret sig med en anden fremtræden korsfarer, [[Tancred]]. Det er i dag usikkert hvad baggrunden for kon-flikten var, men det var måske Dagoberts plan at gøre Jerusalem til et len direkte under pavestolen; [[William af Tyrus]] er den eneste som nævner dettedet. [[Albert af Achen]] og [[Ralf af Caen]] skriver i stedet at Godfred tvang Dagobert og Tancred til under ed at acceptere at en af Godfreds brødre eller nære slægtninge skulle væresom arving til riget. Da Godfred døde i 1100 var Dagobert i [[Haifa]], og kunne under ingen omstændigheder kunne forhindre, at Godfreds bror Balduin blev valgt som konge af Godfreds støtter, og den 25. december var Dagobert tvunget til at krone Balduin som konge af Jerusalem.
 
== Død ==
Den arabiske kronikør [[Ibn al-Khalanisi]] skrev, at Godfred blev ramtdøde af en pil, som han døde af, da han deltog i belejringen af Acre,. denne begivenhedDet nævnes ikke i af nogen af de kristne kilder,. [[Albert af Aix]] og [[Ekkehard af Aura]] skriver i stedet, at han blev syg under et ophold i Caeserea, muligvis forgiftet af byens [[emir]], og William af Tyrus skriver blot, at han døde efter lang tids sygdom i Jerusalem 18. juli 1100.
 
== Eftermæle ==
Godfreds rolle i korstoget fortælles først og fremmest af Albert af Aix, [[Fulcher af Chartres]], af [[Raimond af Aguiliers]] og af den anonyme forfatter til ''[[Gesta Francorum]]''. Men i den sekulære romantiske litteratur fra middelalderen kommer han til at spille en stor rolle som helt,. hanHan optræder flere gange i de franske ''[[chansons de geste]]'' som omhandler korstogene [[Le cycle de la Croisade]] og han blev her i sat i forbindelse med legenden om [[svaneridderen]].
 
Allerede kortKort efter sin død varblev Godfred blevet en legende blandt efterfølgerne til de første korsfarere. William af Tyrus kan i sidste halvdel af [[12. århundrede|12. årh.]] berette at Godfred var i besiddelse af en umådelig stor styrke, så stor, at han kunne brydes med en bjørn og vinde over den og hugge hovedet af en kamel med ét hug. I Williams beskrivelse var han ''høj af statur, ikke i ekstrem grad, men dog højere end en gennemsnits mandgennemsnitsmand. Han var stærk udover al sammenligning, med solidt byggede lemmer og kraftigt bryst. Hans trak var behagelige og hans skæg og hår var mellemblond.''
 
Fordi Godfred var den første fyrste i korsfarerstaten Jerusalem, er han i eftertiden ofte blevet fremstillet stærkt idylliseret. Allerede kort efter sin død blev han fremhævet som idealidealet for ridderstanden og fx indlemmet i gruppen af ''Neuf Preux'' (de [[ni værdige]], historiens ni mest ideelle krigere), og han fik æren for organiseringen af det nye kongerige og lovgiver med udformningen af lovsamlingen ''[[Assises de Jérusalem]]''. I realiteten var han ingen af delene,: han var kun én ud af række ledere i korstoget, og han var udelukkende den kandidat flest kunne støtte, da der skulle vælges en fyrste efter erobringen af Jerusalem. Den lovsamling, han skulle have udfærdiget, var snarere et resultat af en langstrakt udvikling gennem hele rigets historie.
 
Siden 1848 har en rytterstatue af Godfred været placeretstået i Bruxelles foran kongeslottet.
 
=== Godfred i senere litteratur ===