Forskel mellem versioner af "Frederik 3."

12 bytes tilføjet ,  for 14 år siden
ingen ændringskommentar
(edit - valgsprog jvf. Diskussion)
Da magtkampen mellem på den ene side [[rigshofmester]] [[Corfitz Ulfeldt]] og [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]], og på den anden side Rigsrådet bryder ud i lys lue, stiller kongen sig på Rigsrådets side og bidrager dermed til at styrte to af landets dygtigste mænd. Kongen har muligvis også haft personlige grunde, da han ikke bryder sig om svogeren Ulfeldt. Corfitz Ulfeldt bliver senere dømt til døden [[in absentia]] for landsforræderi, og hustruen [[Leonora Christina Ulfeldt|Leonora Christina]] - Christian 4.'s yndlingsdatter - sidder i fængsel i [[Blåtårn (Københavns Slot)|Blåtårn]] i 22 år som medskyldig.
 
På det udenrigspolitiske område genoptager Frederik sin faders kamp om herredømmet i [[Østersøen|Østersø]]området. I [[1657]] går Danmark i krig mod [[Sverige]], mens [[Karl X Gustav]] har travlt i [[Polen]] og [[Brandenburg]]. Danmark har ganske vist hverken nogen særlig slagkraftig hær eller betydelige alliancer på det tidspunkt. Den svenske konge forlader Polen og marcherer med sin hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem [[hertugdømmerne]] og [[Jylland]]. Svenskerne indtager den nyanlagte fæstning [[Frederiksodde]](Fredericia) og tager bl.a. den hårdt sårede øverstbefalende for den danske hær, [[rigsmarsk]] [[Anders Bille|Anders Bille]], til fange. Indtil videre forhindrer den danske flåde den svenske hær i at krydse [[Lillebælt]], men tre måneder senere lykkes det svenskerne at gå over isen til [[Fyn]], og få dage senere fortsætter de over isen på [[Storebælt]] mellem [[Langeland]] og [[Lolland]]. Danskernes forsvar bryder sammen, og Frederik 3. må kapitulere til arvefjenden. Ved [[Freden i Roskilde]] i februar [[1658]] bliver [[Skåne]] (med [[Bornholm]]), [[Halland]], [[Blekinge]], samt [[Bohuslän|Bohus len]] og [[Trondhjem len]] i Norge afstået til Sverige. Det værste er næsten, at Corfitz Ulfeldt, der er flygtet til Sverige, sidder med som svensk repræsentant ved forhandlingerne. Kort efter bryder Karl Gustav freden og rykker frem mod København, som belejres. Frederik 3. deltager aktivt ind i forsvaret. Hans forsikring om, at han vil "dø i sin rede", da han bliver opfordret til at forlade hovedstaden, gør ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Belejringen mislykkes, ikke mindst takket være byens kvinder, der deltager aktivt i forsvaret af voldene. Da Karl dør i begyndelsen af [[1660]], bliver der sluttet fred i København. Roskilde-freden af 1658 stadfæstes, og de skånske områder forbliver svenske, mens Trondhjem len kom tilbage til Norge. Bornholm har allerede i 1658 befriet sig selv og overdraget øen til Frederik 3. som arv og ejendom.
 
På det efterfølgende stændermøde i [[1660]] udnytter Frederik uenigheden mellem [[adel]]en på den ene side og borgere og gejstlige på den anden side samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret [[håndfæstning]]en, og indføre [[enevælde]]n. Den [[18. oktober]] samme år aflægger stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran [[Københavns Slot]]. [[Griffenfeld|Peder Schumacher]] - senere adlet som [[Griffenfeld]] - udarbejder [[Kongeloven]], verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love". Frederik 3. underskriver Kongeloven i [[1665]].
Anonym bruger