Latin: Forskelle mellem versioner

Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde, klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, man endnu i dag lærer i traditionel latin-undervisning, og det enklere, folkelige "[[vulgærlatin]]", som mest blev brugt i daglig tale, men som vi også kan se spor af i f.eks. [[komedie]]rne og [[Petronius]]' ''[[Satyricon]]''. [[Cicero]] gjaldt som det sproglige ideal, og hans samtidige, forfatteren Marcus Terentius Varro, fremholdt i sit værk ''De lingua latina'', at det at tale latin godt, var at tale "romersk". Man kendte romeren på, at han udtalte ''h''-enet og de afsluttende ''s''-er. [[Catullus]] gør i et digt nar af en uskoleretudannet mand, Arrius, der prøver at virke dannet ved at udtale ''h'', hvor den ikke skal være, som hvis man udtalte "ovenpå" som "hovenpå". En gravstele fra [[Tarragona]] har indskriften ''Have Volusia'' (= Farvel, Volusia), hvor der skulle have stået ''Ave Volusia''. Med udgangspunkt i de mange sprogfejl, han hørte hos sine samtidige, bekymrede Varro sig for det latinske sprogs fremtid. <ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 184-5), forlaget Aschehoug, Oslo 2010, ISBN 978-82-03-33743-7</ref>

Fra omkring [[300]] e.Kr. blev latin den vestlige [[kirke (trosretning)|kirkes]] sprog, en stilling, som sproget fastholdt gennem hele [[middelalderen]]. Latin blev dermed det internationale sprog, hvorpå lærde og videnskabsmænd i det vestlige [[Europa (verdensdel)|Europa]] udvekslede [[tanke]]r og [[opdagelse]]r. Tidspunktet, dahvorpå latin ophørte med at være [[modersmål]], sættes til ca år [[600]]. <ref>Vibeke Roggen m.fl.: ''Antikkens kultur'' (s. 185)</ref>

Skønt [[Luther]] afskaffede latin som [[gudstjeneste]]sprog, beholdt latinenlatin også efter [[reformationen]] sin plads på [[Københavns Universitet]] og andre europæiske [[universitet]]er. Det var almindeligt at skrive videnskabelige værker på latin indtil midten af [[1800-tallet]]. Det blev herefter især [[Tysk (sprog)|tysk]], der kom i brug, bl.a. af den klassiske [[Filologi|filolog]] [[Johan Nicolai Madvig]], forfør [[engelsk]] tog først over hundrede år senere.

Da Romerriget brød sammen, og de enkelte [[provins]]er faldt i forskellige [[germansk]]e kongers hænder, begyndte det latinske sprog også at blive splittet op i en række vulgærlatinske dialekter, der til sidst var så forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de [[romanske sprog]], hvor man netop har ophørt med at udtale den indledende ''h''. Således er latindet latinske ord ''habére'' (= at have) blevet til det [[Italiensk (sprog)|italienskitalienske]] ord ''avére'' og det [[franskfranske]] ord ''avoir''. I lang tid blev man ved med at skrive på klassisk latin, som man altid har gjort, og det er først i det 9. årh., vi finder de tidligste tekster på romansk. På det tidspunkt har det talte sprog bevæget sig så langt væk fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker næppe har kunnet forstå ret meget af de lærdes latin. Sproget i provinserne kom også under indflydelse af disses oprindelige sprog.

[[Ole Borch]] udtalte i [[1680]], at på samme måde som egyptiske [[mumie]]r ødelægges, hvis man rører ved dem, ødelægges latin af forandringer. Efterligning, først og fremmest af Cicero, var efter Borchs mening idealet. Men hvis man ikke kan skrive noget på latin, som Cicero ikke kunne have skrevet, er latin ikke til megen nytte. [[Erasmus af Rotterdam]] protesterede mod sin tids ciceronianere ved at skrive om aktuelle [[tema]]er på latin. Den [[finsk]]e professor Tuomo Pekkanen fra universitetet i [[Jyväskylä]] har oversat de ca 22.000 vers i ''[[Kalevala]]'' til latin, udarbejder sammen med en kollega nyheder på latin for finsk [[radio]], og har tilrettelagt digte af [[Horats]] til [[jazz]]-sange. Ligeledes udkom en samling [[Catullus]]-digte med titlen ''Variationes Catullianae jazzicae''. <ref>Vibeke Roggen: "Latin - fortsatt god latin?", ''Gobelin Europa'' (s. 76-7)</ref>

Den [[dansk]]e skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en række senlatinske udtalevaner, der også kendes fra den latinske udtale i de andre europæiske lande, først og fremmest ''c'' = [s] foran fortungevokaler, og ''ae'' = [ε:]. I løbet af det 20. århundrede har man gjort stadig flere indrømmelser til den klassiske udtale, som den, sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor ''c'' og ''ae'' som [kʰ] (dansk ''k'') og [ɑɪ] (dansk ''ej'').