Marsk: Forskelle mellem versioner

Brakvands- og ferskvandsmarsk findes i betydelig udstrækning ved kysterne af [[Ringkøbing Fjord]] og [[Nissum Fjord]]. Bedst er forholdene undersøgte ved Ringkøbing Fjord. I fortiden var fjorden mere åben mod bavet, havde salt vand og tidevande. Senere afspærredes den mere og mere, tidevandet hørte op, og saltholdigheden formindskedes. Sedimentaflejringen foregår derfor kun ved højvande, der forårsages ved vestenvind og stærk tilstrømning fra åerne. Vandet indeholder kun små mængder af faste bestanddele, og slikken indeholder kun få uorganiske stoffer, den dannes væsentlig af affald fra fjordens [[plankton]]. Bundfældninger af sediment bliver af disse grunde nu langt svagere end forhen. I den sydlige del af fjorden findes brakvandsmarsk. Som første sliksamler virker en sparsom vegetation af [[vandaks]] (''Potamogeton pectinatus'') og [[havgræs]] (''Ruppia maritima''). Når bunden ved dennes virksomhed er højnet noget, indfinder sig tuer af andel-græs (kveller-bæltet mangler); disse vokser under stadig forøget sliksamling sammen til små øer, disse igen til større, der til sidst kan blive landfaste. Imidlertid har der indfundet sig [[fiorin-græs]] (''Agrostis alba'') og harril-græs, der efterhånden bliver dominerende ledsaget af væsentlig de samme planter som ved saltvandsmarsk. Sliksamlingen forøges kunstig ved plantning af [[tagrør]] og [[strand-kogleaks]] og ved anlæg af [[dige]]r lodret ud fra kysten. Ved disse frembringes rolige vige, i hvilke slikken kan samle sig, og hvor vegetationen fra digernes rand kan brede sig ud i vandet. Ved kysterne og på grundene i den øvrige del af fjorden dannes ferskvandsmarsk. Som første sliksamler virker her flere arter af ''Chara'', ''Potamogeton'' og ''Myriophyllum'', dernæst store bevoksninger af [[sumpstrå]] (''Heleocharis palustris''), [[kogleaks]] (flere arter), [[dunhammer]], [[pindsvineknop]], [[dynd-padderok]] med flere arter, og når bunden er højnet, indfinder sig eng af fiorin-græs. Mange steder fremmes landdannelsen ved plantning af tagrør og kogleaks. Når marskdannelsen er nået til et vist punkt, der i reglen vil være afhængigt af sliklagets tykkelse, kan den inddiges og derved beskyttes mod det salte vand. Den kan nu benyttes både som eng og agerland. ▼

Mange steder i Tyskland og Holland ligger overfladen betydelig under flodvandstanden, så afløb kun kan finde sted gennem [[sluse]]r ved ebbetid. Flere steder, særlig i Holland, ligger den endog under ebbens vandstand, så at vandet kun kan fjernes ved pumpning, Et med dige omgivet stykke marsk kaldes en [[kog]] eller ''polder''. Ved brede grøfter deles denne atter i mindre stykker, ''fenner''. De inddigede enge har et lavt, men tæt plantedække. Ved [[Højer]] fandtes de dominerende planter at være ''Poa pratensis'', ''Lolium perenne'' og ''Trifolium repens'', altså en ganske anden vegetation end på den ubeskyttede marsk. ▼