Stillehavskrigen: Forskelle mellem versioner

 

=== 1939 ===

 

[[Slaget om Nanchang]] sluttede den [[9. maj]] med tabet af denne vigtige forsyningslinje for kineserne. Dermed var vejen i princippet åben for japanerne til de sydøstlige provinser.

 

==== Kampe i Stillehavsområdet ====

 

[[Fil:USS Salt Lake City (CA-25) in action.jpg|thumb|Krydseren USS ''Salt Lake City'' under søslaget ved Komandorski-øerne]]

Ubådene udlagde også store minefelter, bl.a. lige ud for den japanske kyst ved [[Inubo Seki]], ved Hongkong og ved [[Shanghai]].

 

 

Man må fastslå, at japanerne på intet tidspunkt gav ubådstruslen den fornødne opmærksomhed. Japanerne havde ikke tænkt på, at det ikke var nok at erobre områder med de råstoffer Japan havde brug for. Japan var afhængig af søtransport i højere grad end noget andet land på daværende tidspunkt. Det var ikke nok med at råstofferne skulle sejles fra Sumatra, Filippinerne eller Kina til Japan og forarbejdes. Også mellem de japanske hovedøer foregik en væsentlig del af varetransporten ad søvejen. Jernbanenettet var i forhold til europæiske forhold væsentligt mindre udbygget.

I juni forsøgte japanerne flere gange at afbryde de amerikanske transporter fra luften. Den 5. juni kom det derved til et større luftslag mellem 81 japanske kampfly og 101 amerikanske maskiner over Russel-øen i Salomonøerne. Japanerne mistede 24 maskiner mens amerikanerne kun mistede 7.

 

 

==== Ø-hop ====

 

[[Fil:Hollandia Landings - April 1944.jpg|thumb|Landgangen i Hollandia-bugten]]

 

På grund af den stigende produktion af ubåde i USA var der i mellemtiden blevet så mange til rådighed i Stillehavet, at man skiftede over til en taktik hvor flere ubåde angreb i fællesskab. Antallet af sænkede bruttoregisterton steg næsten eksponentielt. Det var fortsat fragtskibe og transportskibe som var hovedmålene. Fra tid til anden lykkedes det at sænke en destroyer eller en mindre militærenhed. Operationsområdet for de amerikanske ubåde omfattede hele Stillehavet til de japanske kyster.

Efter de vellykkede angreb på Sydfilippinerne angreb fly fra 15 hangarskibe den [[21. september|21.]] og [[22. september]] flyvepladser på [[Luzon]]. Angrebene var især rettet mod området ved [[Manila]]. To dage senere blev der igen gennemført angreb ved Visayas. Japanerne mistede i den forbindelse over 1.000 fly, nogle destroyere, en korvet, en minelægger og et moderskib for vandfly. Andre mindre enheder blev også sænket af amerikanerne, i alt omkring 150 skibe. Amerikanerne mistede 54 kampfly, heriblandt 18 som følge af diverse uheld. Den egentlige amerikanske plan om at gå i land på Mindanao den [[20. oktober]] blev kuldkastet af de store sejre. I stedet valgte man at gå direkte efter [[Leyte]].

 

Som forberedelse til invasionen på Filippinerne afsejlede enhederne i ''Fast Carrier Task Force 38'' fra Ulithi. To dage senere beskød skibene Marcus-øen og sluttede sig samme dag til de resterende enheder, som ankom vest for Palau. Sammen indledte de den 10. oktober storangreb med fly fra hangarskibene mod [[Sakishima-øerne]] i den østlige del af det [[Kinesiske Hav]] og mod [[Okinawa]]. Det kom til [[Luftslaget ved Formosa]] mens også lufthavnen ved [[Aparri]] på Luzon blev angrebet, og den [[12. oktober|12.]], [[13. oktober|13.]] og [[14. oktober]] blev der gennemført angreb mod flyvepladser og installationer på Formosa. De blev støttet fra baser i Kina, som indsatte [[B-29 Superfortress|B-29 bombefly]]. Japanerne opsendte fly fra [[Kyūshū]], Okinawa og Formosa mod angriberne, heriblandt et stort antal [[Kamikaze]]fly. Derved lykkedes det dem at beskadige nogle amerikanske skibe, til dels alvorligt. På tilbagevejen den [[15. oktober]] bombarderede amerikanerne igen flyvepladser nord for Manila, hvorunder det kom til svære kampe med de forsvarende japanske fly. Efter afslutningen af kampene meddelte japanerne fejlagtigt, at de havde sænket 11 amerikanske hangarskibe, 2 slagskibe og en krydser. Dette havde fatale følger for

den senere forsvarsstrategi for Filippinerne.

 

[[Fil:Fighting fires on USS Belleau Wood (CVL-24).jpg|thumb|left|Brand efter et kamikazeangreb slukkes på USS ''Belleau Wood''. I baggrunden ses den brændende USS ''Franklin'']]

 

Kampene syd for Filippinerne fortsatte i hele november med sejre på begge sider. Det lykkedes også til tider for japanerne at landsætte nye tropper og forsyninger på Leyte. Til gengæld blev de amerikanske flådeenheder styrket med dele af Task Force 34. Den [[5. november|5.]] og [[6. november]] gennemførte fly fra 11 amerikanske hangarskibe koncentrerede angreb på Luzon, hvor et igen var området ved Manila, som var i centrum. I [[Manila-bugten]] sænkede de en krydser og en patruljebåd, men hovedmålet var fortsat de japanske fly. Amerikanerne mistede 25 fly mens de ødelagde 400 japanske fly. På havet ramte et kamikazefly et amerikansk hangarskib og beskadigede det alvorligt.