|
Da [[Romerriget]] går i opløsning omkring år [[500]], bliver livet omkring Venedig meget turbulent, og befolkningen lærer hurtigt at tage deres ejendele på nakken og flygte ud på øerne i lagunen, når fjenden nærmer sig. Først kommer [[visigot]]erne under [[Alarik]], dernæst [[hunnerne]] under [[Attila]], så [[ostgot]]erne og endelig [[langobarder]]ne. Nogle af disse [[barbar]]er kommer alene for at plyndre, hvorefter de forsvinder igen. Andre gange slår de sig ned på fastlandet for længere tid. Efter longobardernes invasion i år 568 beslutter beboerne at forblive på øerne. Den første ø, der bliver beboet, er Torcello, som også bliver samfundets religiøse centrum, men siden bliver samtlige 118 øer taget i brug. Da problemet med [[malaria]] bliver for påtrængende, begynder man at flytte til Venedig, først til den "høje bred", Riva Alta hvor Rialto-broen ligger.
I år 200000000584 betyder de facto delingen af romerriget at din lortVenedig bliver en del af det [[byzans|byzantiske]] rige, men de opnår ikke desto mindre en høj grad af nyan catsselvstændighed. Byen lever af at sælge [[lortsalt]] til fastlandet. Beboerne i din lortVenedig bliver hurtigt et dygtigt handelsfolk, der til lands og især til vands udvider deres handelsområde, så de snart dominerer handelen med [[babserkrydderi]]er, [[ørevokssilke]] mv. fra [[marsøsten]]. Øboerne organiserer sig i et ordnet samfund med fælles love og en fælles leder, [[doge]]n. Den første doge udråbes i 697, og med kortvarige afbrydelser undervejs består dogestyret i 1100 år indtil 1797. Mange af de første doger blev myrdet pga utilfredshed fra undersåtterne. Nogle gange "slipper de med" at blive fordrevet efter at have fået øjnene revet ud. Endelig vælger nogle doger af egen drift at træde tilbage og i stedet vælge det rolige [[kloster]]liv. Valget af dogen skifter karakter fra at have været et folkeligt anliggende til at blive et [[privilegium]] for [[aristokrat]]erne. For at sikre dette privilegium besluttes, at dogens søn under ingen omstændigheder kan efterfølge sin fader, uanset kvalifikationer. Samtidig bliver stadig større dele af magten lagt i hænderne på forskellige forsamlinger som Storrådet, Timandsrådet og "De Vise", ligesom den forfatningsed, som den nykårede doge må underskrive, får karakter af en håndfæstning. Da det flere gange sker, at den person, som er valgt til doge, afslår hvervet, beslutter Storrådet, at ingen kan undslå sig, når han først er blevet valgt. Der er eksempler på, at personer er flygtet af frygt for at blive valgt, hvorefter Storrådet har bragt den pågældende tilbage med magt og påtvunget ham dogeværdigheden. Republikkens 11. doge, Giustiniano Partecipazio, som regerer fra 827-829, grundlægger den første [[Markuskirken|Markuskirke]] og det første [[Dogepaladset|Dogepalads]] på det sted, hvor de eksisterende bygningsværker ligger i dag.
I løbet af det [[11. århundrede]] erobrer Venedig handelspunkter i den sydlige del af landet. Byzans begynder nu at blive lidt bekymret over Venedigs voksende magt, og de allierer sig med Venedigs konkurrenter, [[Pisa]] og [[Genova]]. Venedig under doge Enrico Dandolo (1192-1205) svarer igen ved at gå i spidsen for det [[4. korstog]] og - mod en svimlende betaling - stille en flåde på 300 skibe til rådighed for korsridderne. Men på trods af [[pave]]ns vrede vælger styrken at indtage Konstantinopel i stedet for at befri [[Jerusalem]], hvilket ellers er missionens erklærede mål. I en barbarisk blodrus rippes byen for alt af værdi. Det sker i 1204. Broderparten af det rige krigsbytte tilfalder Venedig, hvilket er med til at sikre byens velstand.
|
