Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner

m (Tilføjede Kategori:Personer fra Frankfurt am Main ved hjælp af Hotcat)
'''Friedrich Carl von Savigny''' ([[21. februar]] [[1779]] i [[Frankfurt a. M.]] - [[25. oktober]] [[1861]] i [[Berlin]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[retslærd]] af gammel [[adel]]ig, rig og anset [[Lothringen|lothringsk]] familie, far til [[Karl Friedrich von Savigny]].
 
Savigny blev [[student]] [[1795]], studerede i [[Marburg]] under Ph.[[Philipp WeisFriedrich Weiss]], i [[Göttingen]] under Hugo og Spittler, var filosofisk paavirketpåvirket af [[Schelling]]. StudierejseEfter en [[studierejse]] 1799—1800, blev han dr. jur. 1800 i Marburg med dissertationen ''De concursu delictorum formali'', Savignys eneste strafferetlige[[strafferet]]lige Arbejdearbejde, og 1803 Prof. extraoréextraord. i Marburg. Efter studierejser, blandt andet til Paris, 1808 Prof. ord. i Landshut, 1810 ved det nystiftede Universit i Berlin, hvor hans imponerende personlighed samlede tilhørere fra alle lande; han udtrådte for øvrigt af fakultetet, så længe hans Modstander, hegelianeren [[Eduard Gans]] var medlem; 1842—48 Minister i det for ham af kong Friedrich Wilhelm IV oprettede Ministerium for Lovgivning, hvor hans virksomhed dog ikke afsatte de ventede spor, men i det væsentlige løb ud i sandet.
 
I den tyske retsvidenskabs historie er Savigny derimod [[19. århundrede]]s største juristnavn; hans indflydelse baade som lærer og skribent er overvældende. Allerede i sit ungdomsskrift »Das Recht d. Besitzes« (1803, 7. Udg. ved A. F. Rudorff, 1865), en af retsvidenskabens berømteste monografier, viste Savigny sig som mester — »hverken Bogens Metode eller grundprincipper var i øvrigt ny —, og Savignys Besiddelseslære gik sin Sejrsgang gennem hele Europa, heri ogsaa indbefattet Norden — Ørsted, Chr. Platou, Fr. Brandt —, uanfægtet indtil Jherings Opposition. Det var Gustav Hugo. der havde indledet den historisk-empiriske Retning inden for den tyske Retsvidenskab; han gjorde Banen fri for »den hist. Skole«, men Stiftelsen og Ledelsen af denne skyldes Savigny.
Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side, navnlig fra hegelianerne, uanset hegelianismens Berøringspunkter med Savignys egen Lære, dels fra Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller [[Carl Friedrich Eichhorn]] og [[J. F. L. Göschen]] grundede Savigny 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den hist. Skoles Program gennemførte Savigny i sin »Geschichte des Romischen Rechts im Mittelalter« (I-VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2. forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51), et af den jur. Verdenslitteraturs monumentale Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning når det storartede dogmatiske Værk, hvormed Historikeren Savigny overraskede den videnskabelige Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter banebrydende og grundlæggende »System des heutigen Romischen Rechts« (I—VIII, 1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser 1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht als Theil des heutigen Romischen Rechts« (I—II, 1851 og 1853).
 
I »Vermischte Schriften« (I—V, 1850) samledes Afh.Afhandlinger, Anmeldelser o. 1., som hele S.s Forfatterskab i Modsætning til Hugos skrevet i en Form og Stil, der berettiger til at henregne S. til den tyske Litteraturs første Prosaister. Studiet af S. er i øvrigt ikke afsluttet endnu, og iNutidens Forskning har vei et skarpere Blik for Ensidighederne og det romantiske Drag i den hist. Skoles Læresætninger end S.s Samtid, men at S.s Indsats i Retsvidenskabens Historie har været mægtig og af indgribende Bet., drages ikke i Tvivl af nogen. Ogsaa til Norden strakte S.s Indflydelse sig, af danske Forfattere var saaledes P. G. Bang en Discipel af S., og A. W. Scheel viser i væsentlige Afsnit .af sin Privatret synlig Paavirkningpåvirkning af SSavigny.
 
En glimrende skildring af Savignys olympiske Personlighed er givet af [[Orla Lehmann]] i »Efterladte Skrifter« (I, Kbhvn 1872, S. 113—17), en Skildring, der i alle Hovedtræk stemmer med de talrige Skildringer, der foreligger fra tysk Side; Savignys lidenskabsløse Ro, Værdighed og Besindighed danner en interessant Modsætning til Feuerbachs Ildaand. Adskillige Lighedspunkter frembyder S. med den aldrende Goethe. S. var gift med en Søster til [[Clemens Brentano]], og hans Svigerinde Bettinas »Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde« opruller flere smaa Genrebilleder af hans Liv. Efter Savignys Bortgang oprettede S.-Stiftelsen i Berlin, der bl.a. udgiver det toneangivende »Zeitschrift der S.-Stiftung fur Rechtsgeschichte«, nu delt i 3 Afdelinger, en romanistisk, germanistisk og kanonistisk.
frembyder S. med den aldrende Goethe. S. var gift med en Søster til [[Clemens Brentano]], og hans Svigerinde Bettinas »Goethe's Briefwechsel mit einem Kinde« opruller flere smaa Genrebilleder af hans Liv. Efter Savignys Bortgang oprettede S.-Stiftelsen i Berlin, der bl.a. udgiver det toneangivende »Zeitschrift der S.-Stiftung fur Rechtsgeschichte«, nu delt i 3 Afdelinger, en romanistisk, germanistisk og kanonistisk.
 
Savignyplatz i Berlin er opkaldt efter ham.
50.881

redigeringer