Cølibat: Forskelle mellem versioner

==Cølibat hos katolsk gejstlighed==

I 200- og 300-tallet var gifte præster det mest almindelige. Men i områder som de romerske [[provins]]er [[Africa (romersk provins)|Africa]], [[Egypten]] og [[Syrien]] var man begyndt at vælge [[biskop]]per og præster fra [[Askese|asketernes]] rækker, og de levede i cølibat. [[Tertullian]] og [[Origenes]] argumenterede for det ønskelige med afholdende gejstlige: (1) Præsten som et "[[Eskatologi|eskatologisk]] tegn", når han med sin livsførsel viste til den [[paradis]]iske tilstand, en tilstand fri for ''concupiscentia''; (2) præsten kan derved vie sig "udelt og helt" mod Herren, og (3) dermed være "mere effektiv" i sin tjeneste. (4) Der anførtes også et argument om "rituel renhed": Den præstelige ''munus sanctificandi'' skulle helst udøves af en mand, som var rituelt ren, og seksuelt samvær var en af flere ting (som fx [[menstruation]]sblod), der blev anset som uforenligt med rituel renhed. I 742 erklærede [[pave]] Zakarias, at biskopper og præster, der levede i [[utroskab]], eller havde mere end én kone, ikke måtte udføre religiøse ritualer. I 1000-tallet gik gregorianske reformatorer i spidsen for en organiseret kampagne mod gejstlige ægteskab. Det var [[pave Gregor 7.]] (1073-1085), som fik gennemført cølibatet. Han forklarede ved [[synode]]n i [[Rom]] i 1074, at den, der ønsker et åndeligt [[embede]], må forpligte sig til at leve i cølibat; men da biskoppen i [[Paris]] beordrede sine præster til at forlade kone og børn, jagede de ham ud af [[katedral]]en. I 1077 rapporterede pave Gregor, at præsteskabet i [[Cambrai]] have pågrebet en tilhænger af præsteligt cølibat og brændt ham levende. Det kom også til voldelige optøjer i England, Tyskland og Italien i sagens anledning. <ref>Stephanie Coontz: ''I gode og onde dager'' (s. 130), forlaget Gyldendal, Oslo 2006, ISBN 82-05-35107-4</ref>

 

==Henvisninger==