Bernt Anker: Forskelle mellem versioner

Anker var, som slægtens øvrige medlemmer, en varm [[patriot]], og de bestræbelser, som i hans tid blev gjort for at højne Norges økonomiske eller politiske selvstændighed, fandt hos ham redebon støtte og den mest storslåede offervillighed. I 1770erne1770'erne arbejdede han ivrig for oprettelsen af en nordisk rigsbank, og han lod ikke tanken herom fare, fordi den vakte regeringens mishag; [[1796]] optog han den på ny i en på [[Fransk (spogsprog)|fransk]] affattet afhandling i [[tidsskriften]] ''Hermoder''.

Lige så interesseret viste han sig for planen om oprettelsen af et eget norsk [[universitet]] og tilbød for et sådant at erhverve [[P.F. Suhm]]s [[bibliotek]] på 100 000 bind. Også denne plan strandede på regeringens bestemte modstand, idet den i København blev opfattet som udslag af norsk separatisme. At tendenser i den retning kunde tillægges ham, var så meget forklarligere, som personligt venskab for flere af kongehusets medlemmer ikke hindrede Anker fra såvel i 1770'erne som 1790'erne at deltage i hemmelige forhandlinger, som førtes mellem ledende svenske politikere og enkelte norske mænd om en forening mellem Norge og [[Sverige]].

Skønt regeringen fulgte Ankers færd med mistankens årvågenhed, overøste den den vistnok fortjente, men derhos forfængelige og stærkt selvbevidste mand med smigrende Æresbevisningeræresbevisninger: Foruden at han, hans to brødre og to fættere [[1778]] blev optagne i den danske Adelsstand[[adelsstand]], blev han [[1790]] [[udnævnelse|udnævnt]] til Konferensraad[[konferensråd]], [[1792]] til Kammerherre[[kammerherre]], fik [[1803]] [[Dannebrogsordenen]], en dengang overordentlig sjælden udmærkelse, og han fik [[1804]] tilbud om at blive [[finansminister]] - en kaldelse, han dog afslog af hensyn til sine forretninger.