Universitet: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m WPCleaner v1.14 - ISBN-10 med fejl i kontrolsum (Fixed using WP:WPCW)
m r2.7.3) (Robot tilføjer ilo:Unibersidad; kosmetiske ændringer
Linje 3:
I de seneste år er ordet "universitet" også blevet anvendt til betegnelse af andre højere læreanstalter, selv om disse ikke har det traditionelle universitets faglige bredde. Eftersom selve ordet "universitet" angiver, at alle videnskabsgrene er repræsenterede, er denne løsere brug af ordet [[etymologi]]sk set ukorrekt. Den ny brug af ordet "universitet" skyldes formentlig, at mange højere uddannelsesinstitutioner ønsker at få del i den [[prestige]], der er knyttet til begrebet universitet.
 
== Historie ==
[[FileFil:Laurentius de Voltolina 001.jpg|thumb|right|En forelæsning ved et universitet i 1350'erne.]]
[[Europa]]s universiteter var i [[middelalderen]] organiserede som [[Lav (organisation)|håndværkerlav]], og de første universiteter i [[Bologna]] (fra 1088) og [[Salerno]] rene professionsuddannelser knyttet til [[læge]]rnes og [[jurist]]ernes lav. Det forklarer betegnelser som ''[[amanuensis]]'' (= håndlanger) og ''[[magister]]'' (= mester), der stadig er i brug. <ref>Inge Eidsvåg: "Henders gjerning", ''P2-akademiet, bind XXXVIII'' (s. 135), Oslo 2007, ISBN 978-82-7596-163-9 </ref>
 
I Bologna begyndte nogle mænd af sig selv, uden befaling eller tilladelse, at arbejde med [[romerret]]ten. Den ene var Irnerius (ca 1055-1125), hvis [[ry]] som forelæser spredtes i Europa. Samtidig begyndte [[Gratian]] (ca 1100-1158) at forelæse om kirkens retsregler, som han samlede i en overskuelig fremstilling. Mænd fra hele Europa, ofte med adelig baggrund, strømmede til Bologna, men måtte af hensyn til retsbeskyttelse, pris- og boligforhold organisere sig. Sådanne sammenslutninger af studerende kaldtes på latin for ''universitates'', og lederen for ''rector''. Da kejser [[Frederik Barbarossa]] i 1158 ved lov tog dem under sin beskyttelse, havde man taget et vigtigt skridt frem mod disse sammenslutningers selvstændiggørelse. I Bologna traf sammenslutningerne selv aftaler med bystyret og professorene, og styrede de praktiske forhold. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 130), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4</ref>
 
I [[Paris]] lå kristenhedens teologiske centrum, hvor berømtheder som [[Peter Abelard]] og [[Thomas Aquinas]] tiltrak skarer af studerende og lærere. Her sluttede magistrene sig sammen i en organisation, som omfattede lærere fra de fire ''facultates'' (= fag) teologi, jura, medicin og ''artes'' (= de frie kunster), dvs [[det humanistiske fakultet]]. Studenterne var samlet i fire "nationer", i store træk geografisk bestemt. Lederne af begge sammenslutninger blev ''rector'', og selv om de første universiteter nærmest opstod af sig selv, fik de en opbygning, der kom til at gælde alle universiteter næsten til denne dag. Øvrigheder, fyrster og munkeordener indså hurtigt de uddannelsesmæssige og økonomiske fordele af fænomenet, og i løbet af 1200-tallet begyndte man at oprette universiteter rundt om i Europa. Både gejstlige og verdslige administrationer havde brug for især juridisk og teologisk uddannede mænd, og universiteterne tilbød derfor en glimrende mulighed for at komme et trin op ad den sociale rangstige. Lærere, studenter og ansatte ved universiteterne havde mange fordele sammenlignet med det øvrige samfund. De betalte ingen skat eller afgift, sorterede ikke under det almindelige retsliv, men under universitetets egen domstol, som kunne idømme bøder, samt afstraffelse i sit eget fængsel. Betjente og [[pedel]]ler sørgede for orden på universitetsområdet. [[Pave]]n garanterede for, at studier og eksaminer lå på det rette niveau. Paven skulle give tilladelse til oprettelse af universiteter, selv om de ikke var rene kirkelige indretninger. Her var samfundets sociale skel ophævet. Mænd fra alle samfundsgrupper mødtes som ligeberettigede studenter. Inden for den akademiske verden var frihed, lighed og fællesskab gennemført som ingen andre steder i [[middelalderen]]s verden. Til overmål var alle universiteter forenet i et stort, internationalt fællesskab med de samme studieordninger, bøger og læseplaner. Sproget var også overalt det samme, nemlig [[latin]]. <ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 131)</ref>
 
== Henvisninger ==
Linje 69:
[[ia:Universitate]]
[[id:Universitas]]
[[ilo:Unibersidad]]
[[io:Universitato]]
[[is:Háskóli]]