Émile Durkheim: Forskelle mellem versioner

I et moderne samfund så Durkheim den komplekse arbejdsdeling som resulterende i en organisk solidaritet. Forskellige specialiseringer i arbejdet og forskellige sociale roller skaber afhængigheder, som binder folk til hinanden, fordi man ikke længere selv er i stand til at udfylde alle sine behov. I traditionelle, mekaniske samfund lever bønder sammen i små selvforsynende fællesskaber, som hver især er bundet sammen af en fælles arv og et fælles arbejde. I moderne organiske samfund tjener arbejderne [[penge]] og må stole på andre mennesker, som er specialiseret i fremstillingen af andre produkter, for at få opfyldt sine behov. Resultatet af en stigende arbejdsdeling er ifølge Durkheim, at individuel bevidsthed fremkommer adskilt fra fælles bevidsthed; og fra tid til anden er i konflikt med en fælles bevidsthed.

 

 

Den hurtige skiften i samfundet, grundet en stadig mere udtalt differetiering af arbejdet, gør i Durkheims analyse normer diffuse og øger upersonligheden i det sociale liv, hvilket til sidst leder til en relativ [[norm (sociologi)|normløshed]], dvs. en udviskning af faste normer som adfærdsregulatorer. Durkheim kaldte denne tilstand for [[anomi]]. Fra denne tilstand af anomi kunne Durkheim forklare tilstedeværelsen af alle former for afvigende adfærd, især [[selvmord]].