Forskel mellem versioner af "Forsoning"

494 bytes fjernet ,  for 8 år siden
m
tilføjelse til tekst + korrektion
m (tilføjelse til tekst + korrektion)
'''Forsoning''' -er genoprettelsengenoprettelse af et ellers ødelagt [[fællesskab]] mellem to parter. Bruges i [[religion|religiøst]] sprogbrug om forholdet mellem [[gud]](er) og [[menneske]]r. Særligt i [[kristendommen]] spiller forsoningen en yderst central rolle, som hele grundlaget for at forstå [[JesusJesu]]'s [[frelse]]rgerning - altså det forhold at Jesus kom for at redde menneskene ved at skabe forsoning mellem Guddem og menneskerGud. DetteDet er hele baggrunden for at forstå Jesu [[inkarnation]] og særligt hanhans død på [[kors]]et, der ses som detstedet. stedhvor forsoningen tilvejebringes.
 
==Forsoning - generelt==
Forsoning sker på baggrund af et fjendtligt forhold mellem to parter eller på grund af en overtrædelses fra mindst den ene parts side, der påfører den pågældende en skyld. Løsningen til at fjerne det fjendtlige forhold eller skyld kaldes forsoning, og kan bestå af enten en ubetinget [[tilgivelse]] eller en slags godtgørelse ([[bøde]]/[[straf]]/[[offer]]) for [[skyld]]en.
 
Forsoningen kanForsoning blandt mennesker kan være ønskeligt f.eks. på stederønskelig, hvor der harer foregået [[krig]]shandlinger, [[undertrykkelse]] eller anden form for [[uretfærdighed]]. Forsoning har været et nøgleord i bl.a. [[Sydafrika]] efter [[apartheid]]styret havdet fundet sted. Men også i sådanne [[politik|politiske]] forsoningsbestræbelser ligger der ofte en religiøs ofte kristen baggrund og forståelse bag. Men i alle [[relation]]elle forbindelse, som på [[arbejde (samfundsvidenskab)|arbejde]], i[[familie (menneske)|familie]], ved [[domstolene]]en o.lign. bliver der brugt energi på at skabe forsoning, dette sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.
Også i [[politik|politiske]] forsoningsbestræbelser ligger der ofte en religiøs baggrund og forståelse bag. Men i alle [[relation]]elle forbindelse som på [[arbejde (samfundsvidenskab)|arbejde]], i[[familie (menneske)|familie]], ved [[domstolene]]en o.lign. bliver der brugt energi på at skabe forsoning. Det sker i dagligdagen oftest gennem tilgivelse.
 
ForsoningReligiøs religiøst setforsoning sker på baggrund af en [[konflikt]] mellem gud(erne) og mennesker, der må ophæves. Ophævelsen sker ofte gennem ofrerofring, bønner, bod og løfter. Ofte står der nogle særligt forordnetforordnede personer[[præst]]er bag de [[ritual]]er, der tit skal udføres i forbindelse med forsoningen - kaldet [[præst]]er. I dette forhold er mennesket i regelen [[subjekt]] for handlingen. -Det deter vil sige, at da det anses for demmennesket, der er de skyldigeskyldigt (og de underordnedeunderordnet), og det også være dem, der bør tage initiativet til at få en forsoning i stand mellem dem ogmed gud(erne).
 
==I jødedommen==
I [[jødedommen]]s hellige skrifter [[Tanakh]] ([[Det Gamle Testamente]]), finder vi soning som en centralt tema i [[israelit]]ternes [[kult]]iske liv, hvor der ifølge [[Torah]]en/[[Moseloven]] var forordnet et [[præsteskab]] der skulle tage vare på [[tempel]]tjenesten med tilhørende ofrer, for at folket ikke skulle rammes af Guds vrede over deres [[ugudelighed]].
Baggrunden for tempelkulten var både Guds vrede over folkets [[synd]], og samtidigt GudGuds og israelitternes ønske om samvær. I [[Anden Mosebog]] beslutter Gud sig til at bo blandt israelitterne i form af et telt ([[tabernakel]]/åbenbaringstelt) under ørkenvandring,ørkenvandringen. derDet så senerebliver i kongetiden bliver til et tempeltempelet. For at dettedet skalkan være muligt uden at Gud udsletter det syndige folk i sin vrede over deresdets synd, må der være en institution der kan skærme israelitterne fra Gud. Disse præsterDen skulle
''... vogte helligdommen og alteret; så vil israelitterne ikke igen blive ramt af vrede. (4 Mos 18,5)''
og så skulle de foretage ofrer for folkets synd. Store dele af særligt [[Tredje Mosebog]] handler om forordningen af disse ofrer, der nævnes [[brændoffer|brændofre]], [[syndoffer|syndofre]] og [[skyldoffer|skyldofre]] der særligt skal bruges i forbindelse med soning.
===Forsoningsdagen - Yom Kippur===
Særligt denDen årlige [[forsoningsdag]]/[[Yom Kippur]] har en særstilling, hvor: helligdommen bliver renset for al det synd som israelitterne har begået i løbet af året. Det foregår ved særligtat toen [[gedebuk]]ke, hvoraf den ene skal [[slagtning|slagtes]] og [[blod]]et smøres skal bringes ind i det [[Allerhelligstesonedækket]], hvori det smøres på [[sonedækketAllerhelligste]], der er låget af [[Pagtens Ark]], netop det sted hvorfra Jahve [[åbenbaring|åbenbarede]] sig. DenEn anden gedebuk skulle derimod overleve og efter at præsterne med håndspålæggelse havde bekendt folkets synder over (deraf ordet [[syndebuk]]) skulle den føres langt ud i [[ørken]]en, hvor den skulle slippes fri, og på den måde bærerbære alle synderne væk fra folket.
 
==Kristendommen==
Den kristne tro ser hele spørgsmålet om forsoning ud fra Det Gamle Testamentes synsvinkel, om fjendskabet mellem Gud og mennesker pga. menneskets synd,. ogDen ser [[Jesus]] som den endelige opfyldelse af alle forsoningsritualerne i Moseloven. Jesus er [[ypperstepræst]]en, der er [[mellemmand]]en mellem Gud og mennesker og som skærmer mennesker for at blive udslettet. På den måde er det også Jesus'Jesu opgave som ypperstepræst at sone menneskets synd. Dette sker ikke ved dyreofrer, men ved at Jesus selv bliver de gammeltestamentlige ofre. Særligt som de to ofrerofre fra forsoningsdagen bliver han et billede på. Jesus er det dyr, hvis blod renser mennesker fra synd (ligesom den gedebuk der blev slagt, og hvis blod skulle frem til Gud), og han er den, som bærer al synd bort fra menneskerne (ligesom den gedebuk, der blev sendt ud i ørkenen).
 
===Forsoningslærene===
Jesus er altså den forsoner i kristendommen. [[Teolog]]erne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, præsichvordan hvordanpræcis en mands (Jesu) død kunne være forsonende for andre mennesker.
 
Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi forsoningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under [[skolastikken]] blev dog også dette spørgsmål systematiseret. Det blev det i to hovedretninger/[[forsoningslære]], der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er som sådan bred enighed blandt kristne om, at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning mellem Gud og mennesket, og denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, nårom manhvordan begynderdet at forklare, hvordan dette foregår.
 
* Det ene forsoningslære er [[Anselm af Canterbury]]s (død ca. 1100) [[objektive forsoningslære]], der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Derved bryder Gud ifølge Anselm altså det ellers almindelige princip om, at det er den skyldige selv (subjektet), der må være den, der tager initiativet til at skabe forsoning. I stedet gøres det objektivt, dvs. uden at subjektet skal gøre noget.
 
* [[Peter Abelard]]s subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen. Og derved subjektet der formidler Gud til at ophæve skellet mellem de to parter.
 
Imidlertid har Gustav Aulen argumenteret i 1930 foreslået,<ref>Gustaf Aulén ''Den kristna försoningstanken.'' Stockholm: 1930.</ref> for at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den [[klassiske forsoningslære]], der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne - døden, syndsynden og Djævelen.
 
Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske matriale, og derfor er det bedst at se dissedem som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.
:''Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.''
Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. [[Filipperbrevshymnen]] i Fil 2,5-11, hvor der står:
Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.
 
Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte vægtlægger Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt vægtlægger Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. EksempelvisDet kommer det meget tydeligt frem i nogle [[Herrnhutiske Brødremenighed|herrnhutiske]] digte, men også på moderne plan i film som [[Mel Gibson]]s [[The Passion of the Christ]] fra [[2004]].
 
== Kilder ==
1.041

redigeringer