Douglas Sirk: Forskelle mellem versioner

Hans Detlef Sierck blev født i [[Hamborg]], i [[Tyskland]] af danske forældre. Han startedebegyndte sin karriere som instruktør på teateretteaterinstruktør i [[Weimarrepublikken]]. Hansog filmkarrieresin startedefilmkarriere hos produktionsselskabet [[UFA]] (Universum Film AG) i [[1934]], men han forlod Tyskland i 1937 til fordel for USA, hvorefter han ændrede sit tyskklingende navn. I [[1942]] begyndte han at lave film i Hollywood, hvor han instruerede den anti-nazitiske ''Hitler's Madman''.

Han skabte sig et navn med en serie af farvemættede og formulariske [[melodrama]]er for [[Universal-International Pictures]] fra 1952 til 1958: ''[[Den store læge]]'' (''Magnificent Obsession''), ''[[Med kærlighedens ret]]'' (''All That Heaven Allows''), ''Dårskabens timer'' (''Written on the Wind'') og ''[[Lad andre kun dømme]]'' (''Imitation of Life''). Her på toppen af sin karriere valgte han at stoppe som instruktør og forlade USA og filmen. Han instruerede kun en film yderligeretil. Han døde næsten tredive år senere i [[Lugano]], i [[Schweiz]].

Douglas Sirk store melodramatiske film i 1950'erne blev generelt negativt modtaget af pressen. Filmene blev anset for at være alt for farverige og somfor udspekulerede penge-maskiner uden nogen vægtige temaer. Filmene handler ofte om kvinder og problemer i familien og hjemmet.

Der skete en drastisk revurdering af Sirks 1950'er-film fra omkring 1970, efter han var blevet hyldet af britiske filmkendere og skribenterne i den franske [[franskny nybølgebølge|franske nybølge]]. Særligt i første halvdel af 70'erne var der stor interesse for Sirks film i den akademiske filmkritik. Ofte med udgangspunkt i filmenes iøjenfaldende stil - stærke farver, pågående musik og dramatiske kameravinkler - forstod mankritiken nu filmene som ironiske. Kritikerne tog ikke filmenes handling for pålydende, men mente, at Sirk under den banale overflade kritiserede det amerikanske samfund. I begyndelsen sås filmenes kritik overvejende som kritik af USA's kapitalistiske ideologi, mens kritikerne i slutningen af halvfjerdserne i større grad mente, at filmene kritiserede samfundets syn på køn og seksualitet.

Den tidligere så kritiske presse har efterhånden taget den positive vurdering af Sirk til sig, og Sirk omtales i dag i både den amerikanske og den danske dagspresse stort set udelukkende positivt.<ref>Se f.eks. Ugens udvalgte: Melodramaets mester, Politiken, 26/3-2004</ref> Hans film betragtes nu som et eksempel på en ypperlig visuel kontrol, fra lyssætning og beskæringer til kostumer og kulliserkulisser som er mættede med symbolik og filmet med en fintfølt ironi.