Kejserkrigen: Forskelle mellem versioner

Trediveårskrigen blev indledt med [[den bøhmiske opstand]], som Christian først i 1620'erne forsøgte at støtte. Böhmerne havde nægtet at anerkende valget af [[Ferdinand af Steirmark]] til kejser og havde i stedet indsat [[kurfyrste]] [[Frederik 5. af Pfalz]], der var [[calvinist]] og leder af protestanternes tyske forbund, som konge af [[Böhmen]]. Denne var imidlertid kommet under pres fra kejseren, Spanien og andre katolske magter og måtte efter, at en kejserlig hær havde besejret böhmerne, måttet gå i landflygtighed. Han var imidlertid gift med [[Elizabeth Stuart]], som var en datter af Christian 4.s søster, dronning [[Anna af Danmark (1574-1619)|Anna]], der var gift med [[Jakob 1. af England]], og Christian 4. kunne derfor af familiemæssige hensyn være motiveret til at støtte protestanterne i Tyskland.

Christian 4. fik imidlertid ikke tilslutning fra [[rigsråd|rigsrådet]] til denne politik, blandt andet med henvisning til at den tyske kejser var for mægtig til, at det danske rige havde råd til en krig. Rigsrådet var desuden betænkelig ved Sveriges position i sagen og frygtede, at Sverige kunne finde på at angribe Danmark, hvis det kom til at gå Danmark ilde i den tyske religionskrig. I marts [[1625]] valgte Christian at gå uden om rigsrådet: hans position som hertug af [[Holsten]] var uafhængig af den danske krone og rigsrådet. Han lod sig den [[26. marts]] vælge til [[kredsoberst]] (militær øverstkommanderende) for [[Den Nedersaksiske Kreds|Den nedersaksiske Kreds]] mod at forpligte sig til kun at anvende den bevilgede magt til forsvarsformål. Genindsættelse af [[Frederik 5. af Pfalz]] blev ikke omtalt med et ord.

[[Kategori:KrigeDanske krige]]