Tyske Kejserrige: Forskelle mellem versioner

Det tyske kejserrige skabtes i en periode, hvor Tyskland blev stærkt industrialiseret. Landet ændrede sig [[økonomisk]] og [[social]]t fra et [[landsbruglandbrug]]sland til en [[industrialisering|industristat]] i de sidste årtier af [[1800-tallet]]. [[Service]]sektoren voksede også kraftigt i takt med, at [[handel]] og [[Finansiel virksomhed|finansvæsen]] fik større betydning. Den økonomiske vækst blev midlertidigt bremset af den [[økonomiske krise i 1873]] og den følgende [[lavkonjunktur]]. Trods betydelige politiske konsekvenser fortsatte den stigende industrialisering trods krisen.

Udover de kristelige retninger var der en lille langsomt faldende jødisk befolkningsgruppe på knap en procent af befolkningen. Årsagen til den relative nedgang i den jødiske befolkningsandel skal ses i lavere fødselsrater og en stigende andel af blandede ægteskaber, hvor børnene oftest fik en kristelig opdragelse. Den jødiske befolkningsgruppe samlede sig i stadig større grad i de store byer. Omkring 1910 boede en tredjedel af alle tyske jøder i Berlin, hvor andelen af jøder udgjorde 5-10%. Tilsvarende andele af jødiske borgere fandt man i [[Frankfurt am Main]], [[Breslau]] og [[Hamburg]]. På den anden side fandtes der også landlige områder med jødiske befolkningsandele over gennemsnittet. I øst var det i området ved [[Poznan|Posen]], [[Vestpreussen]] og [[Øvre Schlesien]], og i vest var det i [[Hessen]], [[Unterfranken]], [[Rheinpfalz]] og [[Elsass-Lothringen]]. I de østlige provinser med blandet tysk-polsk befolkning talte jøderne i overvejende grad til den tyske befolkning. Blandt jøderne var tendensen mod assimilering i det borgerlige tyske samfund i lang tid stærkt udpræget. Zionismen, som forsøgte at etablere et nationalt hjem for jøderne i Palæstina, blev afvist af det overvejende flertal af tyske jøder. I 1893 blev ''Central-Verein deutscher Staatsbürger jüdischen Glaubens'' grundlagt, og foreningens navn afspejlede idegrundlaget. Centralforeningen stillede sig den opgave at bekæmpe antisemitismen, den afviste enhver forestilling om jøderne som ét folk eller en egen race, og anså i en vis forstand de tyske jøder som en tysk stamme. Samlet set var jøderne særdeles succesrige inden for erhvervsliv, kultur, videnskab og akademiske professioner. I følge statistikken fra 1910 udgjorde den jødiske befolkningsandel på 0,95 % (615.000 ud af 64.926.000). Heraf var 60.000 ikke tyske statsborgere (fortrinsvis flygtninge fra Polen og Rusland). 4,28 % af de tyske anklagere og dommere, 6,01 % af lægerne, 14,67 % af advokaterne og notarerne var jøder.<ref>Tallene stammer fra: J. Schmidt-Liebich (Hrsg.): ''Deutsche Geschichte in Daten, Band 2: 1770–1918'', 1981, S. 314, [[Deutscher Taschenbuch Verlag]], ISBN 3-423-03195-6</ref> Usædvanligt mange fremtrædende musikere og virtuoser var af jødisk afstamning. Særligt tydelig var det jødiske islæt i byer med høj jødisk befolkningandelbefolkningsandel, først og fremmest Berlin. Derved ydede jøderne et bidrag til tysk og europæisk kulturliv, som lå langt ud over deres andel af befolkningen.