Sporon er utvivlsomt på et tidligt tidspunkt blevet bekendt med Høegh-Guldberg, hvem hans åndsretning og hele dannelse maattemåtte tiltale, og på hans anbefaling blev han [[1771]] ansat som [[hovmester]] for dronning [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|Juliane Maries]] og [[arveprins Frederik]]s [[page]]r, fra hvilken stilling han [[1773]], også ved Guldbergs indflydelse, rykkede op til den ulige mere ansvarsfulde som informator for kronprins Frederik; samtidig fik han titel af [[professor]], senere ([[1778]]) af [[etatsråd]]. Sporon havde adskillige egenskaber, der kvalificerede ham til dette hverv: grundige kundskaber i flere videnskaber, sædelig alvor og pligtfølelse; han tog sig heller ikke arbejdet let, og til brug ved undervisningen udarbejdede han både en verdenshistorie og en danmarkshistorie samt en lærebog i den kristelige religions hovedlærdomme, der [[1779]] blev trykt alene til kronprinsens brug og [[1780]] indførtes i skolerne. Sporon var dertil, ligesom Guldberg, bunddansk. Alligevel gjorde han ikke ganske fyldest; hans væsen havde, hvad selv hans venner måtte indrømme, noget frastødende ved sig, han var pedantisk i sit foredrag, hans tale var heller ikke altid, som den skulle være, og han formåede ikke at vinde prinsens fortrolighed eller hengivenhed. Men Guldbergs og hans partis tillid vandt han mere og mere, og da kronprinsen [[4. april]] [[1784]] blev konfirmeret, havde de rådende sørget for Sporons fremtid på bedste måde, idet han blev udnævnt til [[kabinetssekretær]] hos prinsen såvel som til gehejmekabinetssekretær og chatolkasserer hos [[Christian 7.|kongen]] med [[konferensråd]]s titel.
