Forskel mellem versioner af "Grover Cleveland"

10 bytes tilføjet ,  for 8 år siden
m
Tankestreger ved brug af AWB
m (r2.7.1) (Robot tilføjer el:Γκρόβερ Κλίβελαντ)
m (Tankestreger ved brug af AWB)
|religion = [[Presbyterianisme]]
}}
'''Stephen Grover Cleveland''' ([[18. marts]] [[1837]] – [[24. juni]] [[1908]]) var både den 22. og 24. [[amerikanske præsidenter|amerikanske præsident]]. Cleveland er den eneste præsident, der har siddet i to adskilte perioder (1885–1889 og 1893–1897). Han opnåede det største samlede stemmeantal i tre præsidentvalg i [[Amerikanske præsidentvalg 1884|1884]], [[Amerikanske præsidentvalg 1888|1888]] og [[Amerikanske præsidentvalg 1892|1892]], men blev ikke valgt i 1888 på grund af for få valgmandsstemmer. Han var den eneste [[Demokratiske parti (USA)|Demokrat]], der opnåede valg til præsident i den [[Republikanske parti (USA)|republikansk]]-dominerede æra fra 1860 til 1912. Clevelands beundrere har rost ham for hans ærlighed, uafhængighed, integritet og hans arbejde for principperne inden for [[klassisk liberalisme]].<ref>Jeffers, 8–12; Nevins, 4–5</ref> Som leder af [[Bourbondemokraterne]] var han modstander af [[imperialisme]], [[skat]]ter, [[subsidier]] og inflationspolitik, men som reformator arbejdede han også mod korruption og vennetjenester.
 
Nogle af Clevelands handlinger skabte kontroverser, selv i hans eget parti. Hans indblanding i [[Pullman-strejken]] i 1894 for at holde [[jernbane]]n i gang gjorde [[fagforbund|fagforeningerne]] vrede, og ved sin støtte til [[guldstandarden]] og modstand mod "fri sølv" (retten til at få lavet mønter af sølvfund) skubbede han Demokraternes landbrugsfraktion fra sig.<ref name=tugwell>Tugwell, 220–249</ref> Ydermere beklagede kritikere sig over, at han ikke havde den store fantasi, og at han virkede handlingslammet under nationens økonomiske kriser—økonomiskkriser – økonomisk depression og strejker—istrejker – i hans anden præsidentperiode.<ref name=tugwell/> På trods af dette har han i eftertiden fået et ry som en ærlig og karakterfast mand.
 
== Familie og tidlige liv ==
=== Barndom og familiehistorie ===
[[Fil:Grover Cleveland birthplace01.jpg|thumb|left|Clevelands fødested i Caldwell, New Jersey]]
Stephen Grover Cleveland blev født [[18. marts]] [[1837]] i [[Caldwell (New Jersey)|Caldwell]], [[New Jersey]] som søn af Richard Falley Cleveland og hans kone, Ann Neal.<ref>Nevins, 8–10</ref> Clevelands far var [[Presbyterianisme|presbyteriansk]] prædikant, oprindeligt fra [[Connecticut]].<ref>Graff, 3–4; Nevins, 8–10</ref> Hans mor var fra Baltimore og var datter af en boghandler.<ref name=graff3>Graff, 3–4</ref> På sin fars side nedstammede Cleveland fra engelske forfædre - den første Cleveland var emigreret til [[Massachusetts]] fra det nordøstlige [[England]] i 1635.<ref>Nevins, 6</ref> På sin mors side nedstammede Cleveland fra [[anglo-irsk]]e protestanter og [[Tyskland|tyske]] [[kvæker]]e fra Philadelphia.<ref>Nevins, 9</ref> Han var en fjern slægtning til general [[Moses Cleaveland]], som byen [[Cleveland]] i [[Ohio]] er blevet navngivet efter.<ref>Graff, 7</ref>
 
Cleveland var den femte ud af en søskendeflok på ni, fem drenge og fire piger.<ref name=graff3/> Han blev døbt Stephen Grover efter den første præst i den Første Presbyterianske Kirke i Caldwell, hvor hans far var præst på daværende tidspunkt, men Cleveland brugte aldrig navnet "Stephen" i sit voksne liv.<ref>Nevins, 10; Graff, 3</ref> I 1841 flyttede Cleveland-familien til [[Fayetteville]], [[New York]], hvor Cleveland tilbragte en stor del af sin barndom.<ref>Nevins, 11; Graff, 8–9</ref> Naboer skulle senere beskrive Cleveland som "fuld af skæg, og én som godt kunne finde på at lave [[practical joke]]s",<ref>Nevins, 11</ref> samt at han var glad for udendørssport.<ref>Jeffers, 17</ref> I 1850 fik Clevelands far arbejde i [[Clinton (Oneida County, New York)|Clinton]], New York, og familien flyttede dertil.<ref>Nevins, 17–19</ref> De flyttede igen i 1853 til [[Holland Patent (New York)|Holland Patent]], New York, nær [[Utica (New York)|Utica]].<ref name=nevins21>Nevins, 21</ref> Clevelands far døde kort tid efter, at familien var ankommet til Holland Patent.<ref name=nevins21/>
Med hans voksende ry begyndte partifolk hos Demokraterne at overveje Cleveland som en mulig kandidat til guvernørposten.<ref name=nevins94>Nevins, 94–99; Graff, 26–27</ref> [[Daniel Manning]], en insider i partiet og beundrer af Clevelands handlinger, støttede hans kandidatur – Manning blev i øvrigt senere finansminister i Clevelands første regering.<ref>Nevins, 95–101</ref> På grund af intern splittelse i det republikanske parti i staten så 1882 ud til at blive et demokratisk år, og der var derfor mange, der kæmpede om Demokraternes nominering.<ref name=nevins94/> De to førende demokratiske kandidater var [[Roswell P. Flower]] og [[Henry Warner Slocum|Henry W. Slocum]], men deres respektive støtter stod stejlt på deres kandidater, og konventet kunne ikke blive enige om, hvem der skulle nomineres.<ref>Graff, 26; Nevins, 101–103</ref> Cleveland, som lå på en tredjeplads efter den første afstemning, fik støtte i efterfølgende afstemninger og endte som et kompromisvalg.<ref>Nevins, 103–104</ref> Det republikanske parti forblev splittet internt, og Cleveland kunne derfor vinde guvernørvalget med 535.318 stemmer mod den republikanske kandidat [[Charles J. Folger]]s 342.464.<ref>Nevins, 105</ref> Clevelands sejrsmargin var på det tidspunkt den største ved et kampvalg i New York, og Demokraterne opnåede også flere sæder i begge huse i den lovgivende forsamling.<ref>Graff, 28</ref>
 
Cleveland fortsatte sin modstand mod unødvendige udgifter og sendte den lovgivende forsamling otte [[veto]]er i løbet af sine første to måneder som guvernør.<ref>Graff, 35</ref> Det første, som fik opmærksomhed, var hans veto mod et lovforslag om reducering af billetpriserne på New York Citys bybaner ("el-trains") til fem cent.<ref>Graff, 35–36</ref> Lovforslaget havde en bred opbakning, fordi togenes ejer, [[Jay Gould]], var upopulær, og mange ikke brød sig om hans billetprisstigninger.<ref>Nevins, 114–116</ref> Cleveland så lovforslaget som unfair - Gould havde overtaget togbanerne, da de var i forfald, og havde bragt systemet på fode igen.<ref name=nevins116>Nevins, 116–117</ref> Derudover mente Cleveland, at en ændring i Goulds forretning ville overtræde en [[kontrakt]]klausul i [[USA's forfatning|den amerikanske forfatning]].<ref name=nevins116/> På trods af forslagets oprindelige popularitet roste aviserne Clevelands veto.<ref name=nevins116/> [[Theodore Roosevelt]], som på daværende tidspunkt var medlem af den lovgivende forsamling, udtalte, at han oprindeligt havde stemt for lovforslaget, selv om han mente, at det var forkert, fordi han ville straffe de skruppelløse jernbanebaroner.<ref name=nevins117>Nevins, 117–118</ref> Efter vetoet ombestemte Roosevelt sig, lige som mange andre forsamlingsmedlemmer, og vetoet blev fastholdt.<ref name=nevins117/>
 
Clevelands ligefremme og ærlige handlemåde vandt ham stor popularitet, men gav ham også visse fjender i hans eget parti, specielt [[Tammany Hall]]-organisationen i New York City.<ref>Nevins, 125–126; Graff, 49–51</ref> Tammany Hall var en magtfuld vælgerforening, der havde stor indflydelse på fordelingen af politiske poster i det demokratiske parti. Organisationen havde under dets chef, [[John Kelly]], ikke støttet Clevelands nominering til guvernør og brød sig endnu mindre om ham, da Cleveland åbent modsatte sig genvalget af en af statens senatorer.<ref>Nevins, 133–138</ref> Manglen på Tammanys støtte blev dog opvejet af, at han fik støtte fra Theodore Roosevelt og andre reformvenlige republikanere, der hjalp Cleveland med at vedtage flere love, som reformerede det kommunale styre.<ref>Nevins, 138–140</ref>
Republikanerne afholdt deres konvent i [[Chicago]] og nominerede den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, [[James G. Blaine]] fra [[Maine]], til præsidentkandidat. Blaines nominering frastødte mange republikanere, som så Blaine som ambitiøs og amoralsk.<ref name=nevins185>Nevins, 185–186; Jeffers, 96–97</ref> Lederne af det Demokratiske Parti opfattede republikanernes valg som en mulighed for at vinde [[Det Hvide Hus]] tilbage for første gang siden 1856, hvis de kunne finde den rigtige kandidat.<ref name=nevins185/>
 
Blandt Demokraterne var [[Samuel J. Tilden]] oprindeligt favorit, og han havde tidligere været partiets kandidat ved [[Amerikanske præsidentvalg 1876|det tætte valg i 1876]].<ref name=nevins146>Nevins, 146–147</ref> Tilden havde dog et dårligt helbred, og efter hans afslag på nominering, fordelte hans støtter sig blandt de øvrige kandidater.<ref name=nevins146/> Cleveland var blandt de største favoritter, men [[Thomas F. Bayard]] fra [[Delaware]], [[Allen G. Thurman]] fra [[Ohio]] og [[Benjamin Franklin Butler (politiker)|Benjamin Butler]] fra [[Massachusetts]] havde også stor opbakning lige som flere andre kronprinser.<ref name=nevins146/> Alle de øvrige kandidater havde dog problemer, der hindrede en nominering: Bayard havde været fortaler for adskillelse mellem Nord- og Sydstaterne i 1861, hvilket gjorde ham uacceptabel for demokrater fra Nordstaterne; Butler var omvendt hadet i Sydstaterne for sine handlinger under [[Amerikanske borgerkrig|borgerkrigen]]; Thurman var generelt vellidt, men var ved at blive gammel og skrøbelig, og hans syn på det store spørgsmål om man måtte få [[Bimetallisme|lavet mønter af fundet sølv]] var uklart.<ref>Nevins, 147</ref> Cleveland havde også modstandere Tammany var fortsat imod ham men hans modstanderes forhold gav ham stadig flere støtter.<ref>Nevins, 152–153; Graff, 51–53</ref> Cleveland førte ved den første afstemning med 392 stemmer ud af 820.<ref>Nevins, 153</ref> Ved anden afstemning støttede Tammany op om Butler, mens resten af de delegerede bakkede op om Cleveland, og han blev nomineret.<ref name=nevins154>Nevins, 154; Graff, 53–54</ref> [[Thomas A. Hendricks]] fra [[Indiana]] blev valgt som hans vicepræsidentkandidat.<ref name=nevins154/>
 
=== Kampagnen mod Blaine ===
[[Fil:Richard P. Bland - Brady-Handy.jpg|150px|thumb|Cleveland var uenig med sølv-støttende demokrater som f.eks. [[Richard P. Bland]].]]
 
Et af [[1880'erne]]s mest sprængfarlige emner var, om møntfoden skulle hvile på [[Bimetallisme|guld og sølv]] eller på [[Guldstandarden|guld alene]].<ref>Jeffers, 157–158</ref> Emnet delte folk på tværs af partierne, hvor vestlige Republikanere og Demokrater fra Syden gik sammen i kampen for en fri møntfod af sølv, mens begge partiers repræsentanter i det nordøstlige USA holdt fast i guldstandarden.<ref name=nevins201>Nevins, 201–205; Graff, 102–103</ref> Fordi sølv var mindre værd end den pålydende værdi i guld, betalte skatteydere deres skatter med sølv, mens internationale kreditorer krævede betaling i guld - hvilket førte til, at nationens guldlager blev udtømt.<ref name=nevins201/>
 
Cleveland og hans [[Amerikanske finansministre|finansminister]], [[Daniel Manning]], stod fast på guldstandarden og forsøgte at reducere mængden af sølv, som regeringen var tvunget til at udmønte efter [[Bland-Allison Act]] pr. 1878.<ref>Nevins, 269</ref> Dette gjorde folk fra Vesten og Syden, som kæmpede for billige penge til deres fattigere [[valgkreds]]e utilfredse.<ref>Nevins, 268</ref> Som et modsvar introducerede en af de mest engagerede sølv-forkæmpere, [[Richard P. Bland]], i 1886 et lovforslag, som ville kræve, at regeringen skulle udmønte ubegrænsede mængder sølv, hvilket ville få inflationen, som ellers lige var på vej til normalt niveau, til at eksplodere.<ref name=nevins273>Nevins, 273</ref> Blands forslag blev forkastet, men det samme blev Clevelandregeringens eget lovforslag, som ville afskaffe enhver udmøntning af sølv.<ref name=nevins273/> Resultatet blev et [[status quo]], og en afgørelse af sagen om fri sølv blev udskudt.<ref>Nevins, 277–279</ref> Under hans efterfølger [[Benjamin Harrison]]s administration i perioden 1888-1892 kom der dog andre tiltag, hvilket betød at Cleveland igen kom til at beskæftige sig med sølvspørgsmålet [[#Økonomisk panik og sølvspørgsmålet|i sin anden embedsperiode]].
[[Fil:StephenGroverCleveland.png|200px|thumb|left|Grover Cleveland i 1892]]
=== Demokratisk nominering ===
Clevelands position som eks-præsident og hans nylige udtalelser om de finansielle spørgsmål gjorde ham til førstevalg som kandidat til den demokratiske nominering.<ref>Nevins, 468–469</ref> Hans nærmeste modstander var [[David B. Hill]], som på daværende tidspunkt var senator fra New York.<ref name=nevins470>Nevins, 470–473</ref> Hill forenede alle anti-Cleveland-elementerne i det Demokratiske parti sølvfortalere, protektionister og Tammany Hall men kunne ikke mobilisere en støtte, der var stor nok til at hindre Clevelands nominering.<ref name=nevins470/> På trods af nogle desperate forsøg fra Hill blev Cleveland nomineret ved første afstemning på konventet i Chicago.<ref>Nevins, 480–491</ref> Som vicepræsident valgte Demokraterne en modvægt til Cleveland [[Adlai E. Stevenson]] fra Illinois, som var fortaler for en fri møntfod af sølv.<ref>Graff, 105; Nevins, 492–493</ref>
 
=== Kampagne mod Harrison ===