Danmarks historie (1814-1848): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Fjerner version 6279605 af 79.142.224.191 (diskussion) |
|||
Linje 70:
Utilfredsheden med stænderforsamlingerne var størst blandt [[student]]er og [[akademiker]]e. [[Christian Georg Nathan David|C.N. David]], professor i statsøkonomi, advarede mod overvægten af grundejere i stænderne. Han var i 1834 i forbindelse med valget til stænderforsamlingerne med til at oprette ''[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]''. Tonen i bladet var fra starten kritisk mod stænderne og enevælden. På trods af censuren udgav David en række kritiske anonyme artikler. Det fik Frederik 6. til i december 1834 at pålægge kancelliet dels at overveje sagsanlæg mod David, dels en general skærpelse af censuren, bl.a. ved at fratage domstolene muligheden for at underkende politimyndighedens indgriben. Da en gruppe københavnske akademikere fik nys om tiltaget, organiserede de en indsamling på næsten 600 underskrifter på en ''trykkefrihedsadresse'' til kongen.<ref>Trykkefrihedsadressen kan læses på [http://da.wikisource.org/wiki/Den_k%C3%B8benhavnske_Trykkefrihedsadresse_20._februar_1835 Wikisource].</ref> I den bad de i ydmyge vendinger kongen om ikke at ændre trykkefrihedslovgivning og bibeholde domstolenes mulighed for indgriben. Kongen svarede i et ofte fejlciteret{{kilde mangler|dato=Uge 36, 2009}} reskript: ''"således kan heller ingen uden Vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er begges<ref>det vil sige folkets og statens</ref> sande gavn og bedste."'' Kongen og hans administrations opvisning i bedreviden var et dårligt varsel om, hvor lidt kongen ville lytte til råd fra stænderforsamlingerne. Det satte for alvor gang i organiseringen af de liberale kræfter.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=217-218.}}</ref>
I foråret 1835 stiftede en gruppe moderate liberale ''"Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug"'', der både skulle virke for at sikre den daværende trykkefrihed, og modvirke "misbrug" af trykkefriheden. Ikke alene fra smudspressen, men også fra ultraliberalt hold. Selskabet havde i april allerede 500 medlemmer og tallet steg til 2.256 ved årets udgang, hvilket gjorde Selskabet til datidens største. Det var domineret af akademikere; en gruppe der fra starten var delt op i to grupper: En yngre, specielt københavnske, ultraliberale, der ønskede, at selskabet skulle virke for en ubegrænset trykkefrihed som princip. Og en ældre med moderate liberale, der ønskede at opretholde den oprindelige målsætning. C.N. David blev ved retssager i december og maj frikendt både ved første instans og i [[Højesteret]]. De liberale havde nu fat i den lange ende, da de overfor administrationen påpegede, at stænderforsamlingerne ville få svært ved at rådgive kongen, hvis de ikke kunne få kendskab til hvad der rørte sig i offentligheden gennem en forholdsvis fri meningsudveksling i pressen. Regeringen nøjedes med at afskedige David fra sin professorstilling.<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|p=218.}}</ref>
=== Stænderforsamlingernes møder ===
| |||