Radioaktivt affald: Forskelle mellem versioner

Der er flere forskellige kilder til radioaktivt affald. '''Kerneaffald''' (i daglig tale også '''atomaffald''') er et restprodukt, som opstår ved udvinding af kerneenergi. Ved afvikling af [[kernekraftværk]]er må manopstår endvidere tage hånd om store mængder byggemateriale, som er blevet radioaktivt ved [[neutron]]aktivering. Kulfyrede [[kraftværk]]er producerer også radioaktivt affald, idet [[aske]]n indholder radioaktive stoffer, fortrinsvis [[kalium]]-isotopen K-40. Hertil kommer det radioaktive affald, som fremkommer, når man kasserer forskellige former for teknisk udstyr kasseres, f.eks.fx strålekilder til [[lægevidenskab|medicinsk]] brug og brandalarmer til privat brug.

Behandlingen af radioaktivt affald retter sig efter om affaldet er høj-, mellem- eller lavradioaktivt, og efter om de radioaktive [[isotop]]er er kort- eller langlivede. Ved en aktivitet af størrelsesorden 1 [[curie|Ci]]/L kaldes affaldet højradioaktivt. Højradioaktivt affald er karakteriseret ved at der må tages særligt hensyn til den [[varme]]udvikling, som ledsager radioaktive henfald. Ved en aktivitet af størrelsesorden <math>10^{-4}</math> Ci/L kaldes affaldet mellemradioaktivt, og ved en aktivitet af størrelsesorden <math>10^{-6}</math> Ci/L kaldes affaldet lavradioaktivt. Isotoper regnes for langlivede, hvis [[halveringstid]]en er større end for [[cæsium]]-isotopen Cs-137, dvs. større end 30 år.

Ved [[fission]] af tunge atomkerner (ofte [[uran]]-isotopen U-235) i [[kernereaktor]]er med henblik på energiudvinding er restproduktet en blanding af uforbrændt uran, lette fissionsprodukter og tunge kerner, som er opstået ved [[neutron]]indfangning i U-238, navnlig [[plutonium]]-isotopen Pu-239. Bortskaffelse af det radioaktive affald er et af de væsentligste problemer, som knytter sig til [[kernekraft]].

Ved en vifte af metoder: (som opløsning i [[syre]] etceteraetc.) adskilles kerneaffaldets forskellige komponenter på såkaldte oparbejdningsanlæg. Typisk udvindes herved rent uran og plutonium. Oparbejdningsanlægget i [[La Hague]] i [[Frankrig]] aftager en stor del af [[Europa]]s kerneaffald.

Den førnævnte plutonium-isotop har en halveringstid på 24.300 år. Kerneaffald, som indeholder isotoper med halveringstid af denne størrelsesorden, er ikke velegnet til deponering. I stedet kan de problematiske isotoper omdannes – transmuteres – ved neutroninduceret fission i en reaktor som er konstrueret til formålet. Fissionsprodukterne er typisk højradioaktive, men har til gengæld mindre halveringstid og skal altså forvares i et kortere tidsrum før radioaktivteten er klinget af. Alternativt kan det udvundne plutonium anvendes som [[brændsel]] i kernereaktorer af en særlig type eller til fremstilling af [[kernevåben]].

Efter frasortering af uran og plutonium indeholder kerneaffaldet en blanding af lette, kortlivede isotoper som ikke findes i naturen. Efter yderligere sortering har de forskellige anvendelsesmuligheder, f.eks.fx i [[lægemiddel|medicinske]] sammenhænge. Alternativt sammensmeltes de til en [[glas]]agtig masse med henblik på permanent deponering.

Blandt de mere fantasifulde forslag til håndtering af kerneaffald tæller befordring til det ydre rum per [[rumraket]], men omkostningerne herved overstiger langt prisen på indretning af et permanent depot. Der er også forslag om at oprette et permanent depot i Danmark.

[[Gorleben]] i [[Tyskland]] et eksempel på et depot for kerneaffald, der medfører jævnlige protester i forbindelse med transport af kerneaffald.

Neutronaktiveret byggemateriale lader sig vanskeligt genanvende. Det må i stedet deles i stykker af passende størrelse og deponeres i et tidsrum, der afhænger af halveringstiden for de radioaktive isotoper. Det samme gælder den aske som produceres af kulfyrede kraftværker.

Oprydningen vil vare 20 år og koste af størrelsesordenomkring 1 milliard kroner. De udtjente brændselsstave sendes til oparbejdning i [[USA]]. Nedbrydningen af reaktorerne genererer derudover 5.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald som behandles i [[Danmark]].