I²C: Forskelle mellem versioner

'''I²C''' ('''''Inter-Integrated Circuit'''''; generelt refereret til som ''"two-wire interface"'') er en [[multi-master bus|multi-master]] [[Seriel kommunikation|seriel]] [[Single-ended signalering|single-ended]] [[computerbus]] [[dataprotokol]] opfundet af [[Philips]], der anvendes til at tilslutte primært internt lavhastigheds [[periferiudstyr]] til [[bundkort]], [[indlejrede systemer]], [[mobiltelefon]]er eller anden elektronisk udstyr.

Siden midt 1990'erne har mange konkurrenter (f.eks., [[Siemens AG]] (senere [[Infineon Technologies AG]], nu [[Intel mobile communications]]), [[NEC]], [[Texas Instruments]], [[STMicroelectronics]] (tidligere [[SGS-Thomson]]), [[Motorola]] (senere [[Freescale]]), [[Intersil]], osv.) sendt I²C produkter ud på markedet, som er fuldt du kompatibelt med [[NXP Semiconductors|NXP]] (tidligere Philips's halvleder afdeling) I²C-system.

Siden 10. oktober 2006, har man ikke skullet betale licens for at implementere I²C protokollen. Men man skal stadig betale licens for I²C slave adresser allokateret af [[NXP]].

[[SMBus]]er blev defineret byaf Intel i 1995 og indeholder en delmængde af I²C, som definerer protokollen mere strikst. En af formålene med SMBus er at promovere robusthed og [[interoperabilitet]]. Moderne I²C systemer har indarbejdet politikker og regler fra SMBus, og supporterer nogle gange både I²C og SMBus med minimal krævetnødvendig rekonfiguration.