Peter Abélard: Forskelle mellem versioner

Hos [[Anselm af Canterbury]] er der med baggrund i [[Augustin af Hippo]] overensstemmelse mellem tro og [[fornuft]]. Abélard delte ikke den tillid til fornuften. Han mente, man højst kan nå frem til, at trossætningerne ikke strider mod fornuften, og her påpegede han i sit værk ''Ja og nej'' hvor vigtigt det er, at man først kritisk undersøger Bibelens, [[kirkefædre]]nes, [[pave]]rnes og koncilernes udsagn. Han viste, hvordan man med den [[dialektik|dialektiske]] metode kunne forlige de mange modstridende udsagn. Abélards dialektiske metode er et hjælpemiddel, man har anvendt siden. Bernhard af Clairvaux afviste imidlertid Abélards syn og fremførte kirkefædrene som [[autoritet]]. Han anså, at foreningen med Gud ikke gik gennem fornuften, men gennem [[mystik]]oplevelsen, og sørgede for, at flere af Abélards udsagn blev stemplet som kætterske. Og mens Anselm hævdede "den objektive forsoningslære" (dvs at Kristi død forsonede Gud med menneskene, fordi Guds ære var groft krænket af menneskenes synder, og den gæld, de derved havde bragt sig i overfor ham, kunne kun Gud i Kristi skikkelse selv betale), hævdede Abélard "den subjektive forsoningslære" (dvs at Gud af godhed sendte menneskene Kristus som lærer og et eksempel til efterfølgelse, og den kærlighed, Gud viste i Kristi korsdød, vil vække en genkærlighed i menneskene, som forener dem med Gud, hvorved de syndige mennesker forvandles til lydighed mod Guds vilje). <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 128), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-74677457-202-4</ref>