|
'''Harald Rue''', (Niels Harald Edvard Rue), ([[8.6.1895]] - [[11.3.1957]]), litteraturhistoriker. Født i [[København]] (Johs.) og begravet på [[Frederiksberg]]. (Søndermarken). Rue er pioneren for den [[marxistiske]] litteratur- og kunstkritik i [[Danmark]]. I mellemkrigstidens generation af [[intellektuelle]] [[socialister]] står han som dens betydeligste videnskabelige repræsentant. Hans forfatterskab har bidraget afgørende til grundlæggelsen af den marxistiske tradition i Danmark.
==Karriere==
Efter sin embedseksamen (dansk, tysk, engelsk) fra [[Københavns universitet]] [[1924]] virkede Rue i over 30 år som en inciterende dansklærer ved [[Schneekloth statsgymnasium]]. Den landsdækkende elevorganisation [[Vi gymnasiaster]], (1929–40), fandt i ham inspiration og støtte. [[Konservative]] kræfter søgte uden held at få ham afskediget i begyndelsen af 30rne. Harald Rue ydede en pædagogisk progressiv indsats som kritiker af litteraturundervisningens manglende samfundsorienterede dimension, som formidler af verdenslitteraturen og den samtidige [[danske]] [[litteratur]].
Han var endvidere en særdeles aktiv kunstpædagog og bl.a. initiativtager til de vandreudstillinger som bragte de originale værker i moderne dansk kunst ud til skolerne. – Det var [[Vilhelm Andersen]] der befordrede Rue's første afhandling om [[Georg Brandes]] ungdomskritik i trykken (Edda, [[1924]]). Den blev-begyndelsen til den række af studier Om Georg Brandes, [[1973]], der blev publiceret samlet efter Harald Rues død, men som allerede i 20rne gav ham et blivende navn i Brandes-forskningen, og som han også høstede Brandes' egen anerkendelse for.
[[Vilhelm Andersen]] satte tillige Rue i gang med at udgive og indlede klassiske værker af [[Holberg]], [[Chr. Winther]] og [[J. L. Heiberg]], 1926–27. Med disse udgivelser indledte Rue et udgiverarbejde, der i de følgrnde årtier også kom til at omfatte udenlandsk litteratur og billedkunst. Harlald Rue lagde imidlertid ikke op til en traditionel karriere inden for "universitetsæstetikken" som han kaldte den akademiske tradition. han distancerede sig i stigende grad fra denne og polemiserede mod dennes formalisme – især dens fornyelse i [[Paul V. Rubows]] komparative Brandes-studier. Rue's egen Brandes-forståelse var historisk og sociologisk funderet og kun komparativ i den forstand -som han skrev – at [[Pariserkommunen]] for Brandes var "hvad den [[russiske revolution]] på en ny måde har været i vor tid, frihedsideens gennembrud". Dermed havde Rue lagt afstand til både den [[akademiske konservatisme]] og den [[borgerlige radikalisme]] hvis nye hovedrepræsentant [[Poul Henningsen]] han forholdt sig yderst skeptisk til. Divergensen mellem dem fremtrådte i fortolkningen og vurderingen af de nye kunstneriske former som Rue gjorde til genstand for indgående behandling i de artikler han skrev til den venstreorienterede skandinaviske tidsskriftpresse.
Som mange andre socialistiske intellektuelle deltog Rue i de af [[Henri Barbusse]] inspirerede antifascistiske bevægelser i 20rne, først Clarté og siden Monde i hvis blad og forlag Rue var den ledende kraft omkring 1930.
På Mondes forlag udgav han sit første skrift Satire og Karikatur, [[1930]] hvis historiske anlæg han fulgte op med en række aktuelle hefter i serien Social Kunst (1930–32) som han redigerede.
Med tegneren [[Anton Hansen]] udgav Harald Rue serien Arbejderkunst (1932– 34).
Efter sprængningen af Monde-gruppen skrev R. til tidsskriftet Frem (1932–34), der havde tilknytning til den norske Mot Dag-bevægelse. I den forbindelse blev han medarbejder ved Arbeidernes Leksikon (1932–36) og fra 1934 dansk redaktør af det svenske marxistiske tidsskrift Ateneum (1933–35).
De bidrag Rue ydede til 30rnes debat om kunstens samfundsmæssige funktion indgår i den omfattende europæiske diskussion omkring spørgsmålet formalismerealisme der blev ført om de nye modernistiske udtryksmidler. Rue's syn på formeksperimenterne var dikteret af deres direkte anvendelse i den revolutionære kunsts socialkritiske funktion. Han tillagde dem ikke den selvstændige æstetiske betydning som Poul Henningen gjorde i pjecen Hvad med Kulturen?, 1933 der fik Rue til at stille modspørgsmålet Hvad med [[Marxismen]]?, [[1934]].
Rue stod som den danske hovedrepræsentant for den realistiske traditions fornyelse i den [socialistiske realisme]. En kvalificeret teoretisk modstander fik han først efter [[anden verdenskrig]] i svenskeren [[Erik Blomberg]]. – Spørgsmålet om litteraturens afhængighed af samfundet tog Rue op til samlet behandling i sit hovedværk [[Litteratur og Samfund]], [[1937]]. Med baggrund i [[G. W. F. Hegels]] og [[H. Taines]] æstetik introducerede han de marxistiske grundpositioner for en ny æstetik i den historiske og dialektiske materialisme. Værket har status som den danske teoretiske klassiker i marxistisk litteraturforskning som Rue også gav praktiske eksempler på i dybtgående analyser af bl.a. [[H. C. Andersen]] og [[Georg Brandes]]. Som i billedkunsten argumenterede Rue for realismen, hvis tradition han søgte at hævde og befæste i artikler om dens kritiske repræsentanter. De posthumt udgivne artikelsamlinger Om litteratur, [[1977]] og Bidrag til den marxistiske litteraturkritik og teori, [[1980]] indeholder bl.a. sådanne artikler.
[Anden verdenskrig] indskrænkede R.s muligheder for offentlig fremtræden. Under krigen udgav han [[Aksel Jørgensens]] Tegninger, [[1942]], siden fulgte bl.a. en serie træsnit fra besættelsestiden Modstanden, [[1945]] og hans redaktion af Fra [[Storm P]].s Mapper, 1947. Rue's interesser koncentrerede sig mere og mere om [[billedkunsten]]. [[Dansk]] kunst omkring to verdenskrige, [[1948]] indeholder en afklaret almengørelse af hans æstetiske synspunkter, men tyngdepunktet ligger her mere i formanalysen end i den ideologiske indholdsanalyse. Det er en meget afbalanceret fremstilling af de kunstneriske frembringelser Rue i mellemkrigstiden havde engageret sig så dybt i fortolkningen af.
I sine sidste år inddrog Rue nye aspekter i sin kritiske virksomhed: den æstetiske billedanalyse og den tekniske side af den kunstneriske skabelsesproces. – Under [den kolde krig] opløstes det venstreorienterede intellektuelle miljø, som Rue havde været aktiv i. I modsætning til størstedelen af sine samtidige af samme observans fastholdt han sin socialistiske grundholdning og markerede den som kronikør ved dagbladet [[Land og Folk]] og [[tidsskriftet Tiden]]. I [[DDR]] introducerede han en udgave af [[Herluf Bidstrup]]'s tegninger, [[1955]].
I sit sidste arbejde, Georg Brandes og socialismen, 1957 vendte Harald Rue tilbage til sit udgangspunkt og satte det i relation til den politiske tradition han selv havde virket for. – Rue's tidlige død var, som [[Hans Kirk]] skrev, et smerteligt tab for det [[marxistiske]] åndsliv herhjemme. Efter danske forhold var Harald Rue enestående i det overblik over den klassiske filosofi, den litterære kulturarv og den moderne kunst, som han forenede med sit førstehåndskendskab til den internationale marxistiske tradition og sin selvstændige analytiske kraft.
==Privat==
Forældre: arkitekt [[Rasmus Vilhelm Rue]] (1863–1944) og Mathea Tagesen (1863–1938).
Gift 1. gang 2.3.1917 i Kbh. med Ellen Louise Julie Lier, (17.1.1897 -11.5.1959), datter af proprietær Christian Lier og Ellen Ahlmann (1878–1956).
Gift 2. gang 29.11.1941 i Kbh. med læge Gurli Ketner, (26.12.1911), datter af fabrikant Louis Poul Georg K. (1885–1955) og Ellen Willumsen (1884–1946).
Børn: Arkitekt [[Niels Rue]] (1918 - 2000) og Anette Rue (??-??).
== Kildehenvisning ==
| 