Otto Rosenørn-Lehn: Forskelle mellem versioner

Hans forældre var [[oberst]] [[Henrik Christian Rosenørn-Lehn|Henrik Christian lensbaron Rosenørn-Lehn]] og Christiane Henriette f. [[Barner]], besidderinde af [[Baroniet Guldborgland]]. Rosenørn-Lehn sattes først i [[Vordingborg]] Skole, og derefter kom han til [[Sorø Akademi]], hvorfra han dimitteredes [[1841]]. Han valgte det juridiske studium, men afsluttede ikke dette med en embedseksamen. [[1847]] døde nemlig hans fader, og Rosenørn-Lehn forlod nu [[København]] for sammen med moderen at deltage i bestyrelsen af baroniet. Hans virksomhed som godsejer fik en betydelig udvidelse [[1860]], da moderen, der kort efter døde, arvede [[Baroniet Lehn]]. Rosenørn-Lehn stod nu som ejer af 2 baronier, hvortil kom godserne [[Røssjøholm]] i [[Skåne]] samt [[Kiding]] og [[Årup]] i [[Slesvig]]. Han tog sig med levende interesse af godsernes forvaltning og lagde i den retning indsigt, dygtighed, nøjagtighed og forstandig sparsommelighed for dagen. Han ønskede, at forholdet mellem godsejeren og bønderne helst skulle have en patriarkalsk karakter; han stillede sig derfor altid velvillig og hjælpsom over for sine bønder, og disse kunne frit og åbenhjertigt henvende sig til ham i deres økonomiske anliggender. På dette forhold kom den politiske bevægelse, hvori bondestanden efter [[1848]] blev revet ind, aldrig til at virke forstyrrende. Rosenørn-Lehn følte sig særlig knyttet til [[Lolland]], hvis udvikling i økonomisk og social henseende han varmt interesserede sig for. Han var et virksomt medlem af [[Maribo Amt]]s- og skoleråd; han sad i bestyrelsen for den [[Lollandsbanen|Lolland-Falsterske jernbane]]; han deltog i oprettelsen af Maribo Amts Tvangsarbejds- og Daareanstalt ved [[Sakskøbing]]. På selve Baroniet Guldborgland skete der under hans forvaltning betydelige forbedringer. Herresædet Orebygård ombyggedes, det samme var tilfældet med flere forpagtergårde. Kirker underkastedes omfattende reparationer; store arealer inddæmmedes. I enhver retning viste Rosenørn-Lehn som godsejer omsigt, kløgt og reformsans.

Rosenørn-Lehn, hvis liv hidtil væsentlig havde været viet administrative og kunstneriske interesser, betrådte i året [[1864]] den politiske løbebane, i det han i Maribo Amt valgtes til medlem af [[Rigsrådet]]s [[Landstinget|Landsting]]. 2 år efter, da [[Grundloven|grundlovsrevisionen]] havde fundet sted, blev han medlem af Landstinget for den [[Lolland-Falster]]ske landstingskreds. Han spillede dog ikke nogen rolle som parlamentariker. Blandt de tillidshverv, der overdroges Rosenørn-Lehn, efter at han var blevet folkerepræsentant, skal fremhæves, at han valgtes til formand i repræsentantskabet for Kreditkassen[[Creditkassen for Landejendomme i Østifterne]].

En ny og betydningsfuld æra oprandt i Rosenørn-Lehns liv, da han [[28. maj]] [[1870]] tiltrådte stillingen som udenrigsminister i det af grev [[Ludvig Holstein-Holsteinborg]] [[Ministeriet Holstein-Holsteinborg|dannede kabinet]]. Det var først efter megen betænkning, at han overtog dette hverv, og det var [[C.C. Hall]], for hvem han nærede højagtelse, særlig som personlighed, der havde den afgørende indflydelse på hans beslutning. Rosenørn-Lehn havde langtfra nogen udpræget interesse for politik og diplomati; men han var udrustet med et varmt fædrelandssind, med sund dømmekraft og streng pligttroskab. Hvad der i højeste grad lettede ham opgaven, var den omstændighed, at han ved sin side havde en direktør som [[Peter Vedel]], hvis erfaring og dygtighed i enhver retning kom ham til gode. Kort efter at Rosenørn-Lehn var bleven udenrigsminister, blev den danske regering stillet på en hård prøve, i det [[Frankrig]] efter udbruddet af den [[Fransk-tyske krig]] tilbød den et forbund. Men heldigvis sejrede besindigheden, og Rosenørn-Lehn havde sin part i, at hint tilbud afvistes. Det smertede ham, at [[Preussen]] og [[Østrig]] ved den hemmelige traktat af [[11. oktober]] [[1878]] enedes om udslettelsen af den 5. paragraf i [[Pragfreden]]. Men det stød, som derved tilføjedes det danske folk, ville hverken han eller nogen anden udenrigsminister have været i stand til at afværge. Den tid, hvori Rosenørn-Lehn stod i spidsen for [[Udenrigsministeriet]], var dog ikke uden lyspunkter. I den henseende må den såkaldte butterfieldske sag fremhæves. Det drejede sig her om en 30-årig strid mellem Danmark og [[De Forenede Stater]] i [[Nordamerika]] angående en skadeserstatning, hvorpå disse sidste gjorde krav. [[1890]] endtes konflikten ved en [[voldgift]]skendelse, ved hvilken Danmark frikendtes for enhver erstatningsforpligtelse. Rosenørn-Lehn var i 22 år Danmarks udenrigsminister, når undtages 4 måneder. Han trådte nemlig tilbage fra posten, da [[ministeriet Fonnesbech]] gik af i juni [[1875]]; men han overtog igen 11. oktober samme år stillingen i [[ministeriet Estrup]], da dettes udenrigsminister, grev [[F.G.J.Frederik Moltke (udenrigsminister)|Frederik Moltke]], var død. Rosenørn-Lehn, der havde en tiltalende personlighed, repræsenterede stillingen med finhed og værdighed.

after=[[F.G.J.Frederik Moltke (udenrigsminister)|Frederik Moltke]]

before=[[F.G.J.Frederik Moltke (udenrigsminister)|Frederik Moltke]]|