Åbn hovedmenuen

Ændringer

20 bytes tilføjet ,  for 13 år siden
→‎Komponisten: hans dominerende position -> dennes dominerende position [sc. Carl Nielsens] ; link til Bruckner
 
==Komponisten==
Glass var jævnaldrende med [[Carl Nielsen]], og efter manges mening tog hansdennes dominerende position, især efter [[1. Verdenskrig]], glansen af alle andre komponister i den generation. Først i slutningen af [[1900-tallet]] har visse af de andre komponister fra tiden igen fået opmærksomhed fra musikpublikummet. Specielt efter CD’ens indtog på markedet, er der kommet gang i indspilninger af musik af folk som [[Rued Langgaard]], [[Ludolf Nielsen]], Victor [[Bendix]], [[Hakon Børresen]] og Louis Glass. Men det er vel næppe Carl Nielsens skyld, at tiden ændrede sig. Han bidrog f.eks. som dirigent til opførelsen af flere af konkurrenternes værker. Desuden kan man sige, at Glass og andre jo selv som unge gjorde op med fortiden bl.a. ved i [[1896]] sammen med [[William Behrend]] og [[Gustav Helsted]] at tage initiativet til at stifte [[Musikselskabet af 14. Marts 1896]], hvis formål var at opføre herhjemme ukendt moderne musik. Medstiftere var bl.a. [[Alfred Tofft]] og [[Carl Nielsen]]. Selskabet eksisterede i knap ti år og bragte en række af [[Anton Bruckner|Bruckners]]s og [[Mahler]]s symfonier frem bl.a. i udgaver for to klaverer, foruden værker af [[César Franck]] og [[Richard Strauss]].
 
Det er karakteristisk, at disse komponister ikke udgjorde nogen gruppe med fælles æstetiske mål. De var blot enige om at fremme den ny musik og rette blikket ud over landets grænser. I øvrigt udviklede de sig individuelt. I hvert fald fulgte de to betydeligste af dem, Louis Glass og [[Carl Nielsen]], hver sin vej ud af 1890’er kulturen. Medens Louis Glass i stigende grad lod sin musik farve af en symbolladet, senere [[teosofisk]] tankegang, blev Carl Nielsen omkring århundredskiftet så at sige draget mod lyset samt skildringen af naturens og den menneskelige tilværelses skabende kræfter.
 
I en artikel i ''[[Dansk Musik Tidsskrift]]'' [[1926]] nr. 8 skrives om forskellige komponistretninger: ” Én skæver ømt til [[Verismen]] med dens sensuelle Svælgen i Realismer, en anden bandlyser alt, hvad der kommer uden for den tørre [[Tonematematik]], én anerkender kun Rythmen som det fundamentale i Musikken, en anden [[Melodien]], mens en tredie holder paa [[Farven]]; nogle vil læse [[Partituret]] vandret, andre lodret o.s.v.” Man skal ikke vælge det ene eller det andet, men se på hvordan de forskellige holdninger supplerer hinanden. Og så trækker han Glass frem som en person der ”… har holdt sig rank og trofast mod sit sande Jeg og rendyrket sin Personlighed gennem Søgen og Kamp”. Derefter citeres Glass selv: ”Jeg har altid haft det saadan, at jeg ikke havde oplevet en Ting virkeligt, før jeg fik den indarbejdet i min aandelige Virksomhed paa den Maade, at jeg fik den omsat i Toner. . . derfor er alt, hvad jeg har skrevet, en Omsætning i Toner af Oplevelser, af selve mit Liv."
 
Glass’s inspirationskilder siges at være [[Bruckner]], [[Wagner]] og [[César Franck]], og desuden var han stærkt tiltrukket af [[teosofiske]] tanker og beskæftigede sig også med den danske filosof [[Martinus]]’s skrifter. Hans 6 symfonier roses for at have sikkert greb om tekniske og intellektuelle aspekter af musikken. Også hans kammermusik betegnes som velskrevet, angiveligt fordi han som både cellist og pianist kendte genrerne ud og ind. Nogle af værkerne er storladent tænkt og udført, men andre f.eks. orkestersuiten "Elverhøj", er charmerende og melodiøse og på visse steder næsten Ravel’ske.
 
==Værker==
Anonym bruger