Versionen fra 20. jan. 2004, 20:39 redigér Glenn (diskussion \| bidrag) Administratorer 128.589 edits mNo edit summary ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 21. jan. 2004, 21:57 redigér fjern redigering Chr (diskussion \| bidrag) 152 edits mNo edit summary Gå til næste forskel →
Linje 27: Den plade der er tilsluttet den positive pol, har nu et underskud af frie elektroner, og får derved en positiv [[elektrisk ladning]]. Denne positive ladning udøver en elektrisk tiltrækningskraft på det overskud af frie elektroner, som den anden (nu negativt ladede) plade har modtaget fra strømkildens negative pol. Afbryder man nu forbindelsen mellem kondensatoren og strømkilden, vil de elektriske kræfter holde de frie elektroner "fast" i den negativt ladede plade, og derfor ligger der over kondensatorens tilledninger en spændingsforskel meget nær ved strømkildens polspæ~~dning~~nding. I kondensatorer med kapaciteter under ca. 1 mikrofarad (1 μF = 10<SUP>-6</SUP> farad) "[[sive]]r" denne opbevarede ladning dog hurtigt, bl.a på grund af en indre, elektrisk "utæthed" (kaldet tabsmodstand) i kondensatoren. Men en kondensator på et par tusinde mikrofarad og en lille [[lommelygte]]-pære kan man demonstrere den oplagrede elektriske energi ved at koble kondensatoren til pæren, og konstatere at denne lyser op et kort øjeblik: I løbet af det øjeblik "undslipper" elektronerne i den negativt ladede plade ud gennem pærens glødetråd og ind i den positivt ladede plade, og derved udligner forskellen i antallet af frie elektroner i de to plader. For en kort stund tjener kondensatoren altså som en strømkilde der trækker en jævnstrøm igennem pæren.

Elektrisk kondensator: Forskelle mellem versioner