Sergiu Celibidache: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Linje 17:
I 1946 i den indledende fase med [[Berliner Philharmonikerne]] dirigerede han 108 koncerter. Samme år mødtes han med [[Wilhelm Furtwängler]] for første gang og de startede en korrespondance. Celibidache påbegyndte også at undervisning på [[Det Internationale Musik Institut]] i [[Berlin]]. I [[1948]] ledte Celibidache for første gang et andet førende orkester - [[London Philharmonisk Orkester]. Samme år gjorde han første turne efter krigen med Berliner Philharmonikerne i England. Samme år lavede Celibidache også sin første og eneste plade kontrakt med produceren [[Walter Legge]]. Efter at have aflyttet de meningsløse lyde brød Celibidache sig aldrig mere om den optagne udførelse frem for karakteren af de direkte koncerter. Han anså at plade afspilning forhindrede tilhørerne i at kunne påvirke musikken og kunne kun bidrage med en deform repræsentation af virkeligheden. [[25. maj]] [[1947]] dirigerer Fürtwangler for første gang efter krigen. Efter Fürtwanglers tilbagevenden i 1948 blev Celibidache [[co-dirigent]]. Han dirigerer de mest moderne værker med uropførelser af f.eks. [[Berg]]’s [[violinkoncert]] og værker af [[Blancher]], [[Hoffer]], [[Raphael]], [[Tiessen]], [[Hindemith]] og [[Wellesz]]; men efter Fürtwanglers død og 414 koncerter blev han vraget til fordel for [[Herbert von Karajan]]. Han blev så vred at han ikke spillede med dem i 37år.
 
Han modtog [[29.november]] [[1954]] udmærkelsen “[[big cross of merit]]” fra [[RTA]] hvor han samtidig for sidste gang dirigerer Berliner Philharmonikerne. Dagen efter døde Fürtwangler og en epoke var slut også for Celibidache. Fra [[1953 - 1967]] er han meget aktiv i [[Italien]] med orkestrene på ”[[La Scala]]”, [[L’Academia di Santa Cecilia]], [[La Radio Orchestra di Roma]], [[Milano]], [[Torino]], [[Napoli]], [[Bologna]] og [[Firenze]]. Han dirigerede også [[Caselle]], [[Malipiero]], [[Petrassi]], [[Dallapiccola]] og [[Ghedini]]. [[1960 - 1963]] arbejdede han intenst med [[Det kgl.kongelige Kapel]] i [[København]] og på en succesfuld Europa turné.
Han blev en stor inspirator for [[Det kgl. Kapel]]. Da kan ankom første gang til København i maj [[1960]] var han ”[[freelancer]]”. Han var på det tidspunkt allerede blandt musikere elsket, beundret, hadet og frygtet. Fra det øjeblik han steg ud af flyvemaskinen i Kastrup lufthavn, var han genstand for den allerstørste mediebevågenhed – og han forstod at udnytte og overraske pressen lige fra starten'':”Nå, dér var brassilianerne nok ved at få ørerne i maskinen”,'' sagde han på fejlfrit dansk. Han forklarede så de forundrede journalister at det var en sætning han havde hørt 25 år tidligere da han havde været fodboldspiller på det rumænske landshold. Celibidache gik straks i gang med prøver på [[Mozart]], [[Ravel]] og [[Tjajkovskij]]. På en kompromisløs måde, der fra starten udfordrede orkestret til det yderste. Prøverne blev overværet af Celibidache´s private elever. To italienere, en spanier, en tysker, en englænder og to danske ([[Francesco Cristofoli]] og [[Carl Chr. Toftlund]]) – musikernes familiemedlemmer bl.a. [[Peter Bastian]]. Den første [[kapelkoncert]] under Celibidache i [[Odd Fellow Palæet]] hensatte publikum i ekstase. Det var [[Verdi’s Requiem]]. Derpå fulgte en 3 ugers Europa turné (29.okt – 20.nov 1961).