Transport i København: Forskelle mellem versioner

Historisk skylder byen både sin position og sit navn havnen, hvorfra der siden den tidligere [[Middelalderen|middelalder]], og formentlig også endnu tidligere, var overfart til det dengang danske [[Skåne]]. Dertil kom så indenlands landevejene til de omkringliggende købstæder [[Helsingør]], [[Hillerød]], [[Frederikssund]], [[Roskilde]] og [[Køge]]. Som århundrederne skred frem, og København blev hovedstad, voksede byen sig imidlertid langt større end de andre købstæder - om end mere i indbyggertal end i geografisk udstrækning. For København var en befæstet by med [[voldanlæg]] og [[byport]]e, som både rejsende og omegnens bønder, der ville ind og sælge deres varer, måtte passere. Noget der næppe har kunnet undgå at give trafikale problemer ved de store torvedage. Til daglig færdedes de fleste københavnere dog til fods. Byen var kun omkring 1,3x1,1 km inden udvidelsen med [[Nyboder]], og kun omkring 2,2x2,2 km efter udvidelsen med Nyboder og [[Christianshavn]]. Derudover havde kun få råd til at holde [[hest]] og [[Hestevogn|vogn]].

 

 

For dem der ville ud i landet, og havde råd til det, var de hestetrukne [[postvogn]]e muligheden. Disse blev dog i stor udstrækning udkonkurreret af jernbanerne, der fra 1847 holdt sit indtog på strækningen [[Vestbanen|København - Roskilde]]. Denne strækning var den anden danske jernbane. Den første var mellem [[Kiel]] og [[Altona]], som på det tidspunkt var dansk område. Strækningen havde et stop på [[Valby Station]], primært for at københavnerne kunne tage på søndagsture til [[Frederiksberg]]. Byens første [[Københavns Hovedbanegård|hovedbanegård]] lå omtrent hvor den nuværende ligger, dog med sporene vinkelret på de nuværende spor, så sporene gik over det nuværende [[Halmtorvet]] og [[Sønder Boulevard]]. Banegården blev bygget i [[Træ (materiale)|træ]], da grundmurede bygninger ikke var tilladt uden for voldene.