Handelspladser i Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m stilret
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m →‎1867-1900: sprogret
Linje 61:
I [[1867]]-[[1868]] ændredes kommunalordningen ved ''lov om landkommunernes styrelse m.v. af 6. juli 1867'' og ''lov om købstadskommunernes styrelse m.v. af 26. maj 1868''. I de fremlagte lovforslag og senere love blev der ikke lavet nogle egentlige ændringer i de bestående ordninger, og i rigsdagssamlingen 1868-69 blev der af regeringen fremsat forslag til lov om handelspladsernes styrelse m.v., hvis formål var at samle reguleringen af handelspladsernes forhold i en særskilt lov. Tanken var, at loven efter behov også skulle udvides til andre steder, hvis behovet måtte melde sig. Imidlertid var der ikke tilslutning til lovforslagene i Folketinget, og handelspladserne måtte derfor også efter 1868 styres efter de for hvert sted fastsatte særlige bestemmelser, der var givet efter købstadsanordningen af 1837, som i mellemtiden var ophævet.
 
Efter at staten i henhold til ''lov af 24. april 1868'' havde anlagt en havn ved ''Esbjerggårde'' i [[Vestjylland]], voksede her snart en stor og hastigt voksende by op. Allerede 1876 fremkom ønske om at udskille [[Esbjerg]] fra [[Jerne Sogn]], og da byen voksede hurtigt i de kommende år (omkring 20002.000 indbyggere i [[1885]], omkring 40004.000 indbyggere i [[1890]] og omkring 70007.000 indbyggere i [[1894]]), stod det klart, at en omordning var stærkt påkrævet. Ved ''lov nr 36 af 19 marts 1898 om købstadsrettighed for Esbjerg'' blev byen oprettet som [[købstad]], og da der fortsat ikke kunne skaffes tilslutning til loven om handelpladsernehandelspladserne, blev ved ''lov nr. 63 af 7. april 1899, hvorved Løgstør, Nørresundby og Silkeborg oprettet til købstæder'' og lov nr. 69 af s.d., hvorved Frederiksberg kommune udskilles af Københavns amtsrådskreds, skabt foreløbigt endegyldige løsninger for disse steder. Endelig ved ''lov nr. 35 af 5. marts 1907, hvorved Frederiksværk kommune oprettes til købstad'', blev også denne bys forhold ind til videre endeligt fastlagt. Dette var i virkselighedenvirkeligheden afslutningen på handelspladsernes kortvarige, men heftige udvikling i lovgivningsmæssig henseende.
 
Handelspladserne forblev et overgangsfænomen, en nødløsning i mangel på bedre. Efter at antallet af bymæssige bebyggelser voksede voldsomt omkring 1900 fandt man på andre og bedre løsninger.