Forskel mellem versioner af "1. til 11. etape af Giro d'Italia 2009"

m
rettelser
m (En række smårettelser)
m (rettelser)
}}</ref>
 
EnEt udbrud på fem ryttere, der havde et maksimalt forspring på syv minutter, tog pointene på den indlagte pointspurt og på dagens eneste kategoriserede stigning, men blev hentet med omkring 38 kilometer tilbage af etapen. Flere styrt efter 50-kilometermærket, kombineret med en række udbrudsforsøg, betød at feltet blev splittet, og [[Alessandro Petacchi]] tog densin anden etapesejr i træk efter en svækket massespurt, som Cavendish ikke deltog i, da han blev fanget bag styrtene.<ref>{{cite web
|author=Anthony Tan
|url=http://autobus.cyclingnews.com/road/2009/giro09/?id=results/giro093
}}</ref>
 
[[Christian Vandevelde]], kaptajnen fra {{ct|GRM|2009}}, komvar hårdest udramt af styrtene, og han måtte trække sig fra Giroen med et brækket ribben og en stressfraktur i bækkenet.<ref name="HorrilloNYT">{{cite web
|author=Juliet Macur
|url=http://www.nytimes.com/2009/05/17/sports/cycling/17giro.html
}}</ref>
 
En gruppe på seks ryttere slap væk efter bare 5 km. Denne gruppe bestod af [[Serafin Martinez]], [[Francesco Bellotti]], [[Davide Viganò]], [[Ian Stannard]], [[Francesco De Bonis]] og [[Jens Voigt]]. De opnåede et forspring på 6,5 minutminutter og 30 sekunder, og med et tempo på 45 km/t på etapens første tre timer var det sandsynligt, at en af gruppens medlemmer skulle blive etapens vinder. Den høje hastighed betød, at flere ryttere måtte slippe, da gruppen nåede dagens sidste stigning, og kun Voigt og Bellotti var tilbage, da opstigningen begyndte. To kilometer oppe på stigningen angreb Voigt igen, idet han prøvede at køre alene i mål de sidste 8 kilometer.
 
Favoritterne til det samlede klassement og de bedste bjergryttere udgjorde en forfølgergruppe, der indhentede Voigt med 3 kilometer tilbage. Angreb fra den columbianske rytter [[Mauricio Soler]] havde betydet, at gruppen kunne indhente de sidste rester af udbruddet. Han angreb igen med 2 kilometer tilbage, fik hurtigt et hul til sine konkurrenter og så ud til at kunne tage etapesejren. Idet Soler var ansvarlig for det styrt, der forhindrede [[Mark Cavendish]] i at forsvare sin førertrøje dagen før, blev hans angrebslyst på etapen beskrevet som hans "syndsforladelse".<ref>{{cite web
|author=Andrew Hood
|url=http://www.velonews.com/article/91946
'''13. maj 2009 – [[Siror|San Martino di Castrozza]] til [[Seiser Alm|Alpe di Siusi]], 125 kilometer'''
 
Dette var en af de korteste regulære etaper i 2009-udgaven af Giroen, men dens profil var ret usædvanlig. Rytterne startede, hvor de sluttede dagen før, på bjergtoppen ved San Martino di Castrozza, for derefter at køre omkring 400 meter op ad en kategoriseret stigning ved Passo Rolle og så køre over 1700 m på en nedstigning. Herefter kørte de detnæsten mestelige af denmange distancehøjdemeter op igen til en anden bjergafslutning på [[Seiser Alm|Alpe di Siusi]].<ref>{{cite web
|url=http://autobus.cyclingnews.com/road/2009/giro09/?id=stages/giro095
|title=Stage 5 - Wednesday, May 13: San Martino di Castrozza - Alpe di Siusi, 125km
}}</ref>
 
Et syv mand stort udbrud stak over Passo Rolle-stigningen og tog et maksimalt forspring på 4,5 minutminutter og 30 sekunder i dalen mellem bjergtoppene. [[Giovanni Visconti]] var for en stund førende i løbet på den strækning, idet han startede løbet lige under tre minutter efter manden i den lyserøde trøje, [[Thomas Lövkvist]]. Feltet, der blev ført frem af Liquigas, fangede dem med omkring 15 kilometer tilbage af løbet, hvilket banede vejen for at [[Sylwester Szmyd]] og [[Ivan Basso]] kunne forsøge af splitte feltet før afslutningen. Seks ryttere kunne følge med til slut, og det endte med en sejr til [[Denis Mensjov]] på toppen af Alpe di Suisi. De andre seks i den førende gruppe holdt sig tæt på vinderen, og kun [[Carlos Sastre]] tabte mere end ti sekunder. [[Danilo Di Luca]] blev den nye mand i lyserødt efter sin andenplads på etapen.
 
[[Damiano Cunego]], [[Lance Armstrong]] og [[Stefano Garzelli]], der alle var blevet udråbt til favoritter før løbet, tabte alle mere end to minutter på etapen, idet de ikke kunne følge Liquigas-holdets tempo på vej op til Alpe di Suisi. Da de - sammen med [[Michael Rogers]] - havde vist svaghed på stigningen, regnede flere med, at kun Mensjov, Di Luca, Lövkvist, Basso, [[Levi Leipheimer]] og Sastre kunne tage den samlede sejr.<ref>{{cite web
|publisher=Future Publishing Limited
|accessdate=2009-05-18
}}</ref> Sejren betød, at Mensjov havde taget etapesejre i alle tre [[Grand Tour]]-løb, ligesom sejren var den første for {{ct|RAB|2009}} i Giro d'Italia nogensinde.<ref>{{cite web
|author=Andrew Hood
|url=http://www.velonews.com/article/92030
}}</ref>
 
Forløbet af etapen blev imidlertid dramatisk forandret i forhold til forventningerne på grund af det slemme styrt, som [[Pedro Horrillo]] var ude for dagen forinden. Opmærksomheden var blevet henledt på sikkerhedsforanstaltningerne på denne og andre etaper i Giroen. Da ruten gik over flere forskellige overflader, blandt andet sporvognsspor og brosten, valgte feltet kollektivt at protestere mod at køre etapen, og derfor blev resultatet neutraliseret; alle modtog den samme tid som etapevinderen, og der blev ikke givet point til [[pointkonkurrencen i Giro d'Italia|Giro d'Italia]], som det ellers var planlagt. Udover det farlige underlag, var der også flere steder parkeret biler i siden af vejen, hvilket pressede rytterne ud i smalleen tunnellersmal række.<ref>{{cite web
|author=Nigel Wynn and Stephen Farrand
|url=http://www.cyclingweekly.co.uk/news/latest/344983/riders-stage-go-slow-protest-during-giro-stage-in-milan.html
|publisher=Cycling Weekly
|accessdate=2009-08-28
}}</ref> Oprindeligt var resultatet af rytternes protest dog kun, at kun etapetiderne ikke skulle gælde.<ref>{{cite web
}}</ref>
 
Oprindeligt var resultatet af rytternes protest, at kun etapetiderne ikke skulle gælde.<ref>{{cite web
|author=Stephen Farrand
|url=http://www.cyclingweekly.co.uk/news/latest/344978/milan-riders-protest-justified-or-a-farce.html
|publisher=Cycling Weekly
|accessdate=2009-10-10
}}</ref>
}}</ref> Feltet kørte de første fire omgange meget langsomt, omkring 20 km/t langsommere end tidligere etaper, og efter fjerde runde stoppede rytterne helt op, og [[Danilo Di Luca]] tog en mikrofon for at forklare tilskuerne, hvorfor rytterne kørte så langsomt.<ref>{{cite web
 
}}</ref> Feltet kørte de første fire omgange meget langsomt, omkring 20 km/t langsommere end tidligere etaper, og efter fjerde runde stoppede rytterne helt op, og [[Danilo Di Luca]] tog en mikrofon for at forklare tilskuerne, hvorfor rytterne kørte så langsomt.<ref>{{cite web
|author=Eurosport
|url=http://uk.eurosport.yahoo.com/17052009/58/giro-d-italia-cavendish-wins-farcical-stage.html
'''19 May 2009 – [[Cuneo]] til [[Pinerolo]], 262 kilometer'''
 
Efter hviledagen stod rytterne over for Giroens længste etape, der havde flere høje stigninger og blev betegnet som en af løbets dronningeetapekongeetaper.<ref name="stomp">{{cite web
|author=Andrew Hood
|url=http://www.velonews.com/article/92211/race-leader-danilo-di-luca-stomps-wins-the-giro-s--queen
}}</ref>
 
Med en overraskende hurtig start på etapen, hvor der den første time blev kørt over 50 kilometer, lykkedes det ikke nogen udbrud at komme af sted i over to timer. Herefter kom tolv ryttere af sted fra feltet, hvoraf syv sad i spidsen med fem på mellemhånd. Den tredje gruppeFeltet svandt efterhånden ind til en håndfuld favoritter, blandt andet den førende rytter [[Danilo Di Luca]]. Den tidligere Giro-mester [[Stefano Garzelli]] angreb fra denne gruppe på dagens første stigning og kom op til den førende gruppe, der nu kun bestod af fem tilbageværende ryttere, før bjergtoppen. Her tog han det maksimale antal point - ligesom han gjorde på Sestrière - hvilket satte ham i spidsen for bjergkonkurrencen. Garzellis største forspring, på toppen af Sestrière, var på lige over seks minutter.<ref name="stomp" />
 
En gruppe bestående af de flere topryttere i klassementet, anført af den førende rytter selv, indhentede alle de tolv oprindelige udbrydere og til sidst også Garzelli lige før dagens sidste stigning, Prà Martino. Di Lucas aggressive nedkørsel fra Prà Martino gav ham et hul til favoritfeltet, der ellers havde siddet på hjul af ham indtil da. Di Luca endte som etapevinder. Dagen bød på en stor vinder og en stor taber: [[Lance Armstrong]] sluttede 29 sekunder efter Di Luca i samme gruppe som rytteren, der blev nummer seks, hvilket sendte ham syv pladser op i klassementet, mens [[Thomas Lövkvist]] tabte over et minut og faldt fra anden- til ottendepladsen i klassementet.<ref>{{cite web
}}</ref>
 
Astana-rytteren [[Chris Horner]] stillede ikke op til start på grund af en benskade fra et styrt på 10. etape, hvilket efterlod [[Levi Leipheimer]] og [[Lance Armstrong]] uden deres trofaste hjælperytter. Caisse d'Epargne-rytteren [[Joaquim Rodríguez]] måtte udgå ved 56-kilometermærket efter at være blevet nummer ni på etapen dagen før.
 
Et udbrud indeholdende [[Gustavo César]], [[Cameron Meyer]], [[Dmytro Grabovskyy]] og [[Alessandro Donati]] slap af sted efter 65 kilometer. Kort efter styrtede [[Levi Leipheimer]], men han kom ikke til skade. Udbruddet blev indhentet, og [[Vladimir Isaichev]] kørte af sted i et soloudbrud. Astana førte feltet op af Turchino, dagens enlige stigning, og Armstrong førte ned af nedstigningen. Di Luca holdt sig noget overraskende ved Armstrongs baghjul. Et par ryttere forsøgte at slippe af sted og tage etapesejren på vej ind i Arenzano, men sprinterholdene arbejdede for at holde feltet samlet, og [[Mark Cavendish]] tog endnu en sejr i en massespurt foran [[Tyler Farrar]] og [[Alessandro Petacchi]].<ref>{{cite web
10.818

redigeringer