Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates: Forskelle mellem versioner

[[ImageFil:irony_thesis.png|thumb|Forsiden på [[Søren Kierkegaard]]s universitetsafhandling.]]

'''''Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates''''' er [[Søren Kierkegaard]]s universitetsafhandling fra [[1841]]. Afhandlingen var kulminationen på tre års intensivt studium af [[Sokrates]] fra [[Xenofon]]s, [[Aristofanes]]' og [[Platon]]s synsvinkel.

Kilderne til Socrates ironi er ifølge Kierkegaard tre: Xenofon, Planton og Aristofanes<ref>s. 73</ref>. Kierkegaard giver hver af dem læst og påskrevet. Om Xenofon hedder det, at han havde "en Hensigt ... nemlig at vise, hvilken himmelraabende Uretfærdighed det var af Athenienserne at dømme Socrates fra Livet."<ref name=autogeneret1>s. 75</ref> Det får ham til "at bortskjære alt det Farlige fra Socrates, tilsidst recucere(t) ham aldeles ''in absurdium''..."<ref>s. 75<name=autogeneret1 /ref> Kierkegaard beskylder Xenofon for at skildre Socrates og hans liv så tamt, at der intet liv bliver tilbage<ref>Kirkegaard bruger udtrykket "den ''totale Mangel paa Situation'', s. 75</ref> Imidlertid vil man ved at læse ham skaffe sig et billede af Socrates, der så at sige fremtræder af intet: midt i intetheden, det totale fravær, fremtræder Socrates, usynlig for og uopdaget af Xenofon selv<ref>s. 78</ref>. Om Platon siges det, at han betragter Socrates som sin tids legemliggørelse af en guddommelig personlighed.<ref>s. 86</ref> Det er i forbindelse hermed, at Kirkegaard første gang giver en fremstilling af Socrates metode: "Man kan nemlig spørge i den Hensigt at faae et Svar, der indeholder den attraaede Fylde, saaledes at jo mere man spørger, desto dybere og betydningsfuldere bliver Svaret; eller man kan spørge ikke i Interesse af Svaret, men for gjennem Spørgsmaalet at udsuge det tilsyneladende Indhold, og derpaa lade en Tomhed tilbage. Den første Methode forudsætter naturligvis, at der er en Fylde, den anden, at der er en Tomhed; den første er ''den speculative'', den anden ''den ironiske''. I den sidste Methode practiserede nu i Særdeleshed Socrates."<ref>s. 92. Denne pointe er afgørende for Kierkegaards vurdering af Socrates som en modspiller til de samtidige sofister</ref> Til belysning af Socrates metode skildres "Symposiet", hvor Socrates med sine spørgsmål "ikke afskræller Skallen for at komme ind til Kjernen, men ''udhuler Kjernen''."<ref>s. 100</ref> På lignende måde behandler Kierkegaard Protagoras<ref>s. 107-115</ref>, Phædon<ref>s. 115-130</ref> og Apologien<ref>s. 130-141</ref> Endelig omtales Aristofanes opfattelse. Kierkegaard mente, at komediedigteren Aristofanes' portræt af Sokrates i skuespillet ''[[Skyerne]]'' er det mest rammende: Aristofanes spillede på den avancerede sokratiske ironi, mens Xenofon og Platon portrætterede ham i ramme alvor.

Skildringen af måden, hvorpå Socrates ironi kom til udtryk, tager udgangspunkt i retsprocessen imod ham. Kierkegaard vælger at tage udgangspunkt i samfundet som et fællesskab og ser Socrates som den, der ønsker at stille sig uden for fællesskabet, ja fortrænge dette: "''Istedetfor Oraklet'' har nu Socrates ''sin Dæmon''."<ref>s. 197</ref> "Socrates var i ''Strid'' med ''Statens Anskuelse'', ja (at) hans Attentat maatte fra Statens Standpunkt betragtes som et af de allerfarligste, som et Forsøg paa at udsuge Blodet af den og forvandle den til en Skygge."<ref>s. 208</ref> Socrates forfægter den påstand, at "''den Indsigtsfuldeste'' bør foretrækkes for den mindre Indsigtsfulde"<ref name=autogeneret2>s. 214</ref>. Kierkegaard torpederer den abstraktion, som ligger i dette udsagn, med følgende: "Sagen kan endnu sees fra en ''anden Side''. Staten har naturligvis været ganske enig med Socrates i, at den Indsigtsfuldere bør foretrækkes for den mindre Indsigtsfulde; men deraf følger ingenlunde, at den kan overlade det til Enhver især at afgjøre, ''om'' eller ''hvorvidt'' han er ''den Indsigtsfuldeste'', end sige, at den kan indrømme den Enkelte, fordi han er i egne Tanker den Indsigtsfuldeste, ubekymret om Staten at udbrede denne sin Indsigt."<ref>s. 214<name=autogeneret2 /ref> For Socrates, der "ved sin Ironi var kommen ud over det substantielle Statsliv Gyldighed ... havde ogsaa ''Familielivet ... ingen Gyldighed''. For ham var Staten og Familien en Sum af Individer, og han traadte derfor i Forhold til Statens og Familiens Lemmer som til Individer, ethvert andet Forhold var for ham indifferent. Man seer derfor, hvorledes den Sætning, at den Indsigtsfuldeste bør foretrækkes for den mindre Indsigtsfulde ... netop ved sin ''fuldkomne Abstraction'' egentlig bliver umoralsk."<ref>s. 215</ref> Socrates undergravede staten som fællesskab og var derfor ikke en borger i samfundsmæssig betydning. Han var en samfundsundergraver, og det var derfor efter Kierkegaards mening fuldt fortjent, at han blev tvunget til at drikke skartydesaft.<ref>s. 216-225</ref>

* Søren Kierkegaard: "Om Begrebet Ironi" (A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange (red): ''Søren Kierkegaard Samlede værker, bind 1''; 1841 (her anvendt 3. udgave, 3. oplag: Gyldendalske Boghandel, København 1982; ISBN 87-00-45143-6)

* [http://books.google.fi/books?id=D_YGAAAAcAAJ&pg=PP5&hl=da&source=gbs_selected_pages&cad=3#v=onepage&q&f=false Originalværket på internettet]