Magdalene Thoresen: Forskelle mellem versioner

| påvirket af = [[Goethe]], [[Schiller]], [[Orla Lehmann]]

Anne Magdalene Thoresen var datter af fragtskipper og skibstømmermand Thomas Nielsen Kragh (død 1846) og Anne Kirstine født Pedersen, en gårdmandsdatter fra Middelfartegnen[[Middelfart]]egnen (død 1877). Hun var det næstældste af fem meget smukke børn. Hendes forældre vare fattige, men hjemmet var ædelt. faderenFaren var en interessant, poetisk, stolt natur. Sammen med byens piger og drenge gik Magdalene i Borgerskolen og gjorde der – som alle vegne – opsigt ved sit interessante ydre og sit vilde, fantastiske væsen. Til sit 14. år var hun i huset hos sin farmoderfarmor, med hvem hun stod i dyb forståelse, og af hvem hun påvirkedes stærkt i religiøs retning. Den gamle døde pludselig på Magdalenes konfirmationsdag, og sønnedatteren kom nu til sit 20. år i huset hos sine forældre, hvor hun var stærkt optaget af læsning og "partout ville være digter". Hun var ikke sanddru, blandede virkelighed og digt sammen, ville ikke tage fat på livets praktiske gerning, var uopdragen, umeddelsom, ubeskyttet, i mange henseender højst uvidende, ofte mørk og fortvivlet. Fremmed hjælp trådte til, og det bestemtes, at hun i København skulle uddanne sig til lærerinde.

I hovedstaden drev hun i 2 1/2 år et yderst anstrengende åndeligt studium med sjælelige kampe, stærk vilje og ubændig higen efter viden. [[Goethe]] og [[Schiller]] var nu hendes yndlingsdigtere, [[Orla Lehmann]] var hendes ideal, og hun var meget revolutionær. "Ung, lidende og ensom" drog hun så i efteråret [[1842]] til [[Norge]], hvor hun hos den 40årige [[provst]] Hans Conrad Thoresen (1802-1858) på [[Herøy i Møre og Romsdal|Herø]] i [[Sunnmøre|Søndre Søndmøre]] skulle undervise hans fem børn. Ved sin strenghed og alvor vakte han først skræk hos hende; hans viljefaste væsen bandt snart hendes ustyrlige sind, thi hun "sværmede for en stolt, stærk Mand". I den vilde, storslåede natur, der for øvrigt ved det mørke og sorgfuldt strenge harmonerede godt med hendes egen, var den første tid lidelsesfuld for hende; men her mødte hun også i sit nye hjem den tillid, hun så stærkt trængte til, og hun sluttede sig snart fuldt ud til de nye forhold. Hun har selv sagt, at Norge kaldte det bedste frem i hende, hærdede hendes karakter og gjorde hende til en personlighed. [[13. oktober]] [[1843]] ægtede hun provst Thoresen, der anden gang var enkemand, og snart efter fulgte hun ham til [[Bergen]], hvor han for hendes skyld havde søgt præsteembedet ved Korskirken; han vidste blot ikke, at hun hellere ville være blevet ved det vilde hav og fjeldene. Denne begavede, i [[Johan Ludvig Heiberg|J.L. Heibergs]] skole fint uddannede mand – "en Blanding af en [[Martin Luther|Luther]] og en [[Napoleon]]sk Marechal" – støttede hende både kunstnerisk og menneskelig. Han underviste hende i latin og drev klassiske studier med hende; gennem stærk tvivl fæstnede sig ved hans hjælp det religiøse i hende som overbevisning. Ved rejser til [[Danmark]], [[Tyskland]], [[Schweiz]] og [[Frankrig]] søgte hendes mand end ydermere at fremme hendes udvikling. I Bergen holdt hun omgang med lyder[[Lyder sagenSagen]], [[Ole Bull]], [[Henrik Ibsen]] og flere andre betydelige personligheder; hun tog ivrig del i denne bys litterære liv, var i [[1850]] med til at grundlægge dens teater, skrev flere år igennem teaterkritikker i bergenske blade og leverede anonymt oversatte stykker til scenen der samt følgende, forfattede af hende selv: ''Et Vidne'', skuespil i to akter ([[1852]]), der modtoges med afgjort bifald, ''Kongedatterens Bøn'', dramatisk digtning i 1en akt ([[1853]]), der opførtes kun to gange, ''Hr. Money'', [[vaudeville]] i 1en akt ([[1855]]), og ''Lys og Skygge'', drama i fire akter ([[1859]]), der trods sin ejendommelighed og gode idé faldt til jorden på grund af en forfejlet plan og figurtegning.

Efter sin hjemkomst til Danmark forfattede hun ''En opgaaende Sol'', skuespil i fire akter, der [[1882]] blev opført på [[Det Kongelige Teater]] i København efter først at være blevet forkastet i Christiania; det spilledes kun to gange. Ved sin tilbagekomst fra udlandet havde hun truffet sin søn foruroligende svag, og til hendes usigelige sorg døde han i februar [[1881]] under et ophold i [[Menton]]. 1881-[[1882|82]] var hun i besøg hos en datter og svigersøn på [[Vardø]], og resultatet heraf blev hendes værdifulde bog ''Billeder fra Midnatssolens Land'' ([[1884]]). [[1885]] drog hun atter nord på til båds mellem Vestfinmarkens øer og fjorde og skildrede så denne rejse i 2. del af samme værk ([[1886]]). I [[1887]] udgav hun et bind digte, og nu udkom følgende samlinger af novellistiske skildringer: ''Mindre Fortællinger'' ([[1891]]), ''Elvedrag og andre Fortællinger'' ([[1893]]), ''Livsluft'' ([[1895]]), ''Uden om Afgrunden'' ([[1897]]), ''Skæbner og Viljer'' ([[1899]]). Hun har tillige skrevet et i mange henseender interessant skuespil i tre handlinger: ''En Udflytning'' (1897). Rundt omkring til tidsskrifter, [[almanak]]ker osv. har hun leveret talrige bidrag på vers og i prosa. Hendes arbejder er oversatte på forskellige sprog, og fra 1878-82 udkom i [[Berlin]] hendes ''Gesammelte Erzählungen'' i fem bind. Alle vegne vandt hun mere og mere stor anerkendelse. Da hun fyldte de 80 år, holdtes der under stærk tilslutning offentlige og private fester for hende; ved denne lejlighed tildelte [[Christian 9.|Christian IX]] hende [[Fortjenstmedaljen i guld]], og [[Oscar 2. af Sverige|Oscar II]] gav hende Belønningsmedaljen af 1873 i guld. 1891 tildelte den danske stat hende 800 kr. årligt på [[finanslov]]en, hvilken sum i [[1902]] forhøjedes til 1.200. Alle sine senere år tilbragte hun i København, hvor hun døde 28. marts 1903.