Franklin D. Roosevelt: Forskelle mellem versioner

Roosevelts holdning til borgerrettigheder var været genstand for megen kontrovers. Han var en helt for store minoritetsgrupper, især de sorte, katolikkerne og jøderne. De sorte og indianerne gik det bedre gennem New Deal nødhjælpsprogrammerne, selv om de ikke fik lov til at bestride væsentlige lederroller i [[Works Progress Administration|WPA]] og [[Civilian Conservation Corps|CCC]]. Roosevelt havde brug for støtten fra Demokraterne i Sydstaterne til sine New Deal programmer, og derfor besluttede han ikke at presse på for indførelse af anti-[[lynching]] lovgivning, som kunne true hans muligheder for at få vedtaget sine højest prioriterede programmer. Roosevelt havde stor succes med at tiltrække store minoriteter af sorte, jøder og katolikker til sin New Deal koalition. Fra 1941 og fremad udstedte Roosevelt en række præsidentordrer, som havde til formål at garantere at racemæssige, religiøse og etniske minoriteter fik en fair andel af de nye jobs, der blev skabt af skrigen. Han pressede på for at sorte fik adgang til bedre stillinger i militæret. I 1942 traf Roosevelt den endelige beslutning i [[Executive Order 9066]] ved at beordre internering af japanere, italienere og tyskere (hvoraf mange først blev frigivet et godt stykke tid efter krigens slutning) under 2. Verdenskrig. Fra 1960'erne og frem blev han beskyldt<ref>I bøger såsom Arthur Morses ''While Six Million Died: A Chronicle of American Apathy'' (New York, 1968), David S. Wyman's ''Paper Walls: America and the Refugee Crisis, 1938–1941'' (Boston, 1968), and Henry L. Feingold's ''The Politics of Rescue: The Roosevelt Administration and the Holocaust, 1938–1945'' (New Brunswick, NJ, 1970)</ref> for ikke at have handlet tilstrækkeligt afgørende til at have forhindret eller stoppet [[Holocaust]] som tog livet af 6 mio. jøder. Kritisere peger på episoder som i 1939 da 936 jødiske flygtnignenflygtninge om bord på SS ''St. Louis'' blev nægtet asyl og ikke fik lov at komme ind i USA.