Washington-konferencen: Forskelle mellem versioner

Ved truende konflikter dem imellem på dette område skulle, om de ikke kunne løses ad sædvanlig diplomatisk vej, en konference afholdes mellem kontrahenterne for at prøve at regulere spørgsmålet i dets helhed. Hvis truslen kom fra en uden for stående magt, skulle kontrahenterne indbyrdes søge at nå samforståelse om de mest virksomme tiltag for at, sammen eller hver for sig, at møde situationens krav. Aftalen gjaldt 10 år fra ikrafttrædelsen og løb der efter med 12 måneders opsigelse; den skulle træde i kraft, når ratifikationerne var deponerede i Washington, hvorefter [[den britisk-japanske alliance]] af [[13. juli]] [[1911]] skulle ophøre at gælde. I en samtidigt afgivet erklæring betonedes, at ''status quo''-aftalen også gjaldt mandatområder og at til der berørte konfliktemner ikke hørte spørgsmål, som ifølge folkeretten faldt udelukkende inden for vedrørende magts suverænitet.<ref>herunder kunne regnes nationale modforholdsregler mod indvandrere og deres rettigheder, fx den såkaldte "Webb Act" i Californien fra 1913, der forhindrede japanere i at købe jord i denne stat, og "Alian Land Act" fra 1920, hvor man søgte at fratage japanere enhver mulighed for at blive grundejere. Sådanne tiltag måtte give anledning til politiske spændinger mellem Japan og USA, jvf. Schaffalitzky de Muckadell, s. 152f</ref> En tillægsaftale af 6. februar 1922 tydeliggjorde på japansk foranledning udtrykket "insulære besiddelser" derhen, at deri ikke indregnedes selve Japan, men for Japans vedkommende alene dets besiddelser på det sydlige [[Sakhalin]], [[Formosa]], [[Pescadores]] samt øer under japansk mandat.