Forskel mellem versioner af "Friedrich Fröbel"

1 byte tilføjet ,  for 8 år siden
forbuddet
m (r2.7.1) (Robot tilføjer eu:Friedrich Fröbel)
(forbuddet)
Sammen med de unge teologer Langethal og Middendorff, hvis venskab han havde vundet under felttoget, oprettede han 1817 i [[Griesheim]] ved [[Rudolstadt]] en "almindelig tysk opdragelsesanstalt", der året efter flyttedes til det nærliggende [[Keilhau]]. I begyndelsen fik dette institut ord for at fremme demagogiske bestræbelser; men det bestod med glans den prøve, som superintendenten måtte holde der. Fröbel, der søgte at vække sine elevers lyst og selvvirksomhed og lod undervisningen stadig afveksle med leg, håndarbejde og udflugter i omegnen, offentliggjorde sine tanker om en fuldstændig reform af børneundervisningen i flere programmer og i sit 1826 udgivne værk "''Menschenerziehung''". Allerede som barn havde Fröbel tilbøjelighed til at fordybe sig i naturen for der at søge løsning på livets modsigelser. På mystisk måde fandt han sindbilleder på menneskelivets forhold i planteverdenen, i tallene og i matematikkens grundformer, og efterhånden kom han til den erkendelse, at naturlivets love er identiske med menneskelivets, hvorfor han krævede en naturlig udvikling af de menneskelige anlæg, både i retning af kundskaber og færdigheder. Men mens han hævdede, at naturens og menneskets liv slår i nøje sammenhæng og samler sig i Gud som enhed, betonede han tillige, at det enkelte menneske skal være et efter sin individualitet harmonisk udviklet hele, der bevidst indordner sig som led i samfundet, gennem opdragelsen ført til enhed med Gud, naturen og andre mennesker. Barnet skal fra den tidligste alder udvikles metodisk, på ethvert trin modtage, hvad der passer for dets alder, og barndommen skal ikke blot betragtes som en forberedelse til Livet, men som en vigtig del af selve livet. Religion, naturkundskab og sprog er de betydningsfuldeste undervisningsfag; men hvad der er vigtigere end indprenten af kundskaber, er at vække barnet til selvvirksomhed, og i dette øjemed bør man allerede fra den tidligste barndom tage den trang til virksomhed, der viser sig i barnets lege og er af stor betydning for dets liv som voksen, i opdragelsens tjeneste. Fröbels fremstilling, baade her og i andre skrifter, led af svulst og uklarhed, da han var en underlig blanding af tænker og digter, og foreløbig vandt hans anskuelser kun tilslutning i en snæver kreds.
 
Økonomiske vanskeligheder tvang ham 1831 til at overlade anstalten i [[Keilhau]] til sin medarbejder Barop, og han søgte nu et virkefelt i [[Schweiz]]. Under sin skolevirksomhed i [[Luzern]] mødte han megen uvilje hos [[gejstlighed]]en, der i hans panteistisk farvede [[kristendom]] så det rene fritænkeri, og fulgte derfor 1835 en opfordring fra regeringen i [[Bern]] til at oprette et [[vajsenhus]] i [[Burgdorf]]. Ved her at fordybe sig i [[Comenius]]’ skrifter fik han øjet endnu mere åbent for betydningen af småbørns opdragelse og den opgave, her er tildelt kvinden, og efter at han 1837 var vendt tilbage til sin hjemstavn i [[Thüringen]], sysselsatte han sig resten af sit liv udelukkende med denne sag. Han havde en sjælden evne til’ at forstå småbørn, omgås dem og sammenfatte sine iagttagelser over dem i et system. Sine ideer om deres opdragelse ville han virkeliggøre gennem [[børnehave]]rne, for hvilke han utrættelig virkede i gerning og gennem foredrag og skrifter, lige som han oprettede et seminarium for børnehavelærerinder på Marienthal slot, der var overladt ham af hertugen af [[Sachsen-Meiningen]]. Året før sin død led han den krænkelse, at børnehaverne blev forbudte i [[Preussen]] af kultusminister v. Raumer, der forvekslede Fröbel med hans radikale brodersøn, og forbudetforbuddet blev foreløbig ved magt, uagtet Fröbel godtgjorde, at han ingenlunde delte brodersønnens anskuelser. Til gengæld gav [[Diesterweg]] hans virksomhed sit bifald.
 
Den modstand, Fröbel vakte ved det ny og til dels aparte i hans ideer, og som blev forstærket ved enkelte alt for ivrige tilhængeres forsøg på at løsrive småbørns opdragelse fra familien, hvad der stod i bestemt modstrid med Fröbels tankegang, har senere lagt sig efter, at anskuelserne på dette område har klaret sig. Det må erkendes, at Fröbels bestræbelser grunder sig på en i det væsentlige rigtig tanke, selv om man ikke i alt billiger den form, under hvilken denne fremtræder. Hans fortjenester ligger derfor mindre i selve systemet og metoden end i påvisningen af den tidlige barndoms betydning for menneskets hele senere udvikling og i den bevægelse, han har fremkaldt for småbørns omhyggelige opdragelse. Selv virkeliggjorde han sin fordring: »kom, lad os leve for vore børn!«, thi med opbydelse af alle sine kræfter holdt han under savn og miskendelse fast ved sit livs opgave og førte den så vidt, at den frøbelske børnehave efter hans død har udviklet sig til et led i opdragelsen i de fleste kulturlande. Tyskland regner ham derfor blandt sine mest fortjente mænd.