Bolognaprocessen: Forskelle mellem versioner

Bolognaprocessen blev startet i [[1999]], hvor undervisningsministere fra 29 lande underskrev Bologna-erklæringen. I den første erklæring blev målet sat til [[2010]], og de første aktionslinier blev udpeget.

 

Bolognaprocessen blev startet med underskrift af 31 undervisningsministre fra 29 lande i [[1999]]<ref>Tyskland har underskrifter på forbunds- og Länderniveau, og Belgien har underskrifter fra de franske og flamske områder</ref>. Mødet blev, som erklæringens navn antyder, afholdt i [[Bologna]] i anledningen af 900-året for grundlæggelsen af universitet i byen. Mødet opstod dog ikke ud af den blå luft. Der var et par tendenser i årene op til mødet, som havde en direkte indflydelse på, hvad indholdet af mødet blev.

 

Erklæringen lægger meget vægt på internationaliseringen. Den direkte opfordrer studerende og undervisere at tage et [[semester]] i hvert trin af deres uddannelse i et andet land. Det gennemgående træk i Sorbonneerklæringen er mobiliteten af de studerende og undervisere, men ordet "employability", altså det, at studerende har mulighed for at gå direkte videre i job, er også en del af erklæringen.

 

Reaktionerne på, at fire så store lande som repræsenterer en stor del af de studerende, der er i Europa ville gå sammen og lave et fælles rum for uddannelse, var forholdsvist store. Hvis de lande gik sammen, ville de kunne lave et system, der hurtigt ville kunne få indflydelse på, hvordan uddannelse i resten af EU skulle se ud. Dertil var det det første reelle forsøg på at løse den opgave man havde pålagt sig selv i Lissabon.

 

I modsætning til Sorbonneerklæringen indeholder Bolognaerklæringen seks konkrete områder, der skal arbejdes indenfor. Disse er:

 

 

Generelt kan man sige, at Bolognaerklæringen i større grad forholder sig til hele studieforløb og i mindre grad til enkelte elementer i uddannelserne.

 

Det proklamerede møde to år senere blev afholdt i [[Prag]] i [[2001]] og resulterede i, at der dels blev føjet tre nye punkter til processen og dels, at man aftalte at mødes igen i [[2003]], for igen at vurdere processen og overveje, om nye tiltag skulle tilføjes. Dertil kom der en række nye underskrivere på, med det resultat at Bolognaprocessen derefter inkluderer over 33 lande.

De 3 nye punkter i processen er:

 

Pragkommunikeets<ref>[http://www.ond.vlaanderen.be/hogeronderwijs/bologna/documents/PRAGUE_COMMUNIQUE2.pdf Prag kommunikeet]</ref> 3 punkter:

 

Det andet punkt om studerendes deltagelse skyldes meget [[ESIB]]s meget aktive rolle i Bolognaarbejdet.

Tilsvarende Bolognaerklæringen blev det besluttet, at man skulle mødes to år senere, for igen at vurdere, hvor langt processen var nået, og hvordan man skulle komme videre.

 

Det næste møde blev afholdt i [[Berlin]] i 2003. Op til mødet var der lange diskussioner om, hvordan og hvorvidt det overhovedet var muligt at nå målet for processen, som var sat til 2010. Med et konstant øget antal lande inkluderet i processen, kom der hele tiden lande til, der skulle gennemgå vidtrækkende reformer for at kunne opfylde processens mål. Tyskland, der skulle være vært for mødet, var derfor interesseret i at lukke for at lade nye lande blive en del af processen. Men blandt andet [[Danmark]], der i den periode havde haft formandskabet for EU arbejdede for, at man skulle holde processen åben. Resultatet blev, at der igen i Berlin kunne hilses velkommen til syv nye lande, hvorefter processen inkluderede 40 lande.

 

Også mødet i Berlin tilføjede et par nye aktionslinjer til processen. Her var det Ph.d.-uddannelserne og et begreb, der kaldes "stocktaking".

 

 

Berlinmødet aftalte også at man ville mødes igen i [[2005]]. Denne gang skulle det være i Bergen i Norge.

 

Mødet i [[Bergen]] blev i forhold til de tidligere møder mere roligt. Der kom ikke nye aktionslinjer til, men følgegruppen blev bedt om at se efter udviklinger i kvalitetssikringen, nationale kvalifikationsnøgler, udviklingen af joint deegrees (uddannelse, hvor to eller flere universiteter samarbejder om uddannelsesen) og endeligt udvilingen af mere fleksible uddannelsesforløb.<ref>[http://www.ond.vlaanderen.be/hogeronderwijs/bologna/documents/050520_Bergen_Communique1.pdf Bergenkommunikeet]</ref>

 

Opfølgningsmødet blev planlagt til at være i [[London]] i [[2007]].

 

 

Som beskrevet tidligere har de mest konkrete punkter af Bolognaprocessen fundet indpas i [[Danmark]]. 3+2+3-strukturen har [[Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling|videnskabsministeriet]] lagt sig meget fast på. Andre steder i Europa har man ikke i sammen grad ønsket at være så konsekvente. Norge, der lige har været igennem en universitetsreform på niveau med den danske, har bibeholdt et 5-årigt forløb på [[Lægevidenskab|medicin]]-, [[teologi]]-, [[psykologi]]- og ingeniøruddannelserne.

ECTS er indført mange steder som et pointsystem, der viser de forskellige uddannelseselementers prioritering og arbejdsbelastning på uddannelserne. Karaktersystemet, der er en del af ECTS har man i Danmark også hørt en del om, eftersom det indgik som grundlag for karakterkommissionens anbefalinger til et nyt karaktersystem.<ref>Betænkning nr. 1453 "Betænkning om indførelse af en ny karakterskala til erstatning af 13-skalaen" Afgivet af Karakterkommissionen, november 2004</ref>

 

 

{{reflist|2}}

 

[[az:Bolonya prosesi]]

[[be:Балонскі працэс]]

[[bg:Болонски процес]]

[[bs:Bolonjska deklaracija]]