'''Friedrich August von Finck''' ([[25. november]] [[1718]] i [[Strelitz]] – [[22. februar]] [[1766]] i [[København]]) var en preussisk og dansk [[officer]].
Finck var søn af [[jægermester]] og [[Skænk (titel)|overskænk]], senere [[staldmester]] hos kejserinde [[Anna af Rusland]], Johann Wilhelm von Finck (1686-1742) og Juliane Elisabeth von [[Maltzahn]] (1688-1756). Han gik som ganske ung først i østrigsk og derpå [[1738]] i russisk tjeneste. Da han havde erhvervet sig krigserfaring, trådte han [[1743]] ind i den preussiske hær som [[major]] og kgl. [[Adjudant|fløjadjudant]]. I den [[Anden schlesiske krig|2. Schlesiske Krig]] kommanderede han en grenadérbataljon og blev ved en rask befordring allerede [[generalløjtnant]] [[1759]], da han ved sin dygtighed og energi var i høj yndest hos [[Frederik 2. af Preussen|Frederik II]] og prins Henrik. Da blev han samme år ramt af den for en tapper soldat hårdeste skæbne, i det han efter et udmærket ført forsvar med sit korps på 13.000 mand imod en tredobbelt styrke måtte strække våben ved den kendte [[Slaget ved Maxen|kapitulation]] ved [[Maxen]] ([[21. november]] [[1759]]). Da han vendte tilbage fra krigsfangenskabet [[1763]], måtte han bøde hårdt under Frederik II's unåde ved en etårig fæstningsstraf og kassation. Han drog da til Danmark, hvor han [[7. november]] [[1764]] blev udnævnt til [[general]]. Man søgte at drage nytte af den krigserfarne mands indsigter, og han blev [[6. april]] [[1765]] under [[Claude-Louis de Saint-Germain]]s styrelse udnævnt til 1. [[deputeret]] i [[General-Krigsdirektoriet]] og samme år til chef for Holstenske gevorbne Regiment. Ved Direktoriets opløsning blev han 1766 [[Dannebrogordenen|Ridder af Dannebrog]], men lidelser og græmmelser havde tæret på hans liv, og han døde allerede 22. februar samme år i København.
Frederik II af Preussen synes at have angret sin behandling af Finck og viste senere hans børn megen nåde. Finck var forfatter til skriftet ''Gedanken über militärische Gegenstände'', der udkom posthumt [[1788]].
