Forskel mellem versioner af "Græsmarksbrug"

Dyrkningsmåden i græsmarksbrug var en inddeling i et større antal tægter, fx. 10, der ikke nødvendigvis lå samlet.<ref>Frandsen (1988), s. 31</ref> Rotationen skete ved, at der hvert år blev inddraget en tægt til afgrødedyrkning (og modsvarende udlagt en tægt til græs), og denne blev i de følgende år dyrket med fx. afgrødeskiftet byg-rug-rug-havre-havre, hvorefter den blev udlagt til græs igen i de næste 5 år. I et sådant regulært græsmarksbrug med 10 tægter og en 10-årig rotation, ville således altid være en tægt besået med byg, 2 med rug og 2 med havre og halvdelen af arealet udlagt til græs, der nåede en så høj alder, at det kunne give en betydelig foderværdi.<ref>Frandsen (1988), s. 30f</ref> Blandt driftformens fordele var, at om foråret ville kun 3/10 af hele det dyrkede areal blive nypløjet og dermed udsat for [[sandflugt|vindens erosion]], hvilket i sandede områder kunne have voldsomme virkninger. Dyrkningsmåden havde der for to fordele: den gav et mere eller mindre fast udbytte hvert år, og den var skånsom over for jordbunden.

*Den tredietredje hovedtype kaldet "Limfjordssystemet" inddelte bymarken i indmark og udmark med særegne skifter, fx. alsædejord dyrket hvert år og med gødskning hvert 4 år, brødjord med periodisk hvile og gødskning hvert 8 år, og havreland der aldrig fik gødning og kun besåedes med havre et par år efterfulgt af lang tids hvile. Denne sidstnævnte dyrkningsform fandtes kun på [[Mors]] og i [[Thy]].<ref>Frandsen (1983), s. 254f</ref>