Det var ikke Inkaerne der lavede legetøj med hjul - det var Mayaerne. Det var små hjorte med ét hjul på hver ben. Julene var parvis forbundne to og to med en rund akse. Julene bestod af en symetrisk rund og masiv træskive med et hul i midten til akslen. Julene kunne IKKE dreje om akslen. Akslen sad fast i hjulene så de to forreste jul drejede sammen og de to bageste ligeså. Der er på nogle af vognene fastgjort en snor i et lille dertil indrettet hul i forenden af vognen/træhjorten.
De fleste er ikke fundet i børnegrave men i hellige brønde eller andre hellige steder hvor der også er fundet små medaljoner, små lerfigurer o.l. som tyder på at genstandene er en slags lykkegivende ting som man smider i brønden for at det skal give lykke eller at det skal give frugtbarhed m.v. Mayaerne havde mange guder. Deriblandt hjortens gud "Ak Uuk Yol Zip". Derfor er det sansynligt at den lille træfigur med jul som er fundet i mange eksemplarer af varierende størelse og udformning også har været en gude figur - måske gav det lykke på jagten at ofre sådan en figur til guderne og måske afspejler figurens udformning i virkeligheden en stor træfigur med jul som kan være benyttet til optog og den slags. Der er dog ikke fundet noget der bekræfter dette.
Det store mysterium er hvofor i alverden mayaerne ikke tog springet fra at lave små træfigurer med jul på til faktisk at benytte jul i mere praktisk henseende. F.eks. som vogn til transport af materialer og varer. Én forklaring som ofte fremføres er at de oprindelige folk i Amerika ikke havde veje. Uden veje er det svært at se hvordan julet kunne have nogen praktisk betydning. Hvor den forklaring virker sansynlig i andre verdensdele og områder, holder den imidlertid ikke for mesoamerika og for Inkariget i det vestlige sydamerika. For i begge disse områder var der rigtigt mange veje. Ofte store brede boulevarder med masser af plads til køretøjer. Bl.a. fortælles det at Cortes på sin vej til mexico drog af sådanne veje til Tenochtitlan Aztekernes hovedstad. Hele det mayaindianske område havde et mylder af veje som ikke stod tilbage for romers vejsystemer. Disse rakte fra Youcatans nordspids og helt ned i det nuværende Honduras og El Salvador.
Mange af vejene var imidlertid bygget i træ og blev kun benyttet af fodgængere. Så da spanierne kom til mellemamerika i det femtende århundrede blev vejene hurtigt slidt op. Der findes dog stadig små vejstrækninger på Youcatan som har overlevet p.gr.a. en blanding af hel og det faktum at de er lavet af sten. Den anden forklaring som ofte fremføres er at indianerne ikke havde nogle brugbare trækdyr, så som heste, æsler, okser, store hunde eller elefanter. Men kineserne brugte jo som bekendt mennesker som trækdyr til tojulede taxavogne helt op til nyere tid og trillebøren gjorde og gør stadig stor nytte i byggeri og landbrug uden trækdyr.
Så forklaringen må findes et andet sted. Måske er en praktisk og rationel brug af jul ikke mulig uden bronze i store mængder feks som nav og som redskaber til præcis tømre arbejde og i nav og lejer. Jul af masive stykker træ er måske for tunge i praksis så opfindelsen og de nødvendige præcitionsværktøjer i bronze til og fremstilling af "eger" er måske nødvendig som forudsætning. Mayerne, Aztecerne, Inkaerne og andre bjergfolk i Andes regionen samt mexicos højland kunne kun fremstille bronze i små mængder til smykker og den slags samt små økser, knive og i nogle tilfælde mejsler. Kineserne derimod var formidable mestre i at lave endog meget store bronze statuer og fade samt thekander m.v. i bronze allerede 2500 f.kr.