Billie Holiday: Forskelle mellem versioner

'''Billie Holiday''' (født Eleanora Fagan) [[7. april]] [[1915]] i [[Baltimore]], i USA - [[17. juli]] [[1959]] i [[New York]]) var en [[USA|amerikansk]] [[jazz]]sangerinde.

Hendes store musikalske hemmelighed var hendes enestående evne til i årtier at gå ind i populærmusikkens bedste melodier gennem flere årtier og foredrage teksterne på en så hjertegribende måde, at de ofte banale ord kom til at fremstå som lysende [[poesi]].

Den oprindelige ungpigelige sødme i hendes sang afløstes efterhådenefterhånden af en hæs skrøbelighed i stemmen, der bar vidnesbyrd om detet liv hun levede, med [[alkohol]]- og [[narkotika]]misbrug. Hun bevarede dog til det sidste evnen til at bære teksternes ofte bittersøde kærlighedsviden direkte frem til lytternes egen erfaring.

[[Selvbiografi]]en ''Lady Sings the Blues'' begynder: "''Mor og far var kun børn, da de giftede sig: Han var atten, hun var seksten og jeg var tre.''" Men moren Sadie Fagan var ikke tretten år, da hun fik sin datter, men nitten, og faren Clarence Holiday giftede sig aldrig med hende. Imidlertid var selvbiografien ført i pennenskrevet af musikjournalisten Willliam Dufty, og Billie Holiday sagde selv, at hun aldrig havde læst den, langt mindre skrevet noget af den. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 130), forlaget Versal, Oslo 2009, ISBN 978-82-52573-442</ref>

Sadie Fagan rejste nordpå for at få bedre betalt husarbejde. Datteren overlod hun til slægtninge, som ikke laderlod til at have taget sig særlig af hende. Holidays første job var i [[Baltimore]] at vaske trapperne forantil de bedrestilledes huse i [[Baltimore]]. Hun faldtgik ud af skolen i femte klasse og opdagede raskthurtigt, at hun fikblev bedre betalt for at løbe ærinder for de [[Prostitution|prostituerede]] på det nærliggendeet [[bordel]], hvor der ovenikøbet var en [[grammofon]]. Hun betalte for at få lov til at spille jazzplader på den. Som elleveårig blev hun imidlertid [[Voldtægt|voldtaget]] af en nabo. Hun skreg, og de voksne kom løbende og slog døren ind. Manden blev stillet for retten, dømt og straffet, men det blev hun også: Hun blev sendt til en [[Katolicisme|katolsk]] institution, klædt i [[uniform]] og frataget sit navn. Hun måtte i stedet vælge et [[helgen]]navn, og bestemte sig for Teresa. Brød man reglerne på hjemmet, fik man en laset rød kjole på som tegn på, at ingen måtte tale med énen. Som fjortenårig blev hun sat på toget til [[Harlem]] for at bo hos sin mor. I [[New York]] i [[1929]] kunne en farvet kvinde stadig ikke benytte [[restaurant]]ernes [[toilet]], eller prøverummene i [[stormagasin]]erne. Sangerinder, der optrådte, måtte ikke have en [[hudfarve]], der var mørkere end [[karamel]]. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 138-41)</ref>

To uger efter ankomsten til Harlem sad Holiday sammen med sin mor og tre andre kvinder på et bordel, da [[politi]]et stormede ind. Den fjortenårige pige opgav sin aldermorfars tilefternavn, at være 25Fagan, og sin morfarsalder efternavn,til Fagan25. Ingen af kvinderne røbede, at de var i familie. De voksne blev løsladt, men Holiday blev siddende i varetægt og derefter sendt til en institution på Roosevelt-øen i fire måneder, hvor hun varblev sat til at arbejde i køkken og vaskekælder.

Holiday var tyve år, da jazz-komponisten John Hammon hørte hende synge. Han mente, hun var den største sanger, han havde hørt, og med hans støtte fik hun arbejde sammen med folk som [[Benny Goodman]], Teddy Wilson, [[Duke Ellington]], [[Ben Webster]] og måske vigtigst, [[saxofon]]isten [[Lester Young]]. Young og Holiday forblev nære venner hele livet, og skabte sammen store glansnumre. <ref>http://www.pbs.org/wnet/americanmasters/episodes/billie-holiday/about-the-singer/68/</ref>Men først i [[1939]] fandt Holiday frem til ''Strange Fruit'' (= mærkelig [[frugt]]) af Abel Meeropol. Den blev hendes [[signatur]]-sang. Den handler om tre [[borgerrettigheder|borgerrettighetsforkæmpere]], som i 1930'erne blev lynchet og hængt i et træ af [[Ku Klux Klan]] i [[Sydstaterne]]. Hun blev jævnlig nægtet at fremføre den udenforuden for Harlem. I en af klubberne i 52. Street slog [[bartender]]en aftenens bon'er ind i kassen, når hun sang ''Strange Fruit'', så apparatetkasseapparatet larmede og overdøvede hende. I selvbiografien står der, at hun straks syntes om sangen, fordi den på sit vis også handlede om hendes fars død. Clarence Holiday havdefik haften generlungesygdom af lungesygdommen, han pådrog sig ved inhalering afpga. giftgassergiftgas ved [[front]]en i [[første verdenskrig]]. To år før hans datter fik teksten til ''Strange Fruit'', blev han dårlig under en turné i [[Texas]], og kørt fra sygehus til sygehus, der nægtede at modtage en farvet [[patient]]. Han døde af lungebetændelse på afdelingen for farvede ved [[veteran]]sygehuset i [[Dallas]].<ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 155-6)</ref>

Under et forsøg på at glatte sit krusede hår ud, skal Holiday være kommet til at brænde sin hovedbundhovedbunden med glattetangentangen. Pigen, der solgte [[cigaret]]ter og blomster, skal have stukket en hvid gardenia til hende, som hun pyntede på skaden med. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 143)</ref> Hendes varemærke blev blomsten i håret, samtog en [[mink]]pels. En gang hun opdagede at to fulde sømænd slukkede cigaretternecigaretter i hendes pels, der varlå lagt over eni barkrakbaren, smed hun dem rasende ud af klubben. Så bad hun veninden Thelma Carpenter om at holde minkpelsen, mens hun gik løs på dem med de bare næver og slog dem ned. Holiday slog lige så meget, som hun blev slået; hun gik med et barberblad i strømpeholderen, og ridsede sine kærester op med knive, gafler og knuste flasker. Hun indledte også forhold til kvinder. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 153)</ref>

Holiday giftede sig med [[trombone]]spilleren Jimmy Monroe 25. august [[1941]], selv om både hendes mor og [[manager]]en Joe Glaser advarede hende mod ham. Moren ville ikke engang slippe ham ind i lejligheden, hun delte med sin datter. Men så kom Holiday hjem med vielsesattesten og smed den på bordet foran sin mor. Hun sagde, at hun ikke kunne tænke sig at være sammen med en mand, der ikke kendte til hendes fortid, eller selv havde en fortid. Det drejede sig nok om voldtægten, måske også om prostitution. Hun sagde, at den sang, der bedst beskrev hendes ægteskab med Monroe, var ''Don't Explain''. Den skrev hun teksten til, da han en aften kom hjem med et [[læbestift]]mærke på kraven. "Du skal ikke ulejlige dig med at forklare noget," havde hun sagt. "Gå og tag et bad." <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 146)</ref>

I [[1947]] havde hun en rolle som hushjælp i [[film]]en ''New Orleans'', hvor hun sang to store numre med [[Louis Armstrong]]s band, og ellers havde spillede hushjælp. <ref>http://cleanlivingindifficultcircumstances.blogspot.com/2009/07/new-orleans-storyville-and-billie.html</ref>

Hun var stadig gift med Monroe, da hun flyttede sammen med [[trompet]]isten Joe Guy, som også solgte hende narkotika. Efterhånden blev hun så medtaget af sit rusmisbrug, at publikum måtte vente i timer, før hun gik op på scenen, og klubejerne insisterede på en [[klausul]] i kontrakten om, at hun ikke fik betaltbetaling, hvis hun ikke mødte op i tide. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 165)</ref> [[Simone de Beauvoir]] så hende gå omkring blandt gæsterne på en jazzklub i 1947: "Hun er der, hun smiler, hun er meget smuk i en lang hvid kjole, hendes sorte hår er glattet ud ved hjælp af en god permanent, det falder glat og blankt omkring hendes lysebrune ansigt,. Det ser ud, som om hendes pandehår er støbt i mørkt [[metal]]. Hun smiler, hun er køn, men synger ikke. Folk siger, hun er narkoman, og at hun sjælden synger nu." Samme år døde Holidays mor. Selv blev hun arresteret for opbevaring af [[heroin]], og dømt til otte måneder i Alderson-fængselet i [[Virginia]]. Hendes registreringspapirer oplyser, at hun medbraget seks dollar og 34 cent i lommen, var 1,70 m høj og vejede 77 kilo. Som erhverv stod opført sang og husarbejde. Hun virkede "usammenhængende i sine resonnementer". <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 135-6)</ref>

Politiet havde væretvar ude efter Joe Guy, men Holiday nægtede at vidne mod ham og sagde, at heroinen var hendes. Efter fængselsopholdet skilte hun sig fra Monroe og flyttede fra Guy. Hun kom i stedet sammen med den voldelige og kontrollerende John Levy, som skaffede hende en lejlighed i [[Queens]] med en rund seng, som lignede den, hendes ungdoms[[idol]], filmstjernen Billie Dove, havde sovet i. Pga. dommen fra 1947 blev hendes New York City [[kabaret]]-kort inddraget, sådan atså hun de sidste tolv år af sit liv ikke kunne optræde i andre af byens klubber end Ebony-klubbenklub, som blev drevet af John Levy. Han havde indgået aftale med politiet om, at de ikke inspicerede hans klub så ofte. Holiday kunne dermednu optræde igen, men Levy tog til gengæld alt, hvad hun tjente. Da hendes eksmand, Monroe, kom til klubben i håb om en forsoning, jagede Levy ham væk. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 149-50)</ref> Da Holiday og Levy i [[1950]] besøgte [[San Francisco]], brød politiet sig ind på deres hotelværelse. Levy bad Holiday om at spyleskylle en lille pakke [[opium]] og en pibe ned i toilettet, men hun var ikke hurtig nok. I retten forklarede hun, at hun blot havde gjort, hvad hendes mand bad hende om. Politimanden George White udtalte: "Det var lige ved, at hun satte sig ved et [[klaver]] og sang ''My Man''." Levy slap faktisk fra anklagerne, men Holiday ville væk fra ham. Han gemte hendes minkpels i håb om, at hun ikke rejste noget sted uden den. Men Holiday fandt sin mink, listede sig sammen med hunden ned ad bagtrappen og forsvandt for altid ud af Levys liv. Han døde af en hjernesvulst to år før hende, af en hjernesvulst.

28.marts 1952 giftede hun sig med Louis McKay, der havde forbindelser til [[mafia]]en. Ved hendes død var de separeret. Som hendes andre mænd var han voldelig, men han forsøgte at få hende ud af stofmisbruget. Hun drillede og provokerede ham, til hun var sikker på, at han ville slå. Pianisten Carl Drinkard observerede parret i en hotellobby, hvor Holiday kaldte McKay ''motherfucker'', til han slog hende med knytnæven, greb hende før hun ramte gulvet, og bar hende op på værelset. Lige efter kom hun nok så fornøjet ned igen. "Det er det klareste billede, jeg kan give af hende," skrev Drinkard. "Slået ned det ene øjeblik, og trippende forbi i det næste, som om hun lige kom ud af bruseren." Drinkard selv forlod Holiday ni gange, fordi han ikke kunne holde tilud at arbejde for hende. Han vendte dog tilbage hver gang. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 158-9)</ref>

[[Lena Horne]] kunne ikke huske at have talt med Billie Holiday om andet end hunde, og Holiday viste da også sine kæledyr en omtanke og punktlighed, ingen andre nød godt af. [[Terrier]]en Moochie, som hun havde fået af Lester Young, blevsad sagtangiveligt atuden sidde udenforfor klubberne, hvor Holiday sang, og slog takten med halen som en [[metronom]] takten med halen. Bokseren Mister kunne lide at sidde i garderoben, så handen kunne høre, når hun sang. HanDen vidste, hvornår det var tid fortil at gå på scenen, og hentede hende selv i baren. Joe Guy havde lært Mister op til at gå alene hen i parken, hvor han blev mødt af en langerpusher, der fæstede en lille pakke hvidt pulver i hansdens halsbånd. Så løb handen hjem til sin ejerinde, hvor hun boedeBillie på Braddock hotelHotel på 126.Street, lige ved Apolloteatret. [[Rygte]]t forlød, at også Mister gikvar på heroin, mens den anden hund, Pepi, holdt af [[gin]]. Holiday fik Pepi med i cellen, da hun blev arresteret i [[Philadelphia]] i [[1956]]. Pepi var en [[chihuahua (hund)|chihuahua]], og holdt de andre indsatte vågne med sin gøen. Holiday pakkede hunden ind i sin minkpels. <ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 166-7)</ref>

Da Holiday faldt sammen i sin lejlighed 31. maj 1959, blev hun først kørt til Knickerbocker-sygehuset i Harlem, men da ingen vidste, hvem der skulle betale for opholdet, blev hun sendt videre til Metropolitan-sygehuset, hvor hun blev lagt i et [[ilt]]telt. Så snart hun slap udenforuden for teltet, begyndte hun at ryge. Midt om natten ringede hun til sin sagfører og klagede over en dryppende vandhane: "Det ville normalt ikke genere mig," sagde hun, "men rytmen er forkert, den swinger ikke." Da der blev fundet heroin i hendes papirlommetørklæder, blev hun arresteret i sygesengen. Fordi politi og sygehus ikke kunne enes om, hvorvidt en narkoman skulle behandles i fængsel eller sygehus, blev to vagter sat udenfor sygeværelset. Ægtemanden McKay læste [[salme]]r højt for hende, og hun sagde til sin biograf, at hun altid havde været religiøs, men hvis hendes lort af en ægtemand også troede på [[Gud]], måtte sagen op til vurdering. Hun skældte plejerne ud og forlangte en [[øl]], og var lige ved at sætte ild til sig selv med alle sine cigaretter. Til sidst faldt hun i [[Koma (bevidstløshed)|koma]] og døde natnatten til den 17. juli. Enkemanden, McKay, ringede til hendes veninde Annie Ross lige efter [[begravelse]]n, og sagde, at hans kone havde ønsket, at Ross skulle arve minkpelsen. Hun kunne få den, hvis hun gav ham 500 dollars.<ref>Hege Duckert: ''Mitt grådige hjerte'' (s. 168-9)</ref>