Rudolf Keyser: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 21:
[[arkæologi]], og dernæst hans sproglige udvikling af, at det nordiske ("norrøne") sprog var opstået i Norge og [[Sverige]] og derfra flyttet til Danmark, hvoraf han gjorde den slutning, at nordmænd og svenskere i tidlig tid havde udbredt sig som et herskende folk i Danmark over en[[tysk (sprog)| tysk]] eller [[gotisk]] undertvungen befolkning, og at de senere "daner" var opståede ved en blanding mellem disse lag.
Den af Keyser fremstillede Teori vakte stor Tilslutning i Norge blandt Keysers elever, endskønt det netop blev en af
disse (Munch), som først rokkede ved Beviserne og endelig bragte Keyser selv til at modificere sin
Teori; i sine senere Aar erkendte han, »at han rimeligvis er gaaet noget for vidt med hensyn til de
egentlige Nordmænds Udbredelse over det sydlige Skandinavien«, og at »han havde benyttet
Benævnelsen Norrøn paa en mindre tydelig Maade«, og at den burde indskrænkes til den norske Gren af den skandinaviske Stamme.
Keyser virkede som Universitetslærer mere ved sine Forelæsninger end ved skrifter; hans Foredrag var
klart, roligt og behersket, mere fremsættende Teorier og Resultater end udviklende
Forskningens Metode. Sine historiske Teorier har han tidlig tilegnet sig, og skønt han stadig
fortsatte sine Studier, lader det til, at han havde vanskeligt ved at gaa over til nyere
Synsmaader. Hans Forelæsninger var fuldstændig udarbejdede til Trykken, saaledes som han
oplæste dem fra Katederet, og ved senere Gennemgaaelser ændrede han dem lidet i Form ell.
Indhold; afvigende Opfattelser afviste han ved korte, velvillig formede Indvendinger.
Kun lejlighedsvis lod han sig nøde til at udgive skrifter; saaledes blev hans første selvstændige Arbejde
en »Historisk-heraldisk Undersøgelse angaaende Norges Rigsvaaben og Flag« (1842), der
forfattedes efter Opfordring af en Stortingsmand og tilstilledes Konstitutionskomiteen paa
Stortinget 1842. Derimod var han et virksomt Medlem af Universitetets Styrelse, af »Samfundet
for det norske Folks og Sprogs Historie« (1833) og af »Foreningen til norske
Fortidsmindesmærkers Bevaring« (1844), blandt hvis Stiftere han
var; ligeledes lod han sig ofte bevæge til at levere Bidrag til videnskabelige Tidsskrifter,
saaledes til det af hans Nevø Chr. Lange stiftede »Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur« (1847).
Sammen med Munch udgav han de 3 Bd af Norges gl. Love (1846—49), sammen
med Munch og Unger »Kongespejlet« (1848; Fortalen er skrevet af K.) og sammen med
Unger »Olafs Saga hins helga« (»den legendaririske«, 1849), »Strengleikar« (1850) og
»Barlaam’s og Josaphat’s Saga« (1851). Da han i begyndelsen af 1850’erne efter Opfordring af det
teologiske Fakultet havde holdt en Rk. Forelæsninger over norsk Kirkehistorie i den katolske
Tid, lod han disse udkomme 1856—58 under Titelen »Den norske Kirkes Historie under
Katolicismen«; den sidste Del af dette Værk blev på grund af Mangel paa Forarbejder ogsaa en
Fremstilling af Norges politiske Historie under Unionstiden og er, om end i behersket Form,
et skarpt Angreb paa den daværende dansk-skandinaviske Opfatning af Unionstidens udvikling.
Dette blev hans sidste arbejde i levende live; thi uagtet han havde ladet sig afpresse et løfte om at skrive en populær bearbejdelse af sine [[forelæsninger]] over Norges historie til brug for "[[Folkeoplysningsselskabet]]", nåede han aldrig til at fuldføre dette arbejde, idet han tidlig blev gammel, hans arbejdskraft svækkedes ved [[sygelighed]], og [[11. januar]] [[1862]] tog han [[afsked]] fra universitetet. [[Posthum|Efter hans død]] blev hans ufuldendte "Norges Historie", som i manuskriptet standsede ved [[1340]], udgivet af [[Oluf Rygh]], som gav en kort fortsættelse til [[1387]]. Den samme har også udgivet Keysers ''Efterladte Skrifter'', indeholdende dels "Nordmændenes
Videnskabelighed og Litteratur i Middelalderen", dels ''Norges Stats- og Retsforfatning i Middelalderen'' og ''Nordmændenes private Liv i Oldtiden''.
Disse forelæsningsrækker er blevne til i 1840’erne, men er dog senere gennemsete og delvis overarbejdede i 1850’erne; de fremstiller
således væsentlig Keysers anskuelser i hans fulde udvikling, uden at være påvirkede af den senere forskning — fremfor alt [[Konrad Maurer]]s — og vakte ved deres fremkomst en stærk modsigelse, især i Danmark. En senere tid har, ved siden af at afvise ensidigheder, været villig til at erkende en grundig og klar behandling, fordybelse i emnerne og en smuk og rolig fremstilling. Keyser var personlig en velvillig, godmodig og omgængelig natur; hans elever omfattede ham med stor veneration.
== Kilder ==
| |||