Wikipedia

Fordrivelsen af tyskere efter 2. verdenskrig: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m KLN flyttede siden Udvisning af tyskere efter Anden Verdenskrig til Udvisningen af tyskere efter 2. verdenskrig: bestemt form + "2. verdenskrig", jf. alle øvrige artikler i kategorien
m Rettet ca. 30 små skrivefejl
Linje 40:
Fordrivelsen var led i den geopolitiske og etniske reorganisering i efterkrigstidens Europa, og var til dels en gengældelse for at tyskerne havde indledt krigen og gennemført de efterfølgende grusomheder og etniske udrensninger i de besatte lande.<ref>{{cite journal |journal=Foreign Affairs |title=Us and Them - The Enduring Power of Ethnic Nationalism |url=http://www.foreignaffairs.org/20080301faessay87203-p30/jerry-z-muller/us-and-them.html}}</ref><ref name=Kacowicz101>Arie Marcelo Kacowicz, Pawel Lutomski, Population resettlement in international conflicts: a comparative study, Lexington Books, 2007, p.100, ISBN 0-7391-1607-X</ref> [[De Allierede]] ledere [[Franklin D. Roosevelt]], [[Winston Churchill]] og [[Josef Stalin]] var inden krigens slutning nået til grundlæggende enighed om, at Polens territorium skulle flyttes vestpå og den tilbageværende tyske befolkning udvises, og meddelte de polske og tjekkoslovakiske eksilregeringer, hvis lande begge var besat af Tyskland, at dette ville ske.<ref name=Churchill-speech>{{cite journal |title=Text of Churchill Speech in Commons on Soviet=Polish Frontier |publisher=The United Press |date=December 15, 1944}}</ref><ref name=Zayas>Alfred de Zayas, A Terrible Revenge, Palgrave/Macmillan, 2006</ref><ref name=Brandes398ff>Detlef Brandes, Der Weg zur Vertreibung 1938-1945: Pläne und Entscheidungen zum "Transfer" der Deutschen aus der Tschechoslowakei und aus Polen, Oldenbourg Wissenschaftsverlag, 2005, pp.398ff, ISBN 3-486-56731-4 [http://www.google.de/books?id=S8nsdMcJq4cC&pg=PA398&dq=expulsion+germans+poland&as_brr=3#PPA398,M1 Google Books]</ref><ref>Klaus Rehbein, Die westdeutsche Oder/Neisse-Debatte: Hintergründe, Prozess und Ende des Bonner Tabus, LIT Verlag Berlin-Hamburg-Münster, 2005, pp.19,20, ISBN 3-8258-9340-5 [http://www.google.de/books?id=grTPyVvBr2QC&pg=PA11&dq=expulsion+germans+poland&lr=&as_brr=3#PPA20,M1 Google Books]</ref>
 
Fordrivelserne foregik i tre tildelstil dels overlappende faser. Den første bestod af tyskeres spontane flugt for den [[Røde Hær]], som foregik fra midten af 1944 til starten af 1945.<ref name=Gibney197>{{cite book|title=Immigration and Asylum: From 1900 to the Present|first1=Matthew J|last1=Gibney|first2=Randall|last2=Hansen|year=2005|page=197|isbn=1576077969}}</ref> Den anden var den uorganiserede fordrivelse af tyskere straks efter det tyske nederlag.<ref name=Gibney197/> Den tredje fase var en mere organiseret udvisning efter de Allieredes [[Potsdamtraktaten|Potsdamtraktat]],<ref name=Gibney197/> som redefinerede grænserne i Central- og Østeuropa og tillod "ordnede" og "humane" udvisninger af tyskere fra Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn.<ref>{{cite web|url=http://www.pbs.org/wgbh/amex/truman/psources/ps_potsdam.html|title=Agreements of the Berlin (Potsdam) Conference, July 17-August 2, 1945|publisher=[[PBS]]|accessdate=29 August 2009}}</ref> Mange tyske civile blev desuden sendt til internerings- og arbejdslejre.<ref>*{{cite book|title=Germany: 2000 Years : Volume III : From the Nazi Era to German Unification|editor-first=Frederic C|editor-last=Tubach|first1=Gerhart|last1=Hoffmeister|first2=Kurt Frank|last2=Reinhardt|first3=Frederic C|last3=Tubach|edition=2|publisher=Continuum International Publishing Group|year=1992|isbn=0826406017|url=http://www.google.de/books?id=glMpTyiRXDoC&pg=PA57|accessdate=28 August 2009|page=57}}
* {{cite book|title=Fires of hatred: ethnic cleansing in twentieth-century Europe|first=Norman M|last=Naimark|publisher=Harvard University Press|year=2001|url=http://www.google.de/books?id=L-QLXnX16kAC&pg=PA131|accessdate=28 August 2009|page=131|isbn=0674009940}}
* {{cite book|title=Population resettlement in international conflicts: a comparative study|first1=Arie Marcelo|last1=Kacowicz|first2=Pawel|last2=Lutomski|publisher=Lexington Books|year=2007|page=101|isbn=0-7391-1607-X|url=http://www.google.de/books?id=ovck_g0xwX0C&pg=PA101|accessdate=27 August 2009}}
Linje 57:
Fra [[1933]] brugte Nazityskland de tidligere tyske bosættelsesområder som grundlag for sine territoriale krav, til at retfærdiggøre [[Anschluss|annekteringen af Østrig]] og annekteringen af [[Sudeterlandet]] i [[Münchenaftalen]]. En ny dimension blev tilføjet med [[Molotov-Ribbentrop Pagten]], hvor [[Nazityskland]] og [[Sovjetunionen]] enedes om storstilede udvekslinger af befolkningsgrupper, som afveg fra de historiske etniske bosættelsesmønstre.
I stedet var genbosætningen af de baltiske tyskere i det tyskbesatte Polen sammen med den tvungne udvisning af polakker og massemordet på jøderne til formål at skabe en helt ny etnisk struktur i de besatte områder. I overensstemmelse med den racistiske "Lebensraum"-tankegang hærgede nazisterne Østeuropa under 2. verdenskrig, og indførte hidtil ukendte metoder til etnisk udrensning. Lokale metoder, såsom [[Pabst planen|Pabst]] og [[Nisko planen]] blev med tiden afløst af de generelle metoder i [[Generalplan Ost]] og [[Endlösung der Judenfrage|Endlösung]], som var køreplaner for [[folkemord]]et på [[slaveri|slaver]] og [[jøder]]. I løbet af krigen havde Nazityskland planlagt at udrydde, fordrive og tvangsflytte ca. 50 mio. personer, fortrinsvis slaver, i forbindelse med en etniske udrensning i [[Generalplan Ost]]. Som følge heraf lykkedes det nazisterne at myrde og forvise et mindre antal mennesker inden de blev besejret af de [[De Allierede|Allierede]]. De tvang også mindst 5 mio. mennesker til at arbejde i Tyskland som slavearbejdere og fjernede ca. 5,7 mio. jøder fra deres hjem for senere at udrydde dem. Etnisk tilhørsforhold blev af stor betydning for en persons skæbne. Mennesker med en forkert etnisk baggrund, såsom jøder og sigøjnere, blev bandlyst fra samfundet, udsat for grusomheder og hovedparten endte med at blive myrdet i [[Holocaust]]. Andre besejrede folkeslag rundt om i Europa blev ramt af forskellige plager. Der kan nævnes:
* de sovjetiske krigsfanger, som blev myrdet i millionsvismillionvis,
* de i sovjetisk besatte områder, som forsvandt i [[Gulag]]lejrene
* de som blev tvangsforflyttet, såsom [[Volgatyskere|volgatyskerne]]
* de millioner civile og krigsfanger, som blev tvangs- eller slavearbejdere, ofte under forfærdelige forhold i Tyskland eller Sovjetunionen.
 
Under den tyske besættelse af Østeuropa lod mange borgere af tysk afstamning sig registrere i [[Deutsche Volksliste]]. Nogle af dem beklædte betydningsfulde poster i det nazistiske hierarki og mange deltog i nazistiske ugerninger, hvilket førte til fjendlighedfjendtlighed mod tyskere i almindelighed, hvilket senere blev benyttet som en retfærdiggørelse af tyskernes fordrivelse.<ref>Lumans, Valdis O., ''Himmler's Auxiliaries: The Volksdeutsche Mittelstelle and the German National Minorities of Europe, 1939-1945'', The University of North Carolina Press, Chapel Hill, NC, USA, 1993, pp. 243, 257-260.</ref>
 
== Under krigen ==
Linje 106:
Det er diskutabelt om dette synspunkt kan stå for en nærmere analyse. Der var læger og sygeplejersker blandt de evakuerede og de tyske tropper i Danmark rådede over eget medicinsk personale. Thorkild Frederiksen peger på, at en del af de flygtninge, som er registreret som døde i Danmark, var allerede afgået ved døden under skibstransporten til Danmark (sult, sygdom, luftangreb). Blandt børnene var det især spædbørn, som døde, hvilket især kan tilskrives at mødrene var blevet fejl- og underernæret under graviditeten og fødte små og svagelige børn. Under evakueringen/flugten, som ofte havde varet flere måneder, havde mødrene særdeles svært ved at skaffe mad til de små, og disse døde derfor i stort tal af svækkelse umiddelbart efter ankomsten til Danmark.<ref>{{Kilde www | udgiver=Den danske historiske Forening | forfatter=Thorkild Frederiksen| udgivelsesdato=juni 2000| titel= Indsigelser om lægeløftet | url= http://www.historisktidsskrift.dk/pdf_histtid/100_1/100_1_229.pdf | besøgsdato= 28-11-2009| kommentar= }}</ref>. Derudover udgjorde ældre mennesker en overvægt hos flygtningene, hvilket også kan have haft betydning for det store antal dødsfald.
 
De sidste flygtninge forlod Danmark den [[15. februar]] [[1949]].<ref>{{cite book|title=Deutsche Flüchtlinge in Dänemark 1945-1949|first=Karl-Georg|last=Mix|publisher=Franz Steiner Verlag|year=2005|isbn=3515086900|page=228}}</ref> I [[Londontraktaten (1953)|Londontraktaten]], som blev underskrevet den [[26. februar]] [[1953]] enedes [[Vesttyskland]] og Danmark om en kompensation på 160 mio. kr. som Vesttyskland betalte til Danmark mellem 1953 og 1958 for at have huset flytningeneflygtningene.<ref>{{cite book|title=Deutsche Flüchtlinge in Dänemark 1945-1949|first=Karl-Georg|last=Mix|publisher=Franz Steiner Verlag|year=2005|isbn=3515086900|pages=214;228}}</ref>
 
== Fordrivelser efter Nazitysklands nederlag ==
Linje 134:
{{Uddybende|Tjekkoslovakiets historie|Beneš-dekreterne|Sudeterlandet|Ústí massakren|Brno dødsmarchen}}
 
Inden den tyske annektionannektering af Sudeterlandet i 1938 havde over 20% af den tjekkoslovakiske befolkning været etniske tyskere, hvor af mange kunne spore familiehistorien tilbage til det [[12. århundrede]] eller tidligere.<ref name=EU>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. pp.11,12.</ref> I maj 1945 var der fortsat omkring 3,5 mio. tyskere i Sudeterlandet og andre tjekkoslovakiske områder.<ref name=EU17>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.17</ref><ref>Overy, Richard, ''The Penguin Historical Atlas of the Third Reich'', Penguin Books, London, 1996, p.111</ref>
 
Under den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet, især efter nazisternes repressalier efter mordet på [[Reinhard Heydrich]], krævede de fleste tjekkoslovakiske modstandsgrupper, at det "tyske spørgsmål" blev løst ved fordrivelse. Disse krav blev opfyldt af den den tjekkoslovakiske eksilregering, som søgte allieret støtte til dette forslag fra 1943.<ref>Československo-sovětské vztahy v diplomatických jednáních 1939–1945. Dokumenty. Díl 2 (červenec 1943 – březen 1945). Praha. 1999. (ISBN 80-85475-57-X)</ref> Den endelige aftale om overførsel af det tyske mindretal blev imidlertid først indgået den [[2. august]] [[1945]] under Potsdam-konferencen.
Linje 152:
 
=== Ungarn ===
[[Fil:Bundesarchiv Bild 146-1989-105-13A, Ungarn, deutscher Rückzug.jpg|thumb|250px|Retirerende tyske tropperitropper i Ungarn, marts 1945]]
 
I modsætning til fordrivelserne fra andre lande var fordrivelserne fra Ungarn dikteret af andre lande,<ref name=EU8>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.8</ref> og indledtes den [[22. december]] [[1944]], da den sovjetiske øverstkommanderende beordrede fordrivelserne. Tre procent af den tyske førkrigsbefolkning (ca. 20.000 personer) var blevet evakueret af [[Volksbund]] inden da. De tog til Østrig, men mange af dem vendte tilbage i foråret. I alt var ca. 60.000 etniske tyskere flygtet.<ref name=Wasserstein> [http://www.bbc.co.uk/history/worldwars/wwtwo/refugees_02.shtml Bernard Wasserstein, European Refugee Movements After World War Two], [[BBC]] history.</ref> I januar 1945 blev 32.000 etniske tyskere arresteret og sendt til Sovjetunionen som tvangsarbejdere. I nogle landsbyer blev hele den voksne befolkning sendt til arbejdslejre i [[Donets]]området.<ref name=Wasserstein/> Mange døde som følge af strabadser og dårlig behandling. I alt blev 100.000-170.000 ungarske tyskere transporteret til Sovjetunionen.<ref name=EU38>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.38</ref>
Linje 167:
{{Hovedartikel|Operation Black Tulip}}
 
Efter 2. verdenskrig beslyttedebesluttede den hollandske regering at udvise de 25.000 tyskere, som boede i Holland.<ref name=geschiedenes>{{nl sprog}} dokumentarfilmen[http://geschiedenis.vpro.nl/afleveringen/23997653/ Black Tulip].</ref> Tyskerne blev kaldt for 'fjendtlige personer' (''[[hollandsk]]: vijandelijke onderdanen'') uanset om de havde hollandske ægtefæller og børn.<ref name=geschiedenes/>
Operationen begyndte den 10. september 1946 i [[Amsterdam]], da etniske tyskere og deres familier blev arresteret i deres hjem midt om natten og fik en time til at pakke 50&nbsp;kg bagage.
De fik kun lov til at medtage 100 hollandske gylden. Resten af deres ejendom blev konfiskeret af staten. De blev ført til interneringslejre ved den tyske grænse, hvoraf den største var Mariënbosch ved [[Nijmegen]]. I alt blev omkring 3.691 tyskere (under 15% af de i alt 25.000 tyskere i Holland) udvist.
Linje 179:
[[Fil:Bundesarchiv Bild 175-S00-00326, Flüchtlinge aus Ostpreußen auf Pferdewagen.jpg|thumb|250px|Tyske flygtninge fra Østpreussen i 1945]]
 
Igennem 1944 og i de første måneder af 1945, da den Røde Hær trængte gennem Østeuropa og de østlige tyske provinser, tog sovjetiske og allierede tropper samt til tider civilbefolkningen hævn over etniske tyskere og tyske statsborgere. Mange var allerede flygtet for den fremrykkende sovjetiske armé, opskræmt af rygterne om sovjetiske grusomheder, som i nogle tilfælde blev blæst op og udnyttet af den nazistiske propaganda,<ref>[[Julius Streicher]] skrev ''Rædselen i øst'' i [http://www.calvin.edu/academic/cas/gpa/ds8.htm Der Stürmer, #8/1945]</ref> men millioner var stadig tilbage, og yderligere en million vendte tilbage så snart de militære operationer i deres hjemland ophørte.<ref name=Urban116>{{cite book|title=Der Verlust: Die Vertreibung der Deutschen und Polen im 20. Jahrhundert|first=Thomas|last=Urban|publisher=C.H.Beck|year=2006|isbn=3406541569|url=http://www.google.de/books?id=xlctn5n33uYC&pg=PA116|accessdate=1 September 2009|language=German|page=116}}</ref> Den polske kurér [[Jan Karski]] advarede allerede i 1943 den amerikanske præsident [[Franklin Delano Roosevelt]] om muligheden for polsk gengældelse, og betegnede dem som "uundgåelige" og "en tilskyndelse til alle tyskere i Polen om at drage vestpå til det egentlige Tyskland, hvor de hører hjemme" (Karskis henvisning i 1943 til "Polen" drejede sig om Polens forkrigsgrænserførkrigsgrænser).<ref>{{cite book|title=Death by Government|author=R. J. Rummel, Irving Louis Horowitz|publisher=Transaction Publishers|year=1997|url=http://books.google.com/books?id=N1j1QdPMockC&pg=PA302&dq=karski+roosevelt+revenge|page=302|quote=I would rather be frank with you, Mr. President. Nothing on earth will stop the Poles from taking some kind of revenge on the Germans after the Nazi collapse. There will be some terrorism, probably short-lived, but it will be unavoidable. And I think this will be a sort of encouragement for all the Germans in Poland to go west, to Germany proper, where they belong.}}</ref> Næsten hele den mandlige tyske befolkning øst for [[Oder]] og [[Lausitzer Neisse|Neisse]], adskillige titusinder blev arresteret for at være "Hitlerister" af det hemmelige sovjetiske politi [[NKVD]].<ref name=Urban116/> Kun et mindretal var medlemmer af NSDAP.<ref name=Urban116/>
 
[[Fil:POLSKA 14-03-1945.png|thumb|200px|left|Planlagte områder under polsk administration(gul: "Okreg I-IV") af de tidligere østlige tyske områder i marts 1945]]
Linje 189:
I 1945 blev de østlige tyske provinser (hovedparten af [[Schlesien]] og [[Pommern]], [[Brandenburg|Østlige Brandenburg]], og [[Østpreussen]]), foruden polske områder, som var blevet annekteret af Nazityskland (især [[Warthegau]] og [[Reichsgau Danzig-West Preussen]])
besat af den Røde Hær og den sovjetisk styrede polske militærstyrke. De første fordrivelser blev gennemført af polske kommunistiske militærmyndigheder<ref>Philipp Ther, ''Deutsche Und Polnische Vertriebene: Gesellschaft und Vertriebenenpolitik in SBZ/ddr und in Polen 1945-1956'', 1998, p.56, ISBN 3-525-35790-7, 9783525357903: Fra juni til midten af juli fordrev polsk militær og milits (de "vilde fordrivelser") næsten alle indbyggerne i distrikterne umiddelbart øst for floderne i [Oder-Neisse linjen]</ref> endnu inden Potsdam-konferencen havde underlagt den midlertidig polsk administration frem til den endelige fredstraktat,<ref name=EU27>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.27</ref> for at sikre deres senere indlemmelse i et etnisk homogent Polen<ref name=autogenerated3>Matthew J. Gibney, Randall Hansen, Immigration and Asylum: From 1900 to the Present, 2005, p.197, ISBN 1-57607-796-9, 9781576077962</ref> som forudset af de polske kommunister: "''Vi må udvise alle tyskere fordi lande bygges på nationalitet og ikke på multinationalitet''."<ref>Naimark, Russian in Germany. p. 75 reference 31:"et citat var et møde i centralkomiteen for det polske arbejderparti, 20.-21. maj 1945."</ref><ref>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.26:
bekræfter begrundelsen for at skabe et etnisk homogent Polen</ref> Tyskere blev defineret som enten ''Reichsdeutsche'', dvs. personer opført i første eller anden ''Volksliste'' gruppe, og de fra tredje gruppe, som havde tysk statsborgerskab. Omkring 1,1 mio.<ref>Philipp Ther, ''Deutsche und polnische Vertriebene: Gesellschaft und Vertriebenenpolitik in SBZ/DDR und in Polen 1945-1956'', Vandenhoeck & Ruprecht, 1998, p.306, ISBN 3-525-35790-7</ref> tyske borgere af slavisk afstamning blev "godkendt" som "indfødte" polakker.<ref name=EU28>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.28</ref> Af disse blev de fleste ikke udvist, men hundredtusinder af dem valgte alligevel at emigrere til Tyskland efter 1950, herblandtheriblandt de fleste [[Masurer]] fra Østpreussen.<ref name=EU30>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.30</ref>
 
Under Potsdam-konferencen mellem 17. juli og 2. august 1945 blev de tyske områder øst for Oder-Neisse-linjen overladt til polsk og sovjetisk administration frem til en endelig fredsaftale. Alle tyskere fik deres ejendom konfiskeret og blev taget i forvaring.<ref name=EU28/><ref name=EU29/> Det schlesiske voivode [[Aleksander Zawadzki]] eksproprierede fratog i en vis grad tyske schlesiere deres ejendomme allerede den 26. januar 1945. Et andet dekret fra 2. marts fratog al ejendom fra tyskere øst for Oder og Neisse og et efterfølgende dekret af 6. maj erklærede at al "forladt" ejendom tilhørte den polske stat.<ref name=Urban114115>{{cite book|title=Der Verlust: Die Vertreibung der Deutschen und Polen im 20. Jahrhundert|first=Thomas|last=Urban|publisher=C.H.Beck|year=2006|isbn=3406541569|url=http://www.google.de/books?id=xlctn5n33uYC&pg=PA114|accessdate=1 September 2009|language=German|pages=114-115}}</ref> Hertil kom, at tyskere ikke måtte eje polske penge, det eneste legale betalingsmiddel siden juli, bortset fra de, som de tjente ved det arbejde de fik tildelt.<ref name=Urban115>{{cite book|title=Der Verlust: Die Vertreibung der Deutschen und Polen im 20. Jahrhundert|first=Thomas|last=Urban|publisher=C.H.Beck|year=2006|isbn=3406541569|url=http://www.google.de/books?id=xlctn5n33uYC&pg=PA115|accessdate=1 September 2009|language=German|page=115}}</ref> Den resterende befolkning blev i praksis frataget alle andre borgerlige rettigheder, og blev i reglen ramt af tyvery og plyndring foruden voldtægt og mord fra fra den polske milits og kriminelle bander, hvilket hverken blev forhindret eller retsforfulgt af den polske milits eller det polske retssystem.<ref name=Urban114>{{cite book|title=Der Verlust: Die Vertreibung der Deutschen und Polen im 20. Jahrhundert|first=Thomas|last=Urban|publisher=C.H.Beck|year=2006|isbn=3406541569|url=http://www.google.de/books?id=xlctn5n33uYC&pg=PA114|accessdate=1 September 2009|language=Tysk|page=115}}</ref>
Linje 199:
[[Fil:Bundesarchiv Bild 175-13223, Berlin, Flüchtlinge aus dem Osten.jpg|thumb|250px|Flygtninge fra Pommern, Vestpreussen og Østpreussen ankommer til Berlin, 1945]]
 
Holdningen blandt de overlevende polske civile, hvoraf mange havde oplevet brutalitet og overgreb, som kun blev overgået af tyskernes behandling af jøder af alle nationaliteter, under den tyske besættelse, samt det forhold, at tyskerne nyligt havde fordrevet over 1 mio. polakker fra områder, de annekterede under krigen, var flertydig.<ref name="Gibney198"/> Nogle deltog i plyndringer og forskellige kriminelle aktiviteter, herunder mord, vold og voldtægt.<ref name=Gibney198/> På den anden side var der mange tilfælde hvor polakker, herunder de, som var gjort til slavearbejdere af tyskerne under krigen, beskyttede tyskere, f.eks. ved at forklæde dem som polakker.<ref name=Gibney198/> Holdningen blandt de sovjetiske soldater var også flertydig. Mange deltog i overgreb, fortrinsvis mord og voldtægt,<ref name=Beck176/> og skelnede ikke altid mellem polakker og tyskere, men behandlede dem lige dårlgitdårligt.<ref>Jankowiak, p. 35</ref> På den anden side blev nogle overrumplet af den brutale behandling af de civile tyskere, og forsøgte at beskytte dem.<ref name=Gibney199>Matthew J. Gibney, Randall Hansen, Immigration and Asylum: From 1900 to the Present, 2005, p.199, ISBN 1-57607-796-9:"The Poles began driving Germans out of their houses with a brutality that had by then almost become commonplace: People were beaten, shot and raped. Even Soviet soldiers were taken aback, and some protected the German civilians."</ref>
 
Thomasz Kamusella nævner estimater på 7 mio. fordrevne under de "vilde" og de "lovlige" fordrivelser fra de tidligere tyske områder i perioden 1945-48 foruden yderligere 700.000 fra det polske førkrigsområde.<ref name=EU29/> Overy nævner følgende omtrentlige totaltal på de som blev evakueret, flyttede eller blev fordrevet mellem 1944 og 1950: fra Østpreussen - 1,4 mio. til Vesttyskland, 609.000 til Østtyskland. Fra Vestpreussen - 230.000 til Vesttyskland, 61.000 til Østtyskland. Fra de tidligere tyske provinser øst for Oder-Neisse, herunder hovedparten af Schlesien, Pommern og Østlige Brandenburg - 3,2 mio. til Vesttyskland, 2 mio. til Østtyskland.<ref>Overy, ibid.</ref>
Linje 213:
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-1985-0531-500, Kurland, Evakuierung aus Windau.jpg|thumb|200px|Evakuering af tyske civile og tropper i [[Kurland]], oktober 1944]]
 
De [[Baltiske tyskere|baltiske]], [[Bessarabiske tyskere|bessarabiske]] og etniske tyskere i områder som kom under sovjetisk kontrol efter Hitlers og Stalins deling af Østeuropa i [[Molotov-Ribbentrop-pagten]] i 1939 blev genbosat i Det Tredje Rige, herunder i annekterede områder såsom [[Warthegau]] under den tysk-sovjetiske befolkningsudveksling. Kun nogle få vendte tilbage, da Nazityskland invaderede Sovjetunionen i [[Operation Barbarossa]] og midlertidigt fik kontrol over disse områder. Disse tilbagevendte blev anvendt af de nazistiske besættelsesstyrker til at skabe en forbindelse mellem den tyske administration og de lokale befolkning. De som blev genbosat andetstedandetsteds kom til at dele skæbne med de andre tyskere i deres genbosættelsesområde.<ref name=E>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.</ref>
 
Efter den tyske invasion af Sovjetunionen beordrede Stalin i september 1941 en tvungen genbosættelse af etniske tyskere bosat i sovjetisk kontrollerede dele af Sovjetunionen, da de blev anset for en potentielt fjendtlig etnisk befolkningsgruppe - fortrinvisfortrinsvis omkring 400.000<ref name=ceu7/> [[Volgatyskere]] og omkring 80.000<ref name=ceu7/> tyskere fra [[Leningrad]] (St. Petersburg) og andre steder, - til fjerntliggende ormåderområder i [[Siberien]], [[Kirgisistan]] og [[Kazakhstan]], hvor de blev tvunget til at blive efter krigen.<ref name=Weiner156>Myron Weiner, Migration and Refugees: Politics and Policies in the United States and Germany, Berghahn Books, 1998, ISBN 1-57181-091-9</ref><ref name=ceu7>Conseil de l'Europe Assemblée parlementaire Session Strasbourg, Council of the European Union in Straßburg, Documents, Document 7172: Report on the situation of the German ethnic minority in the former Soviet Union, Council of Europe, 1995, p.7, ISBN 92-871-2725-5 [http://www.google.de/books?id=9dnIhF-zZpcC Google Books]</ref> Mange døde i forbindelse med genbosættelsen.<ref name=ceu7/> De arbejdsduelige mænd og barnløse kvinder blev indrulleret i [[trud arméen]] ("arbejdshæren") hvor de blev tvangsarbejdere.<ref name=ceu7/>
 
De etniske tyskere, som blev i de sovjetisk kontrollerede områder på trods af den tysk-sovjetiske befolkningsudveksling, og hvis bosættelsesområder var kommet under tysk kontrol inden de sovjetiske myndigheder kunne nå at genbosætte dem, blev hvor de var indtil 1943, hvor den Røde Hær befriede sovjetisk område, og Wehrmacht trak sig tilbage vestpå.<ref name=ceu7/> Fra januar 1943 flyttede hovedparten af disse etniske tyskere til [[Warthegau]] eller [[Schlesien]], hvor de skulle bosætte sig.<ref name=ceu8>Conseil de l'Europe Assemblée parlementaire Session Strasbourg, Council of the [[European Union]] in Straßburg, Documents, Document 7172: Report on the situation of the German ethnic minority in the former Soviet Union, Council of Europe, 1995, p.8, ISBN 92-871-2725-5 [http://www.google.de/books?id=9dnIhF-zZpcC Google Books]</ref> Mellem 250.000 og 320.000 havde nået [[Nazityskland]] ved udgangen af 1944.<ref>Isabel Heinemann, ''"Rasse, Siedlung, deutsches Blut": das Rasse- und Siedlungshauptamt der SS und die rassenpolitische Neuordnung Europas'', 2nd edition, Wallstein Verlag, 2003, p.469, ISBN 3-89244-623-7: Heinemann siger 250.000 er det antal, som er antallet ifølge de primære kilder, men citerer og afviser også tallet 320.000, som anføres af Ingeborg Fleischmann, ''Die Deutschen'', pp.284-286, som for højt</ref> Ved deres ankomst blev de placeret i lejre og gennemgik en "racemæssig vurdering " af de nazistiske myndigheder, som indsatte de, som blev kategoriseret som "racemæssigt værdifulde" som landarbejdere i de annekterede dele af Polen, mens de som blev kategoriseret som "Tvivlsom racemæssig værdi" blev sendt af sted for at arbejde i "Altreich" (Tyskland indenfor grænserne fra 1937).<ref>Isabel Heinemann, ''"Rasse, Siedlung, deutsches Blut": das Rasse- und Siedlungshauptamt der SS und die rassenpolitische Neuordnung Europas'', 2nd edition, Wallstein Verlag, 2003, pp.469,470, ISBN 3-89244-623-7</ref> Den Røde Hær erobrede disse områder i starten af 1945, og 200.000 sovjetiske tyskere var endnu ikke blevet evakueret af de nazistiske myndigheder,<ref name=ceu8/> som stadig var optaget af deres "racemæssige evaluering".<ref>Isabel Heinemann, ''"Rasse, Siedlung, deutsches Blut": das Rasse- und Siedlungshauptamt der SS und die rassenpolitische Neuordnung Europas'', 2nd edition, Wallstein Verlag, 2003, p.470, ISBN 3-89244-623-7</ref> Af Sovjetunionen blev de anset for at være sovjetbogeresovjetborgere og blev sendt tilbage til lejre og særlige bosættelser i Sovjetunionen.<ref name=ceu8/> 70.000-80.000 som befandt sig i den sovjetiske besættelseszone efter krigen blev behandlet på samme måde, på basis af en aftale med de [[Vestallierede]].<ref name=ceu8/> DødstallerDødstallet under deres tilfangetagelse og transport blev estimeret til mellem 15-30 % og mange familier blev afskiltadskilt.<ref name=ceu8/> De særlige "tyske bosættelser" i efterkrigstidens Sovjetunion blev styret af kommissæren for indre anliggender, og indbyggerne måtte udføre tvangsarbejde indtil slutningen af 1955.<ref name=ceu8/> På dette tidspunkt var alle de 1,5 mio. etniske tyskere i Sovjetunionen i fangenskab.<ref name=ceu8/> De blev løsladt efter Stalins død ved et dekret om amnesti af 13. september 1955<ref name=ceu8/> og tiltalen om kolloborationkollaboration med nazisterne blev tilbagekaldt ved dekret af 23. august 1964,<ref name=ceu10>Conseil de l'Europe Assemblée parlementaire Session Strasbourg, Council of the [[European Union]] in Straßburg, Documents, Document 7172: Report on the situation of the German ethnic minority in the former Soviet Union, Council of Europe, 1995, p.10, ISBN 92-871-2725-5 [http://www.google.de/books?id=9dnIhF-zZpcC Google Books]</ref> dog fik ingen deres tidligere ejendom tilbage.<ref name=ceu8/><ref name=ceu10/>
 
[[Fil:Bundesarchiv Bild 146-1979-084-05, Ostpreußen, Flüchtlingstreck.jpg|thumb|left|250px|Flygtningestrøm ved det [[Kuriske hav]] i det nordlige [[Østpreussen]], marts 1945]]
Linje 238:
Efter marts 1945 blev etniske tyskere placeret i såkaldte "landsbylejre".<ref name=EU55>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.55</ref>
Der var lejre for de som kunne arbejde, og de som ikke kunne.<ref name=EU55/> I de sidste lejre var der fortrinsvis børn og ældre, og dødeligheden lå på omkring 50%.<ref name=EU56>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.56</ref>
Hovedparten af børnene under 14 år blev placeret i statdrevnestatsdrevne hjem, hvor forholdene var bedre, men hvor det tyske sprog var bandlyst.<ref name=EU56/> Disse børn blev senere givet til jugoslaviske familier, og ikke alle tyske forældre, som forsøgte at få deres børn tilbage i [[1950'erne]] opnåede dette.<ref name=EU56/>
 
Lejrene blev lukket i marts 1948.<ref name=EU56/> I alt 48,447 personer døde i lejrene. 7.199 blev skudt af partisaner og yderligere 1.994 blev ført til sovjetiske lejre.<ref name=EU57>''[http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf The Expulsion of 'German' Communities from Eastern Europe at the end of the Second World War]'', Steffen Prauser and Arfon Rees, European University Institute, Florense. HEC No. 2004/1. p.57</ref>
Linje 280:
 
I 1952 blev en kommission nedsat af den vesttyske regering under [[Theodor Schieder]].<ref name=Haar271>{{cite book|title=Herausforderung Bevölkerung: zu Entwicklungen des modernen Denkens über die Bevölkerung vor, im und nach dem "Dritten Reich"|editor-first=Josef|editor-last=Ehmer|publisher=VS Verlag|year=2007|isbn=3531155563|first=Ingo|last=Haar|chapter="Bevölkerungsbilanzen" und "Vertreibungsverluste"|language=German|page=271}}</ref> Schieder var tidligere medlem af nazistpartiet, som i 1939 gik ind for "afjødning" af områder erobret af Nazityskland som forberedelse til tysk kolonisering.<ref name="books.google.com">Alan E. Steinweis, "Studying the Jew: scholarly antisemitism in Nazi Germany", Harvard University Press, 2006, pg. 121, [http://books.google.com/books?id=o2dxjEiycfcC&pg=PA121&dq=Theodor+Schieder+nazi&lr=&as_brr=3 Google Books]</ref><ref>Roderick Stackelberg, "The Routledge Companion to Nazi Germany", Routledge, 2007, pg. 92, [http://books.google.com/books?id=cpXIR9yOMuoC&pg=PA92&dq=Theodor+Schieder+nazi Google Books]</ref>
KommussionenKommissionen bestod af adskillige historikere,<ref>{{cite book|title=Schriftenreihe des Instituts für Donauschwäbische Geschichte und Landeskunde. Volume 13. Das Ungarnbild der deutschen Historiographie|first=Márta|last=Fata|publisher=Franz Steiner Verlag|year=2004|isbn=3515084282|page=168|language=German}} "Die aus angesehenen Historikern bestehende Kommission..."</ref> heriblandt [[Werner Conze]] (som også tidligere havde talt for "afjødning" af områder besat af Nazityskland)<ref name="books.google.com"/>, [[Adolf Diestelkamp]], [[Rudolf Laun]], [[Peter Rassow]] og [[Hans Rothfels]].<ref>{{cite book|title=Schriftenreihe des Instituts für Donauschwäbische Geschichte und Landeskunde. Volume 13. Das Ungarnbild der deutschen Historiographie|first=Márta|last=Fata|publisher=Franz Steiner Verlag|year=2004|isbn=3515084282|page=169|language=German}}</ref> Kommissionen omfattede også de dengang unge historikere af "2. generation" såsom [[Martin Broszat]] og [[Hans-Ulrich Wehler]].<ref>{{cite book|title=Lexikon der "Vergangenheitsbewältigung" in Deutschland: Debatten- und Diskursgeschichte des Nationalsozialismus nach 1945. Kultur- und Medientheorie|first1=Torben|last1=Fischer|first2=Matthias N|last2=Lorenz|publisher=transcript Verlag|year=2007|isbn=3899427734|language=German}}</ref> I 1953 fremlagde den vesttyske minister for fordrevne [[Hans Lukaschek]] en foreløbig rapport fra kommissionen for [[Oder-Neisse området]], som angav 2,167 mio. døde ud af 12 mio. fordrevne, inklusiv 500.000 fra[[Wehrmacht]] og et tilsvarende antal ofre fra luftkrigen.<ref name=Haar271/> Ligeledes i 1953 vurderede [[Gotthold Rhode]] tabene til at være på 3,14 mio.<ref name=Haar271/> I 1958 nåede den vesttyske regeringskommission i sin endelige rapport frem til et tal på i alt 2.225.000 døde.<ref name=Zurek/>
 
Demografen [[Rüdiger Overmans]] siger, at disse tal ikke viser antallet af bekræftede dødsfald (se følgende afsnit), men i stedet de personer, som der ikke kunne gøres rede for. Ifølge Overmans er det kun muligt ved hjælp af kommissionens dokumenter at godtgøre 500.000 dødsfald, og der er ikke noget i tysk historiografi, som kan forklare de øvrige 1,5 mio. formentlige dødsfald.<ref name=Over1>Rüdiger Overmans, "Personelle Verluste der deutschen Bevolkerung durcht Flucht und Vertreibung" (med polsk oversættelse), Dzieje Najnowsze 1994, 2</ref>
Linje 290:
 
I 1969 gav den vesttyske regering ordre til yderligere en undersøgelse, som skulle gennemføres af [[Bundesarchiv]],<ref name="Overmans 1994">{{cite book |title= ''Personelle Verluste der deutschen Bevölkerung durch Flucht und Vertreibung''. Dette papir var en præsentation på en forskerkonference i Warszawa i 1994) |last= Overmans |first= Dr. Rűdiger. |authorlink= |coauthors= |year=1994 |publisher= Dzieje Najnowsze Rocznik XXI-1994location=Warsaw |isbn= |page= |pages= |url= }}</ref><ref name=Haar370>{{cite book|title=Ursprünge, Arten und Folgen des Konstrukts "Bevölkerung" vor, im und nach dem "Dritten Reich": Zur Geschichte der deutschen Bevölkerungswissenschaft|editor-first=Rainer|editor-last=Mackensen|publisher=VS Verlag|year=2009|isbn=3531161520|first=Ingo|last=Haar|chapter=Die deutschen "Vertreibungsverluste": Forschungsstand, Kontexte und Probleme|language=German|page=370}}</ref>. Den blev færdig i 1974<ref name=Zurek/><ref name=Haar370/> og offentliggjort i 1989.<ref name=Haar370/> I denne rapport blev "falske positiver" fjernet fra ''Suchdienst'' rapporten og yderligere kilder vurderet, hvilket førte til et tal på 630.000 døde, inklusiv 400.000 i [[Oder-Neisse området]].<ref name=Haar370/>
Udover bekræftede dødsfald medtog denne undersøgelse personer, som mentes at være døde, og udelod omkring 600.000 tyske sovjetborgere, som var blevet deporteret indenfor Sovjetunionen.<ref name=Haar370/> Ifølge Haar kan tallene opdeles således: 120.000 døde på grund af den Røde Hærs grusomheder. Mellem 40-100.000 døde som følge af forholdene i sovjetiske og polske lejre. 200.000 som var deporteret til Sovjetunionen. 130.000 døde i Tjekkoslovakiet, hvoraf 6.000 var beskræftedebekræftede og 80.000 døde i Jugoslavien.<ref name=Haar370/> Overmans citerer undersøgelsen således: 260.000 dræbt af den Røde hær og dens allierede i Østeuropa. 160.000 døde som følge af betingelserne i deportationslejre og under transport. 205.000 tvangsarbejdere i Sovjetunionen. De andre tal er de samme som dem Haar citerer.<ref>{{cite book |title= Personelle Verluste der deutschen Bevölkerung durch Flucht und Vertreibung |last= Overmans |first= Dr. Rűdiger|year=1994 |publisher= Dzieje Najnowsze Rocznik XXI-1994|location=Warsaw}} (Dette papir var en præsentation ved en forskerkonference i Warszawa i 1994)</ref> Det tyske Bundesarchivs undersøgelse afviste også de tidligere tal fra Schieder og gav en nogenlunde bekræftelse af tallene fra de tyske kirker. Resultaterne af denne nye undersøgelse blev hemmeligholdt i 15 år for ikke at forstyrre forsoningen mellem Tyskland og Polen og blev først offentliggjort i 1989.<ref name=Haar1/>
 
Ifølge undersøgelsen fra Bundesarchiv døde 400.000 tyskere i det polske efterkrigsområde. Undersøgelsen selv estimerer at 200.000 døde som tvangsarbejdere i Sovjetunionen. 120.000 blev dræbt af Sovjetunionen og dens allierede og 100.000 døde under indespærring og udvisning af de resterende tyskere efter krigen.<ref name="Overmans 1994"/>
Linje 301:
Overmans undersøgte de samlede tab blandt [[Wehrmacht]] soldater under krigen, og fandt frem til at de tidligere estimater, især hen mod krigens slutning var omkring 2 mio. lavere end det faktiske dødstal<ref name=Zurek> [http://www.rp.pl/artykul/2,339708_Zurek__Gra_w_ofiary.html Robert Żurek, "Gra w ofiary"] (The Victim Game), ''Rzeczpospolita'', 24-07-2009.</ref> som var 5,3 mio. i stedet for tidligere troet 2,938 mio.<ref name=Haar371>{{cite book|title=Ursprünge, Arten und Folgen des Konstrukts "Bevölkerung" vor, im und nach dem "Dritten Reich": Zur Geschichte der deutschen Bevölkerungswissenschaft|editor-first=Rainer|editor-last=Mackensen|publisher=VS Verlag|year=2009|isbn=3531161520|first=Ingo|last=Haar|chapter=Die deutschen "Vertreibungsverluste": Forschungsstand, Kontexte und Probleme|language=German|page=371}}</ref> I sin bog fra 2004 viste Overmans at [[Wehrmacht]]s døde fra fordrivelsesområderne udgjorde omkring 1,444 mio., og således var 334.000 højere end de 1,1 mio. som Schieder kommissionen, der manglede nogle af de dokumenter, som er til rådighed i dag, kendes i dag, var nået frem til.<ref name=Overmans2004pg299>{{cite book|title=Deutsche militärische Verluste im Zweiten Weltkrieg|first=Rüdiger|last=Overmans|edition=3|publisher=Oldenbourg Wissenschaftsverlag, 2004|isbn=3486200283|language=German|chapter=Relevanz der Ergebnisse. Vertreibungsverluste|url=http://www.google.de/books?id=q4L9p1T0m1EC&pg=PA299|accessdate=28 July 2009}}</ref> Overmans påpegede desuden, at de tallet på 2,225 mio. som blev estimeret af kommissionen ville betyde, at tabsraten blandt de fordrevne var den samme eller højere end den i Wehrmacht, hvilket han anså for usandsynligt.<ref name=Over1/> Udover hans undersøgelse af dødstallet for Wehrmacht sagde Overmans at forskellen mellem de 2,225 mio. savnede og de omkring 500.000 døde, som indtil videre kunne bekræftes, indeholdt personer, som aldrig havde eksisteret<ref name=Zurek/> eller aldrig blev født (på grund af lavere fertilitet under krigen), tyske jøder, som var blevet myrdet af den tyske stat og personer, som var blevet deporteret til Sovjetunionen.<ref name=Haar1/> Han fremførte også, at tallet på 2,225 mio. var baseret på en fejlagtig statistisk metode og ufuldstændige data, især med hensyn til antallet af fordrevne, som ankom til [[Østtyskland]].<ref name=Haar1/> Haar stiller generelt spørgsmålstegn ved validiteten af befolkningsbalancer.<ref>{{cite book|first=Ingo|last=Haar|chapter=„Bevölkerungsbilanzen“ und „Vertreibungsverluste“|title=Herausforderung Bevölkerung Part 6|publisher=VS Verlag für Sozialwissenschaften|doi=10.1007/978-3-531-90653-9|year=2007|isbn=978-3-531-15556-2|page=267|url=http://www.springerlink.com/content/q7k7748261511027/|accessdate=28 August 2009}}</ref>
 
Christoph Bergner, tidligere statssekretær i Tysklands kontor for indre forhold ridsede holdningen blandt de respektive regeringsinstitutioner op i [[Deutschlandfunk]] den 29. november 2006.<ref>[http://www.dradio.de/dlf/sendungen/kulturheute/569560/ Deutschlandfunk - Kultur heute - Keine deutsche Opferarithmetik<!-- Bot generated title -->]</ref> Bergner sagde, at tallene ikke er i modstred, og at de lavere tal på 400-600.000 fra Overmans og Haar omfatter de, som rent faktisk blev dræbt under fordrivelserne, mens estimaterne på over 2 mio. også omfatter personer, som døde af sygdom, sult, kulde og allierede luftangreb, mens de var på vej til efterkrigstidens Øst- og Vesttyskland.<ref name=EU4/><ref name=Germangov/> Præsidenten for [[Bund der Vertriebenen]], [[Erika Steinbach]], som støttede sig til et arbejde fra en forfatter med tilknytning til det ekstreme højre, [[Heinz Nawratil]]<ref name=Haar1/>, som også har skrevet for [[Institute for Historical Review]]<ref>[http://www.ihr.org/jhr/v10/v10p118_Nawratil.html One of Nawratil's articles in JHR]</ref> (der er blevet betegnet som "verdens førende Holocaust benægtelsesorganisation), har fremført det samme argument, og sagt at de lavere tal kun indeholder "døde i direkte følge af fordrivelser" mens de højere tal også medtager døde som følge af indirekte følger af fordrivelsen. Ingo Haar afviser imjidlertidimidlertid denne "misforståede fortolkning" af vurderingerne og siger, at dødsfald som følge af sygdom, sult og andre forhold allerede er medtaget i de lavere tal.<ref name=Haar1/> Ifølge Ingo Haar har tallene været angivet for høje i årtier af politiske årsager efter krigen.<ref name=Germangov/>
 
[[Rudolph Joseph Rummel]] siger, at det er umuligt at beregne et præcist dødstal, fordi der er for få offentlige kilder og på grund af vanskeligheder på grund af masseflugt i slutningen af og efter krigen samt forsøg på at vende tilbage.<ref name=Rummel305/> Rummel siger at man er nødt til at basere sig på befolkningsbalancer for at få estimater over tabene.<ref name=Rummel305/>
Linje 320:
Frem til sommeren 1945 havde de Allierede ikke indgået en aftale om hvordan man skulle håndtere de fordrevne. Frankrig foreslog emigration til Sydamerika og Australien og besættelse af "produktive elementer" i Frankrig, mens Sovjetunionen [[SMAD]] foreslog genbosætning af millioner af fordrevne i [[Mecklenburg-Vorpommern]].<ref name="Philipp Ther p.137">Philipp Ther, ''Deutsche Und Polnische Vertriebene'', p.137</ref>
 
Sovjetunionen, som tilskyndede og til dels gennemførte fordrivelserne, gjorde ikke meget for at samarbejde med de humanitære bestræbelser og tvang dermed amerikanerne og briterne til at optage de fordrevne i deres besættelseszoner. I modstrid med Potsdamaftalerne undlod de sovjetiske myndigheder at opfylde deres forpligtelse til at levere forsyninger til de fordrevne. I Potsdam var det aftalt,<ref>Jf. sektion III. Reparations from Germany, paragraph 4 [http://www.pbs.org/wgbh/amex/truman/psources/ps_potsdam.html Agreements of the Berlin (Potsdam) Conference]</ref> at 15% af alt udstyr, som blev afmonteret i de vestlige zoner, især fra metal-, kemi- og maskinfremstillingsindustrien skulle overføres til Sovjetunionen til gengæld for fødevarer, kul, potaske, tømmer, tegl, olieprodukter m.v. De vestlige leverancer begyndte i 1946, men det viste sig at være ensidigt. De sovjetiske leverancer blev ikke til noget, selv om der var et desparatdesperat behov for at skaffe de fordrevne mad, varme og grundlæggende fornødenheder og for at forøge landbrugsproduktionen på det resterende landbrugsareal. Som følge heraf stoppede amerikanerne alle leverancer den 3. maj 1946,<ref>Lehmann, Hans Georg, ''Chronik der Bundesrepublik Deutschland 1945/49 bis 1981'', München: Beck, 1981, (Beck'sche Schwarze Reihe; Bd. 235), ISBN 3-406-06035-8, pp. 32seq.</ref> mens de fordrevne fra de sovjetisk styrede område blev deporteret vestpå indtil udgangen af 1947.
 
[[Fil:Bundesarchiv Bild 146-2006-0095, Siedlung für Flüchtlinge.jpg|thumb|left|200px|Flygtningebosættelse i [[Espelkamp]], omkring 1945 til 1949.]]
Linje 339:
{{Hovedartikel|Krigsbørn}}
 
I lande, som var besat af NazistysklandNazityskland under krigen, og hvis befolkning ikke blev betegnet som undermennesker (''[[Untermensch]]'') af nazisterne, var der forhold mellem [[Wehrmacht]] soldater og lokale kvinder, som i nogle tilfælde resulterede i børn. Efter den tyske tilbagetrækning blev disse kvinder og deres børn ofte dårligt behandlet.<ref name="Tyskerunger">[http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=1159&a=286209 "Tyskerunger" tvingades bli sexslavar] by Anna-Maria Hagerfors, [[Dagens Nyheter]], 10 July 2004.</ref><ref>[http://www.willy-brandt-stiftung.de/krigsbarn.htm Krigsbarn]</ref> I Norge var der således planer om at udvise disse børn og deres mødre til Australien, om end planerne aldrig blev gennemført. For mange krigsbørn blev deres situation først bedre årtier efter krigen.<ref>[http://www.bt.no/kultur/article114048.ece Ville sende alle «tyskerunger» ut av landet]</ref>
 
== Årsager og begrundelser for fordrivelserne ==
Linje 376:
==== Forebyggelse af etnisk vold ====
Deltagerne i Potsdamkonferencen hævdede at fordrivelserne var den eneste måde at forebygge etnisk vold. Som [[Winston Churchill]] udtalte det i det Britiske Underhus i 1944, ''"Udvisninger er den metode som, så vidt vi indtil nu kan se, vil være den mest tilfredsstillende og varige. Der vil ikke længere være nogen blanding af befolkninger som kan afstedkommende endeløse problemer... Der vil blive lavet en klar rydning. Jeg er ikke bekymret for udsigten til udredning af befolkninger, eller af disse store overførsler, som er lettere at gennemføre i dag end nogensinde før"''.<ref>{{cite journal |title=Text of Churchill Speech in Commons on Soviet=Polish Frontier |publisher=The United Press |date=15 December 1944}}</ref>
Ud fra dette synspunkt opfyldte politikken sine mål: Grænserne fra 1945 er stabile og etniske konflikkerkonflikter er af marginalt omfang.
 
=== Straf for at have indledt krigen og nazistiske forbrydelser ===
Uddrivelserne blev også drevet af et ønske om hævn som følge af den brutale måde de tyske besættere havde behandlet ikke-tyske civile i de besatte områder under krigen. Fordrivelserne var således begrundet i den modvilje som skyldtes de tyske besætteres krigsforbrydelser, grusomheder, brutalitet og uciviliserede styre.<ref name="Ulf Brunnbauer p.91"/><ref name="Zybura202" /> Den tjekkoslovakiske præsident [[Eduard Benes]] begrundede fordrivelserne i nationalkongressen den 28. oktober 1945 med at sige, at hovedparten af tyskerne havde handlet i fuld overensstemmelse med Hitler. Han betegnede alle tyskere som skyldige for den tyske stats handlinger ved en mindehøjtidelighed for [[Lidice|Lidice massakren]].<ref name="Ulf Brunnbauer p.92"/> I [[Polen]] og Tjekkoslovakiet appellerede aviser,<ref name=Brunnbauer93/> flyveblade<ref name=Brunnbauer93/> og politikere fra hele det efter den kommunistiske magtovertagelse indskrænkede politiske spektrum,<ref name=Brunnbauer93/><ref name=Snyder/> om gengæld for de tyske handlinger under krigen.<ref name=Brunnbauer93/><ref name=Snyder>Timothy Snyder, Journal of Cold War Studies, Volume 5 Issue 3, Forum on Redrawing Nations: Ethnic Cleansing in East-Central Europe, 1944-1948 edited by Philipp Ther and Ana Siljak, Harvard Cold War Studies Book Series, Lanham, MD: Rowman & Littlefield, 2001, citat: "i 1943 f.eks. var polske og tjekkiske politikere fra hele det politiske spektrum overbevist om det gavnlige i en udvisning af tyskerne efter krigen. Efter 1945 forfulgte en demokratisk valgt tjekkoslovakisk regering og en kommunistisk polsk nogenlunde den samme politik overfor deres tyske minoriteter. (...) Set samlet, og i sammenligning med kapitlerne om den polske UdvisningafUdvisning af tyskerne, minder disse skrifter os om vigtigheden af af politikken i beslutningen om at indlede en etnisk udrensning. Det er f.eks. ikke nok at forklare de ensartede polske og tjekkoslovakiske politiker med ensartede oplevelser under besættelsen. Besættelsen af Polen var langt hårdere, men den tjekkoslovakiske politik var om muligt mere hævngerrig. (...) Hævn er en bred og kompleks samling af motiver og genstand for manipulation overtagelse. De individuelle former for hævn, som blev taget overfor folk, som blev identificeret som tyskere eller [[kollaboratør]]er blev retfærdiggjort med brede juridiske definitioner af disse grupper..." [http://www.fas.harvard.edu/~hpcws/forumreviews.htm www.fas.harvard.edu]</ref>
Den tyske befolkningsgruppes ansvar for krigsforbrydelserne, der blev begået i dens navn, blev også fremdraget af polske militærledere i slutningen og efter krigen.<ref name=Brunnbauer93/> [[Karol Świerczewski]], lederen af 2. polske armé, gav sine tropper besked på at "behandle tyskerne, som de behandlede os, så de flygter af sig selv, og takker Gud at de reddede livet".<ref name=Brunnbauer93>Detlef Brandes i Ulf Brunnbauer, Michael G. Esch, Holm Sundhaussen, ''Definitionsmacht, Utopie, Vergeltung: "ethnische Säuberungen" im östlichen Europa des 20. Jahrhunderts'', LIT Verlag Berlin-Hamburg-Münster, 2006, p.93, ISBN 3-8258-8033-8, [http://www.google.de/books?id=96wFm4u1Jg8C&pg=PP1&dq=Definitionsmacht,+Utopie,+Vergeltung#PPA93,M1 Google Books], Citat fra kilde (Tysk original): "'Jetzt werden die Deutschen erfahren, was das Prinzip der kollektiven Verantwortung bedeutet', hatte das Organ der polnischen Geheimarmee im Juli 1944 geschrieben. Und der Befehlshaber der 2. Polnischen Armee wies seine Soldaten am 24. Juni 1945 an, mit den Deutschen 'so umzugehen, wie diese es mit uns getan haben', so daß 'die Deutschen von selbst fliehen und Gott danken, daß sie ihren Kopf gerettet haben'. Politiker jeglicher Coleur, Flugblätter und Zeitungen beider Staaten riefen nach Vergeltung für die brutale deutsche Besatzungspolitik.", Dansk oversættelse: "'Nu kommer tyskerne til at opleve hvad princippet om kollektivt ansvar betyder', skrev organet for den hemmelige polske armé i juli 1944. Og lederen af den 2. polske arme instruerede den [[24. juni]] [[1945]] sine soldater om at 'behandle' tyskerne 'som de havde behandlet os', og få 'tyskerne til at flygte af sig selv og takke Gud for at have sparet deres liv'. Politikere af enhver slags, [[flyveblad]]e og aviser i begge lande krævede hævn for den brutale tyske besættelsespolitik."</ref> I Polen, som havde mistet seks millioner indbyggere, [[Operation Tannenberg|heriblandt eliten]] og næsten hele den [[Jødernes historie i Polen|jødiske befolkningsgruppe]] under [[Holocaust]] og [[lebensraum]] konceptet, blev de fleste tyskere anset for nazi-sympatisører, som nu endelig kunne kollektivt straffes for deres tidligere gerninger.<ref name=Kacowicz101102>Arie Marcelo Kacowicz, Pawel Lutomski, Population resettlement in international conflicts: a comparative study, Lexington Books, 2007, pp.101,102, ISBN 0-7391-1607-X</ref>
 
Linje 389:
== Følgerne af fordrivelserne ==
Fordrivelserne forårsagede store sociale forandringer i de modtagende områder, som fik til opgave at skaffe husly og beskæftigelse til millioner af flygtninge.<ref name=abc/> [[Vesttyskland]] etablerede et ministerium, som skulle tage sig af problemet og adskillige love dannede et juridisk grundlag. De fordrevne dannede adskillige organisationer, hvoraf nogle forlangte erstatninger. Deres klagepunkter, som fortsat er kontroversielle, blev indarbejdet i
den offentlige debat.<ref name=abc/> I løbet af 1945 udtrykte den britiske presse bekymring over flygtningenes situation,<ref>{{cite book|url=http://books.google.com/books?id=5J9OtZ-CxtYC&pg=PA130&dq=berlin+british+press+1945&lr=&as_brr=3&client=opera|author=Matthew James Frank|title=Expelling the Germans: British Opinion and Post-1945 Population Transfer in Context|year=2008|publisher=[[Oxford University Press]]|ISBN=9780199233649|pages=130-133}}</ref> og dette blev fulgt op af en begrænset diskussion af emnet udenfor Vesttyskland under [[Den kolde krig]].<ref>{{cite book|url=http://books.google.com/books?id=Z_Zi4EZvYPsC&pg=PA9-IA1&dq=cold+war+german+expulsions+newsweek&lr=&as_brr=3&client=opera|author=Margot Norris|year=2000|title=Writing war in the twentieth century|publisher=[[University of Virginia]] Press|page=9|quote=Bortset fra bombardementet af tyske byer, som var kendt i brede kredse og behandlet i fiktiv form i f.eks. Kurt Vonnegut Jr. Slagtehus fem, må Newsweeks angivelse af, at under 2. verdeskrigverdenskrig "døde 3 mio. tyske civile, heraf måske totredjedeleto tredjedele under tvungne udvandringer fra Østeuropa" (22. maj 1995, 30) virke overraskende for mange læsere.}}</ref> [[Østtyskland]] søgte at undgå at lægge sig ud med Sovjetunionen og sine naboer. De polske og tjekkoslovakiske regeringer betegnede fordrivelserne som "en retfærdig straf for naziforbrydelser."<ref name=abc>{{cite book|url=http://books.google.com/books?id=2c6ifbjx2wMC&pg=PA200&dq=german+expulsions+world+war+ii+cold+war&lr=&as_brr=3&client=opera|title=Immigration and asylum: From 1900 to the Present|author=Matthew J. Gibney, Randall Hansen|year=2005|publisher=ABC-CLIO|ISBN=9781576077962}}</ref> Vestlige analyser havde tilbøjelighed til at se Sovjetunionen og dens satellitstater som en enhed, og så bort fra de nationale uenigheder, der havde været inden Den kolde krig.<ref>{{cite book|url=http://books.google.com/books?id=hULTnG7vECcC&pg=PA2&dq=cold+war+german+expulsions&lr=&client=opera|title=A Cold War in the Soviet Bloc|year=2001|author=Sheldon R. Anderson|publisher=Westview Press|page=2|ISBN=9780813337838}}</ref> Sovjetunionens opløsning og Tysklands genforening åbnede døren for en fornyet gennemgang af fordrivelserne i såvel forsker som politikerkredse.<ref>{{cite web|url=http://cadmus.iue.it/dspace/bitstream/1814/2599/1/HEC04-01.pdf|publisher=European University Institute|title=The Expulsion of the 'German' communities from Eastern Europe at the End of the Second World War|accessdate=12 July 2009|quote=En revurdering af de tyske fordrivelser fra Østeuropa blev mulig efter 1989 og kommunismens sammenbrud. Det bidrog til en villighed fra de østeuropæiske samfunds side til at mindes begivenhederne mellem 1944 og 1948. Et voksende og frugtbart samarbejde mellem Tyskland og de "berørte" lande i øst blev afspejlet i form af stigende politiske kontakter og i forskningsmæssige udveklinger.}}</ref> En faktor i den aktuelle natur af diskussionen er den høje andel af den tyske befolkning, som består af fordrevne og deres efterkommere - vurderet til omkring 20% i 2000.<ref>{{cite book|url=http://books.google.com/books?id=30uZXxGJaQ4C&pg=PA80&dq=german+expulsions+properties++communist&lr=&as_brr=3&client=opera|publisher=[[Rowman & Littlefield]]|year=2000|page=80|author=Ann L. Phillips|title=Power and influence after the Cold War: Germany in East-Central Europe|ISBN=9780847695232}}</ref>
 
=== Status i international ret ===
Linje 396:
Der er i dag ikke megen debat om den generelle juridiske status af ufrivillige befolknings overflytninger: ''Hvor befolkningsoverflytninger tidligere var en accepteret måde at håndtere etniske konflikter på, anses befolkningsoverflytninger i dag for at være overtrædelser af international ret.'' <ref>Denver Journal of International Law and Policy, Spring 2001, p116</ref>. Juridisk skelnes der ikke mellem envejs og tovejs udvekslinger, da det enkelte menneskes rettigheder betragtes uafhængigt af andres.
 
Selv om underskriverne af Potsdam-aftalen og de udvisende lande kan havde anset fordrivelserne for at være tilladt ifølge international ret på daværende tidspunkter er der historikere og forskere i internationelinternational ret og menneskerettigheder, som hævder at fordrivelserne af tyskere fra Central- og Østeuropa bør anses for tilfælde af etnisk udrensning, og således en overtrædelse af menneskerettighederne. F.eks. hævder Timothy V. Waters i ''"On the Legal Construction of Ethnic Cleansing"'' at hvis tilsvarende omstændigheder opstår i fremtiden vil fortilfældet med Udvisning af tyskere uden juridisk appelmulighed også tillade etnisk udrensning i fremtiden af andre befolkninger i forhold til international ret.<ref>[http://law.bepress.com/cgi/viewcontent.cgi?article=4600&context=expresso Timothy V. Waters, ''On the Legal Construction of Ethnic Cleansing''], Paper 951, 2006, [[University of Mississippi]] School of Law. Retrieved on 2006, 12-13</ref> I 1970'erne og 1980'erne udgav en advokat og historiker fra [[Harvard]], [[Alfred de Zayas]] "Nemesis at Potsdam" og "A Terrible Revenge", som begge blev bestsellers i Tyskland.<ref name="expulsion">http://www.meaus.com/expulsion-by-czechs-1945.htm THE EXPULSION: A crime against humanity, By Dr. Alfred de Zayas A transcript of part of a lecture on the Expulsion given in Pittsburgh in 1988.</ref> De Zayas skriver at fordrivelserne var krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden indenfor rammerne af international ret på daværende tidspunkt og skriver: "...de eneste brugbare principper var [[Haager Landkrigsreglementet]] (1899 og 1907, især Haager reglementets artikel 42-56, som begrænsede besættelsesmagters rettigheder - og naturligvis har besættelsesmaterbesættelsesmagter ikke ret til at udvide befolkningerne - så der var tale om en klar overtrædelse af Haager reglementet."<ref name="expulsion"/><ref>[[Alfred de Zayas]], International Law and Mass Population Transfers, Harvard International Law Journal, Vol. 16, pp. 207-258</ref><ref>[[Alfred de Zayas]], The Right to One's Homeland, Ethnic Cleansing and the International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia, Criminal Law Forum 1995, pp. 257-314</ref> Han hævdede også, at de var i strid med [[Nürnberg-principperne]].<ref name="expulsion"/> I november 2000 blev der afholdt en stor konference om etnisk udrensning i det 20. århundrede på [[Duquesne University]], foruden udgivelse af bog med deltagernes konklusioner.<ref>Steven Vardy, Hunt Tooley, ''Ethnic Cleansing in 20th-Century Europe'', Columbia University Press 2003, ISBN 0-88033-995-0</ref>
 
Talrige menneskeretseksperter har hævnet at alle ofre fortjener medfølelse, og at det er uacceptabelt at diskriminere mellem ofre eller bruge principper om kollektiv skyld mod civilbefolkninger. Den første FN menneskerets højkommissær, Dr. Jose Ayala Lasso (Ecuador) støttede etablering af et Center mod fordrivelser i Berlin<ref>Teksten til hans tale den 6. august 2005 i Berlin, under tilstedeværelse af Angela Merkel, er gengivet i A. de Zayas "50 Thesen zur Vertreibung" 2008, pp. 36-41, ISBN 978-3-9812110-0-9</ref> Ayala Lasso anerkendte de tyske fordrevne som ofre for grove menneskeretsovertrædelser.<ref>Ayala Lasso under mindegudstjenesten i Paulskirche, Frankfurt a.M. den 28. maj 1995 i Alfred de Zayas, "Nemesis at Potsdam" Picton Press, 6th edition 2003, Appendix</ref> Professor de Zayas, et medlem af deb rådgivende forsamling for Center mod fordrivelser (Stiftung Zentrum gegen Vertreibungen), understøtter fuldt ud at de fordrevnes organisationer deltager i centrets arbejde.<ref>[[Frankfurter Allgemeine Zeitung]] [http://www.faz.net/IN/INtemplates/faznet/default.asp?tpl=common/zwischenseite.asp&dx1={2F7DA1A0-C0C2-AAB8-0FA2-A51139BF3716}&rub={E9236266-3C6E-4937-AB14-A07CB297CA09} Alles andere wäre sinnlos]</ref>
 
=== Politiske spørgsmål ===
I [[1990]] bad den tjekkoslovakiske præsident [[Vaclav Havel]] om tilgivelse på sit lands vegne, og brugte betegnelsen Udvisning frem for overflytning.<ref>{{cite web|url=http://www.nytimes.com/2002/12/22/world/a-czech-seeks-to-atone-for-a-nation-s-revenge.html|title=A Czech Seeks to Atone For a Nation's Revenge|publisher=[[New York Times]]|accessdate=9 July 2009}}</ref><ref>{{cite book|title=Redrawing nations|author=Philipp Ther, Ana Siljak|url=http://books.google.com/books?id=oGmTs2SceAgC&pg=PA22&dq=Vaclav+Havel++forgiveness+expulsion++transfer&client=opera|publisher=[[Rowman & Littlefield]]|year=2001|page=22}}</ref> Den offentlige opbakning til Havels holdning var begrænset. Ved en opinionsundersøgelse i 1996 udtalte 86% af tjekkerne, at de ikke gik ind for en sådan undskyldning.<ref>{{cite book|url=http://books.google.com/books?id=WCjxIMz0o8QC&pg=PA117&dq=german+expulsions+czech+poll&lr=&client=opera|title=Germany's Foreign Policy Towards Poland and the Czech Republic: Ostpolitik Revisited|author=Stefan Wolff|year=2005|ISBN=9780415369749|page=117|publisher=[[Routledge]]}}</ref> Spørgsmålet om fordriveserfordrivelser dukkede op i 2002 under [[Tjekkiet]]s ansøgning om optagelse i EU, da [[Beneš-dekreterne]] i formelt var trukket tilbage.<ref>{{cite web|url=http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,216394,00.html|publisher=[[Time Magazine|Time]]|accessdate=12 July 2009|title=Putting The Past To Rest|date=11 March 2002}}</ref>
 
Der skal etableres et center mod fordrivelser i Berlin af den tyske regering, efter initiativ fra og med aktiv deltagelse af det tyske [[Bund der Vertriebene]]. Centrets etablering er blevet kritiseret i Polen.<ref name=tele>[http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/germany/4841432/Germany-provokes-anger-over-museum-to-refugees-who-fled-Poland-during-WWII.html Germany provokes anger over museum to refugees who fled Poland during WWII - Telegraph<!-- Bot generated title -->]</ref> Det mødte kraftig modstand fra den polske regering og præsident [[Lech Kaczyński]]. Den nuværende polske premierminister [[Donald Tusk]], begrænsede sig til at anbefale, at Tyskland vælger en neutral holdning til museet.<ref name=tele/> Ifølge den polske holdning søger centret at tegne et billede af den tyske befolkning som ofre for 2. Verdenskrig. Mange i Polen hævder, at der ikke findes nogen parallel til hvorledes jøder, polakker og mange andre led under de tyske nazister.<ref>[http://www.rp.pl/artykul/9102,73756_Chcialem_zmienic_pania_Steinbach_.html Chciałem zmienić panią Steinbach - Rzeczpospolita<!-- Bot generated title -->]</ref>
Linje 467:
 
== Eksterne kilder ==
* [http://www.dhm.de/lemo/objekte/video/Nachkriegsjahre_videoSuchedienst/index.ram Børn som mistede deres forældre ved fordrivelserne fra det historiske Østtyskland søger efter deres forældeforældre. Video vidneudsagn.]
* [http://hungarianhistory.com/lib/ethnic/ethnic.doc Etnisk udrensning efter 2. verdenskrig i Tjekkoslovakiet: Benes-dekreterne 1945-1948] Tilgængelig som MS Word for Windows fil.
* [http://hungarianhistory.com/lib/vardy/vardy.doc Várdy, Steven Béla and Tooly, T. Hunt: ''Ethnic Cleansing in Twentieth-Century Europe''] Tilgængelig som MS Word for Windows fil (3.4 MB)
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Fordrivelsen_af_tyskere_efter_2._verdenskrig"