Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Artikler (diskussion | bidrag)
Tilbageført. Anonym konto. Vandalisme.
Linje 1:
{{sprogstil}}
{{kilder|dato=Uge 17, 2010}}
[[Fil:Den nordiske udstilling i 1888.jpg|thumb|350px|right|Den nordiske udstilling i 1888 lå, hvor [[Københavns Rådhus]] nu ligger og dækkedeinkluderede [[Tivoli]], som arrangørerne havde lejet for sæsonen. Den rektangulære bygning i den nederste del af planen var [[Industriforeningen]]s permanente domicil og blev genbrugt fra 1872-udstillingen]]
'''Den Nordiske Industri-, Landbrugs-Landbrugs, -og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888''' var åretsen af det års store begivenhedbegivenheder i Danmark. Den ansvarlige komite for udstillingen bestod af 29 organisationer. Initiativtageren var [[Philip Schou]], direktør for [[Den Kongelige Porcelænsfabrik]] og formand for [[Industriforeningen]].
 
Der var forøvigt ikke enighed om målet med udstillingen inden afholdelsen. Heller ikke efterselv om der bagefter var enighed om, at arrangementet havde været en succes. Uenigheden skyldtesskyldres, at en mindre gruppe arrangører med Philip Schou i spidsen opfattede udstillingen som et særligt kunstindustrielt foretagende. Et flertal i udstillingskomiteen delte dog ikke dende holdningholdninger, som Schous gruppe havde om kunstindustriens vigtige samfundsmæssige betydning.
 
Successen var til gengæld mærkbar.
 
Det skyldtes, at den grundlæggende historie om udstillingen simpelthen var rigtig god:. Historien handlede om at alle sluttede op om en fælles sag. På trods af, at den politiske dagligdag var præget af fjendskab mellem Højrehøjre og Venstrevenstre. Dertil kom, at de toneangivende europæiske lande deltog som udstillere. Det var et stort skulderklap til [[småstat]]en Danmark, der ikke automatisk havde kunnetkunne forvente den goodwill i et sådant omfang.
 
Udstillingen i 1888 bekræftede Danmark som en levedygtig nation, og danskerne som et folk med en righoldig og alsidig historie. UdstillingenDet blevvar derfor et naturligt resultat at udstillingen kom til at virke som udgangspunkt for grundlæggelsen af adskillige museer.
 
== Organisatorernes opfattelse af et nationalt ansvar banede vej for den nordiske udstilling i 1888 ==
[[Fil:Udstillingsbygningen by Karel Sedivy.jpg|thumb|left|250px|Det indre af [[Martin Nyrop]]s centrale udstillingshal, tegnet af [[Karel Šedivý]]]]
I takt med at udstillingen udfoldedes i løbet af 1888, var der lige så mange årsager til at være del af festen som der var organisatorer og gæster. Og alle tilføjede begivenheden hans eller hendes billede af hvad det hele drejede sig om. I foråret 1883 var alle disse billeder dog endnu kun fremtid. På det tidspunkt var omfanget af begivenheden nemlig ikke andet end en ide hos Philip Schou, partshaver og daglig bestyrer af Den Kongelige Porcelænsfabrik.
 
Lige somLigesom de foregående generationer af indflydelsesrige mænd (fra årene efter demokratiets indførelse) følte Philip Schou en forpligtelse til at involvere sig i nationale anliggender. Ideen til udstillingen kom kort sagt i en periode, hvor nationen blev bygget. Bygget af mænd der forstod, at de var i enden proces, selv om de selvfølgelig kun kunne gætte om det kollektive resultat af deres handlinger.
 
Den forståelse var af betydningbetydningsfuld både for selve (udstillings-)ideens fremkomst og for realiseringen af den. Igen og igen blev det fremført af Philip Schou, at udstillingen fandt sted som en platform tilegnet Danmarks borgere; de fik mulighed for at erkende den nationale enhed som helhed.
 
På samme vis var det præcis de nationale aspekter, der sammenknyttede de meget forskellige interesser, der var repræsenteret i udstillingskommiteen. Naturligvis kunne konflikter ikke undgås,. menMen samarbejdet blev båretoppebåret af vishedenvished om, at alle kombattanterne i sidste ende stodrefererede sammentil omfællesskabet symboliseret ved Dannebrog.
 
== Begrebet kunstindustri som katalysator for organisatorernes opfattelse af det nationale ansvar ==
[[Fil:The Exhibition Area 1888 by Juncker-Jensen.jpg|thumb|300px|Udsigt over udstillingsområdet fra centralhallens kuppel{{byline|[[Sophus Juncker-Jensen]]}}]]
En tilbagevendende årsag til konflikter i kommiteenkomiteen var spørgsmålet om, hvorhvordan kunstindustrien skulle placeres i scenariet. For Philip Schou og dem, der havde støttet hans ide fra starten, var det præcis udstillingens inderste mål at fremme dendette koncept.
 
Hvad varhandlede det kunstindustrielle om? KonceptetKort varsagt bestod konceptet af rester af romantisk tankegang kombineret med en kritisk holdningattitude over foroverfor det moderne. EnI centrum af konceptet var en tro på en særlig folkesjæl, - det vil sige en tro på, at individuelle folkegrupper besad individuelle karakter,karakteristika. derSamt kunneat sesdisse ikarakteristika deresblev manifesteret i produkter skabt af de pågældende folkeslag.
 
Det er næppe overraskende, at de, der fulgte de kunstindustrielle ideer, var negativenegativt stemt modoverfor indførelsen af maskiner i anden del af 1900-tallet. Maskinerne medførte, at det menneskelige islæt i produkterne forsvandt. Produkterne blev derfor ikke prægetimprægneret med ennogen ’Folkegeist’,’Folkgeist’ men blev sjælsløse. DenSåledes blev den moderne tidsalders største udfordring varopfattet som det, at finde frem til en metode, så den menneskelige berøring med produktet kunne bevares.
 
Løsningen man fandt var kunstindustri: defineret som værksteder af middel størrelse, der vedblev at bruge mandskab på så mange områder som muligt. Kun det hårdeste arbejde skulle reserveres til Mestermester Blodløs,blodløs som [[H.C. Andersen]] kaldte maskinerne. Den tankegang var selvfølgelig ikke attraktiv for alle brancher. Mest tiltalende så den naturligvis ud for dem, der allerede havdeinkluderede et vistaspekt af ’kunsterisk udtryk’ i det færdige produkt. AlleOverflødigt otteat initiativtagerenævne komtilhørte alle 8 mand i gruppen af initiativtagere, som Philip Schou frastod i spidsen for, desådanne brancher.
 
== Organisatorerne mente, at kunstindustrien kunne hindre nationens undergang ==
Det kunstindustrielle koncept havde en rækkevidde der nåede længere end til dem, der arbejdede i en kunstindustriel branche. Det skyldes udviklingen inden forindenfor økonomisk tænkning:, hvorfra blev det fremført, at for at have succes på det verdensmarked, der opstodfremkom i anden del af 1800-tallet, måtte nationerne specialisere sig.
 
Når denne økonomiske overvejelse blev sammenholdt med den kunstindustrielle tanke, fremkom et resultatetetresultatet: For en småstat som Danmark var den eneste måde at overleve markedsmekanismerne på, at specialisere sig. HvorSelvsagt på områder hvor folkesjælen kunne skinne igennem. DetFaktisk var dette ikke så meget eten valgvalgsituation, som det var en nødvendighed.!
 
De,I derudstillingens annonceredetidsalder denvar teori,de varskingre stemmer der annoncerede sidstnævnte ganske vist en minoritet. Men på grund af nederlagetde isærlige danske omstændigheder efter 1864, var der i Danmark en udbredt frygt for, at nationen var på vej mod undergang. Det var en angst, der var pregnant også centralt i centrale dele af statsstyret. Og det var en angst, der gjorde mange ører lydhøre foroverfor stemmer, der(uanset komhvor skingre de så end var) der medfrembar løsninger til at forhindre undergangen.
 
Alligevel var der en kontinuerlig kamp i udstillingskomiteen om kunstindustrien. FlertalletMajoriteten af kommiteenskomiteens medlemmer var direkte uenige i, at tanken skulle være væsentligplaceres i front af udstillingen. Ikke mindst fordi det ville fortælle, at organisatorerne som helhed støttede den. Kampen om ’udstillings-ideologien’ blev imidlertid vundet af initiativtagerne. Den nordiske udstilling i 1888 var først og fremmest en tribut til kunstindustriendet kunstindustrielle koncept.
 
== Nordisk broderskab som motiv til at feste; politiske implikationer som grund til at være stille ==
Livskraften i Skandinavien er siden tidernes morgen udsprunget af samme kilde, skrev en af initiativtagerne drømmende nogle år før udstillingen. Medlemmerne af den nordiske familie er derfor både ensartede, og kan skelnes fra hinanden. Den poetiske argumentation var ikke helt uden fornuft, ilæst fra anden del af 1800-tallet. De århundreder, der dengang kunne ses tilbage på, var på mange måder defineret ved en sammenfiltret udvikling mellem landene i deden nordiske landeregion.
 
Det var derfor naturligten naturligvis trædesten mod udstillingens realisering at invitere naboerne med til festen. Det ville gøre det muligt at få en oversigt over det fælles standpunkt, de nordiske lande havde med hensyn til industri, agerbrug og kunst. Det ville også være en påmindelse til den moderne tidstidsalders arbejdende arbejderemasser om deres fælles nordiske herkomst.
 
Derudover var talen om broderskab en fremmelse af den kunstindustrielle tankegang. Et beskyttet nordisk hjemmemarked ville skabe en stabil vækstzone for de mange små og mellemstore virksomheder, der allerede dengang karakteriserede regionen. På dette punkt i den argumentatoriske kæde var initiativtagerne dog stille.
 
Årsagen var sandsynligvis, at diskussioner om nordisk enhed kunne bryde med Danmarksden eksisterende udenrigspolitiske udenrigspolitiklinje. Overfor Berlin bestod den linje kort sagt i at sikre, at intetder skulleabsolut ingen trin blev taget der kunne opfattes ’negativt.’ TalenTale om et beskyttet skandinavisk hjemmemarked der ville ekskludere Tyskland, men inkludere Finland (russisk satellit-stat) passede ikke herind i dette skisma. Motiverne for at arrangere en udstilling var mange. Selvsagt blev ikke alle udtalt ligefremt.
 
== Individer på arbejde indenfor rammerne af den førende organisation ==
 
Vejen frem mod udstillingen bestod af hårdt arbejde. DetSom nævnt var det Philip Schou, der fikfandt på
ideen i 1883. Samme år som han blev formand for [[Industriforeningen]] i København.
 
Foreningens målmålsætning havde siden stiftelsen i 1840'-erne været at virke som sprechstallmeister for de moderne tider. Dette ved at introducere nyopfundne vidundere (for det meste maskiner) der kunne implementeres i samfundet. Men i årene førforud for Philip Schous blevstart som formand, havde det arbejde haft ringe vilkår. Nok fordi medlemsprofilen havde forandret sig. Rapporter anslår at en majoritet af medlemmerne i slutningen af 1870'-erne mest af alt opfattede medlemskabet som gavnet forklubmedlemsskab med vægt på de rekreative faciliteter.
 
Da Philip Schou foreslog en række tiltag for at fremme kunstindustrien, blev han derfor mødt med uviljeen negativ respons fra hvad der så ud til at være et flertal af Industriforeningens medlemmer. Et mindretal kunnevar dog alligevel i stand til at forpligte foreningen i den foreslåede retning. Formentlig mest på grund af deres status i foreningen.
Denne minoritet var således indflydelsesrig på grund af ensin betydeligbetydelige repræsentation i foreningens forskelllige udvalg. Og flere var desudenderudover sønner af dem,de mænd der havde stiftet foreningen. Gruppen af initiativtagerneinitiativtagere lignede på den måde en sammenknyttet minoritet, hvis ønsker var svære at overhøre.
 
Desuden krævedevar virkeligheden bag forslaget (om at bane vej for en udstilling) at det ikke mangekrævede meget i form af penge. Og arbejdsindsatenden vararbejdsindsats forslaget kunne forudsiges at medføre ville blive frivillig. Så selv om ideen nok ikke var, hvad flertallet udtrykkeligt ønskede, kunne forslaget heller ikke skaderigtigt ses som skadeligt for andre interesser i foreningen. I en langt fra entydig sindsstemning besluttede Industriforeningen derfor i 1884 at påtage sig det enorme ansvar for at organisere en udstilling i 1888.
 
== Udstillingskomiteens opbygning ==
 
InitiativtagernesInstitutioner korresponderede ikke altid til initiativtagernes opfattelse af de forbindelser, der var nødvendige for at realisere projektet, svarede ikke altid til institutionerne. DetDette kunnevar sesafspejlet i en oversigt fraudfærdiget i begyndelsen af 1885. Listen viste, hvem initiatitagerne mente var ønskelige medlemmer af udstillingskomiteen, og ikke alle mændene på listen tilhørte en organisation. DeI stedet repræsenterede de politiske, royale, og økonomiske fobindelser.
 
Det er næppe overraskende, at mangeen vidtbred forskelligevifte af interesser var ønskeligeønskelig for at sikre projektet. Men når medlemskab af komiteen ikke blev afgrænset til institutioner, hvilken rolle havdevar individer som sådan da faktisk tildelt i komiteen, der jo officielt bestod af organisationer? DeDet skal bemærkes at de fleste institutioner der fik adgang til kommiteenkomiteen, fik denne vedgennem invitationinvitationer. Invitationer, der typisk ikke kun bestod af oplysningen om, hvor mange sæder i komiteen institutionen var tildelt, men ogsåvidere navnenenavnetdemde individer det var ønskeligt, organisationenat skullepågældende sætteorganisation udfyldte sæderne demmed.
 
InitiativtagerneFaktisk brugte initiativtagerne i nogle tilfælde nærmest institutionerne nærmest som spillekort. SomDet var tilfældet da Det Kongelige Landhusholdningsselskab tilsluttedes komiteen. Da selskabets repræsentanter ankom, fastslog de, at de også repræsenterede tre andre organisationer, der nudermed tilsluttedes komiteen. Eftersom adgangen til komiteen for de tredisse nye organisationer svaredehavde korresponderet tæt til den personlige adgang oprindeligt tilladt via kommiteenskomiteens invitation, måtte det stå klart, at individer vari sig selv blev anerkendt som lige så betydningsfulde som institutioner.
 
Nogle gange blev individer oven i købet anset som mere betydningsfulde end institutioner, som i tilfældet [[Det Kongelige Danske Kunstakademi]]. Akademiets direktør var ikke meget for akademiets deltagelse, mens komiteen omvendt var ydersthøjst interesseret i dets deltagelsen, men ønskede at undgå direktøren. SituationenDenne situation var fastlåst i over et år, indtil menige akademimedlemmer besluttede at tage sagen i egenegne håndhænder, og informerede kommitekomite og direktør om, at de ville repræsentere kunstakademiet.
 
== Bemærkninger om interaktionen mellem individer og institutioner i udstillingsforskningen ==
 
Der har i udforskningen af fortidens udstillinger til tider været tendens til at fokusere meget skarpt på det institutionelle aspekt. OgSamt til at fremstille institutionernedisse institutioner som en samlingformationer af mennesker, der virkede næsten i en slags ensartet sindstilstand og hvordan individer var den ledende faktor i de første faser af etableringen af den nordiske udstilling i 1888.
 
MenOvenanførte viser hvordan individer var den ledende faktor i de første faser af etableringen af den nordiske udstilling i 1888. Og pointerer, at der absolut ikke var ingennogen enhed i den organisation, der frem blevtil nyligt er blevet betragtet som den ledende ’aktør’ i årene, hvor projektet kunikke var andet end snak. Senere, da udstillingen blevvar blevet en etableret succeshistorie, huskede alle naturligvis, hvordan den følelse havde fulgt projektet fra starten.
 
Denne indfaldsvinkel underminerer på ingen måde institutioners rolle som ’iværksættere’agents of change.’ Institutioner var vigtige platforme for udstillingsideens realisering i anden del af 1800-tallet. Pointen er snarere, at ved at seholde forstørrelsesglasset mod individer, bliver vi måske i stand til at se den personlige dagsordenagenda under skåltalernede ofte højtbesungne festtemaer. Dermed kan det måske også sesstuderes, hvordan begivenheder på det institutionelle og individuelle plan samvirkede og fremmede ideen om udstillingerdenne eller hin udstilling.
 
== Post scriptum til ideen der satte Københavner-udstillingen i gang ==
I 1880'erne1880erne var de romantiske tanker om kunstindustri en anakronisme. Ideen bestod af en tro på særlige kvaliteter hos det enkelte folk, der var reflekteret i folkets håndværk. Det krævede ikke blot en ekstraordinær politisk velvilje at realisere detimplikationerne heraf i den virkelige verden,. og atAt få støtte til sådan en plan var vanskeligop ad bakke hele vejen.
 
Alligevel var det, hvad gruppen af initiativtagere sigtede efter med arrangemenet. MenDet må konkluderes, at de fejlede. DetNærmeresnareredet ud til, at hovedparten af de involverede medvirkede for at ’få en tur i rutchebanen.’ Det betyder ikke, at udstillingen ikke affødte længerevarendelængere varende resultater. Den gjorde den til fulde. Men opblomstringen af kunstindustri var ikke et af dem. I stedet komblev konceptet placeret i et museum, hvor det stadig kan beses. Det hedder ikke længere Kunstindustrimuseet, men Dansk Design Museum. Og Danish Design er en verdensomspændendei udløbervore herafdage.
 
;Se også