'''Christian Wilhelm Franz Walch''' ([[25. december]] [[1726]] - [[10. marts]] [[1784]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[teolog]].
Hans fader teologen [[Johann Georg Walch]] underviste selv sønnen under hans opvækst i [[Jena]]. Som ganske ung underviste Christian selv på universitetet i Jena mellem [[1745]] og [[1747]]. Sammen med sin bror teologen [[Johann Ernst Immanuel Walch]] rejste han et år til [[Holland]], [[Frankrig]] og [[Italien]].
Hjemme i Jena blev hanWalch i [[1750]] udnævnt til professor[[ekstraordinær]] extraordinarius[[professor]] i [[filosofi]]. I [[1753]] tog han mod en stilling som professorekstraordinær extraordinariusprofessor i teologi på det nyoprettede universitet i [[Göttingen]]. Tre år efter fik han stillingen som professorordinær ordinariusprofessor i samme fag.
HanWalch underviste i [[dogmatik]], kirkehistorie, [[etik]], [[polemik]], naturlig teologi, [[symbolik]], [[Paulus]]' breve, [[Urkristendommen|oldkirken]], historisk teologisk litteratur, [[kirkeret|kanonisk ret]] og [[Kirkefader|kirkefædrene]].
I [[1766]] blev hanWalch udnævnt til professor primarius. Han er mest kendt for sine kirkehistoriske værker, der byggede på en kritisk og pragmatisk tilgang til [[Bibelen]] uden principielle og ideologiske årsager.
Han er mest kendt for sine kirkehistoriske værker, der byggede på en kritisk og pragmatisk tilgang til [[Bibelen]] uden principielle og ideologiske årsager.
