Stillehavskrigen: Forskelle mellem versioner

[[Fil:"A member of a Marine patrol on Saipan found this family of Japs hiding in a hillside cave. The mother, four children an - NARA - 532380.jpg|thumb|left|En amerikansk soldat opdager en japansk kvinde med fire børn og en hunhund i en jordhule på Saipan]]

Den [[15. juni]] gik amerikanske [[United States Marine Corps|marinesoldatermarineinfanterister]] i land på den 20 km lange og 9 km brede hovedø i Marianerne (se [[Slaget om Saipan]]). De forbitrede kampe varede i tre uger og kostede japanerne ca. 43.000 døde. Amerikanerne mistede 3.500 soldater. Formålet med at erobre øerne var at oprette flyvepladser hvorfra det amerikanske luftvåben for første gang systematisk kunne bombardere de japanske hovedøer fra Stillehavet. Den [[18. juni]] blev den japanske ø [[Honshû]] udsat for det første store bombardement, som dog kom fra baser i Kina.

Igen angreb amerikanske fly fra hangarskibe den [[4. juli]] [[Ogasawara-øerne]] [[Iwo Jima]] og [[Chichi-jima]] som afledning fra operationerne i Marianerne. Især Guam, som siden starten af juni igen og igen blev kraftigt beskudt af amerikansk skibsartilleri lå den [[5. juli]] under et tæppe af bomber fra amerikanske bombefly og derefter indtil [[19. juli]] igen under intensiv beskydning fra havet. Den [[21. juli]] gik amerikanerne til sidst i land på [[Operation Stevedore|Guam]] med næsten 55.000 mand. De stod over ca. 19.000 japanske forsvarere. Kampene kostede 10.693 japanere livet. Kun omkring 100 blev taget til fange. Resten af japanerne fandt skjul i den næsten uigennemtrængelige jungle, hvorfra de kunne fortsætte med at føre guerillakrig mod amerikanerne til krigens slutning. Så sent som i [[1972]] opdagede man en gammel japansk kæmpersoldat [[Yokoi Shōichi]] på øen, som man måtte forklare, at krigen for længst var ovre.

I det Indiske Ocean begyndte den [[21. juli]] den allierede [[Operation Crimson]]. Den britiske østasienflåde, bestående af 2to hangarskibe, fire slagskibe, otte krydsere og et antal destroyere sejlede mod [[Sumatra]] og indledte et angreb fra luften og havet mod den japanske base [[Sabang]]. En krydser og tre destroyere sejlede endda ind i havnen og afskød flere torpedoer mod japanske skibe.

Under kraftig støtteild fra Saipan indledte amerikanerne den [[24. juli]] landgangen på naboøen Tinian. De 15.600 mand stødte ikke på så heftig modstand som på Guam, men alligevel faldt ca. 390 amerikanere. Japanerne mistede 6.050 soldater, 252 blev taget til fange. Med den nu fuldførte erobring af MarianeneMarianerne var nordflanken for et angreb på Filippinerne nu etableret. Desuden truede amerikanerne nu søvejen mellem Japan og råstofkilderne i [[Indonesien]].

[[Fast Carrier Task Force]] 38 begyndte den [[28. august]] på forberedelserne til operationerne [[Operation Tradewind|Tradewind]] og [[Slaget om Peleliu|Stalemate II]]. De 15 hangarskibe, seks slagskibe, ni krydsere og 60 destroyere sejlede fra [[Eniwetok]] med kurs mod [[Palau]]-øerne og [[Morotai]]. Fly fra hangarskibene angreb under gentagne gange under sejladsen ([[30. august]] og [[2. september]]) Iwo Jima og Chichi-jima. Også skibsartilleriet på to krydsere og fire destroyere beskød japanske stillinger på øerne. Wake blev den [[3. september]] bombarderet fra et hangarskib, fire krydsere og 10 destroyere. De første angreb momod Palau begyndte den [[6. september]] og blev fortsat tre dage senere. Øen Yap var også mål for yderligere angreb. Tre dele af indsatsstyrken begyndebegyndte den [[10. september]] at angribe japansk besattejapanskbesatte flyvepladser på [[Mindanao]] i den sydlige del af [[Filippinerne]]. Da de ikke mødte nævneværdig modstand kunne luftangrebene fra den [[12. september]] udvides til [[Visayas]] i den centrale del af Filippinerne. I løbet af tre dag ødelagde amerikanerne over 200 japanske kampfly.

Ligeledes den 15. september gik amerikanerne i land med næsten 20.000 soldater på Morotai og mødte så godt som ingen modstand. Tropperne blev i starten af oktober forstærket med yderligere 18.200 mand, heriblandt over 12.000 [[SeaBee]]s og jordpersonel til den lufthavn´flybase, som skulle drives. Under jagtjagten på en japansk ubåd den [[3. oktober]] sænkede amerikanske skibe ved et uheld deres egen ubåd USS 'Seawolf'', hvorved 79 besætningsmedlemmer omkom.

Efter de vellykkede angreb på Sydfilippinerne angreb maskinerfly fra 15 hangarskibe den [[21. september|21.]] og [[22. september]] flyvepladser på [[Luzon]]. Angrebene var især rettet mod området ved [[Manila]]. To dage senere blev der igen gennemført angreb ved Visayas. Japanerne mistede i den forbindelse over 1.000 fly, nogle destroyere, en korvet, en minelægger og et moderskib for vandfly. Andre mindre enheder blev også sænket af amerikanerne, i alt omkring 150 skibe. Amerikanerne mistede 54 kampfly, heriblandt 18 som følge af diverse uheld. Den egentlige amerikanske plan om at gå i land på MindenaoMindanao den [[20. oktober]] blev kuldkastet af de store sejre. I stedet valgte man at gå direkte efter [[Leyte]].