De lange knives nat: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Bot: Kosmetiske ændringer
m Tankestreger, typos fixed: afsted → af sted (2) ved brug af AWB
Linje 3:
'''De lange knives nat''' (tysk: {{audio|De-Nacht der langen Messer.ogg|Nacht der langen Messer}}), også kaldet '''''Röhm-Putsch''''' (''Röhmkuppet''), var en udrensning, som fandt sted i [[Nazityskland]] mellem [[30. juni]] og [[2. juli]] [[1934]], da det [[nationalsocialisme|nationalsocialistiske]] styre gennemførte en række politiske likvideringer. Førende skikkelser på den venstreorienterede fløj i nazistpartiet, herunder deres bannerfører [[Gregor Strasser]], blev myrdet, og det samme blev fremtrædende konservative anti-nazister, såsom den tidligere kansler [[Kurt von Schleicher]] og [[Gustav Ritter von Kahr]], som havde slået [[Hitler]]s [[ølkælderkuppet|ølkælderkup]] ned i 1923. Mange af de dræbte var ledere i [[Sturmabteilung]] (SA), de [[paramilitær]]e brunskjorter.
 
[[Adolf Hitler]] slog til mod SA og dens leder [[Ernst Röhm]], fordi Hitler anså det uafhængige SA og dens medlemmers tendens til at øve gadevold for en direkte trussel mod sin nyligt vundne politiske magt. Han ønskede også at berolige lederne af [[Reichswehr]], det officielle tyske militær, som frygtede og afskyede SA—SA – og især Röhms ønske om at opsluge Reichswehr i SA under Röhms ledelse. Desuden var Hitler utryg ved Röhms udtalte støtte til en "anden revolution", der skulle omfordele velstanden (efter Röhms mening havde Hitlers magtovertagelse været en "nationalistisk" revolution, men der manglede fortsat den "socialistiske" dimension af nationalsocialismen. Endelig brugte Hitler udrensningen til at angribe eller fjerne [[Tyske modstandsbevægelse|kritikere]] af sit nye styre, især de som var loyale over for vicekansler [[Franz von Papen]], samt til at få afsluttet gamle mellemværender.{{efn|Papen blev alligevel på sin post, selv om personer ganske nær på ham blev myrdet.}}
 
Mindst 85 personer blev dræbt under udrensningen, men det samlede dødstal kan have været flere hundrede,{{efn|"Mindst 85 personer vides at være blevet summarisk myrdet uden nogen form for rettergang. Göring alene fik over 1.000 personer arresteret." {{harvnb|Evans|2005|p=39}}.}}{{efn|"Navnene på 85 ofre er kendt. Kun 50 af dem er SA-folk. Nogle vurderinger sætter imidlertid det samlede antal dræbte mellem 150 og 200." {{harvnb|Kershaw|1999|p=517}}.}} og over tusinde mistænkte modstandere blev arresteret.{{sfn|Evans|2005|p=39}} De fleste drab blev udført af {{lang|de|''[[Schutzstaffel]]''}} (SS) og ''[[Gestapo]] (Geheime Staatspolizei)'', styrets hemmelige politi. Udrensningen styrkede støtten i Reichswehr til Hitler. Den dannede også et juridisk grundlag for naziregimet, da de tyske domstole og regeringen hurtigt fjernede århundreders forbud mod henrettelser uden dom, for at vise deres loyalitet overfor styret.
Linje 43:
Som et middel til at isolere Röhm overdrog Göring den 20. april 1934 kontrollen med det preussiske politiske politi (Gestapo) til Himmler, som Göring mente, at man kunne stole på, ville gribe ind over for Röhm.{{sfn|Evans|2005|p=29}} Himmler var misundelig på SA's uafhængighed og magt, selv om han og hans næstkommanderende [[Reinhard Heydrich]] på dette tidspunkt allerede var gået i gang med at omstrukturere SS fra en livvagt for naziledere (og underordnet SA) til et uafhængigt elitekorps, som var loyalt over for ham selv og Hitler. SS-folkenes loyalitet ville vise sig nyttigt for dem begge, da Hitler endelig besluttede at slå til mod Röhm og SA. I maj begyndte der at cirkulere lister blandt Görings og Himmlers folk over de, som skulle "likvideres". De indgik en handel, hvor fjender af den ene blev tilføjet til gengæld for, at venner af den anden blev streget.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}} I slutnigen af maj blev de to tidligere kanslere [[Heinrich Brüning]] og [[Kurt von Schleicher]] advaret af venner i Reichswehr, om at deres liv var i fare, og at de straks skulle forlade Tyskland.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}} Brüning flygtede til Holland, mens Schleicher afviste advarslen som en dårlig vittighed.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}} I begyndelsen af juni var alting klart, og alt, hvad der manglede, var Hitlers tilladelse.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=317}}
 
Kravene mod Hitler om at inddæmme SA voksede. Konservative i hær, industri og politik lagde stadigt større pres på Hitler for at få mindsket SA's indflydelse og få grebet ind over for Röhm. Selv om Röhms [[homoseksualitet]] ikke gjorde ham vellidt blandt de konservative, var de mere bekymrede over hans politiske ambitioner. Hitler var stadig uafklaret og usikker på, hvad han præcis ønskede at gøre, da han tog til Venedig for at mødes med [[Benito Mussolini]] den 15. juni.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|pp=317–318}} Inden Hitler tog afstedaf sted, og på foranledning af præsidentens statssekretær [[Otto Meißner]], beordrede udenrigsminister baron [[Konstantin von Neurath]] den tyske ambassadør i Italien, [[Ulrich von Hassell]], til uden Hitlers viden at bede Mussolini om at sige til Hitler, at SA tilsværtede Tysklands gode navn.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}} Neurats manøvre til at lægge pres på Hitler virkede, da Mussolini indvilligede (Neurath var tidligere ambassadør i Italien og kendte Mussolini godt).{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}} Under topmødet i Venedig kritiserede Mussolini Hitler for at tolerere vold, bølleadfærd og homoseksualitet i SA, hvilket, Mussolini udtalte, ødelagde Hitlers gode rygte over hele verden. Mussolini brugte affæren, som opstod ved mordet på [[Giacomo Matteotti]] som et eksempel på de problemer, uregerlige følgesvende kunne afstedkomme for en diktator.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}} Selv om Mussolinis kritik ikke overbeviste Hitler om at gribe ind overfor SA, bidrog den til at få ham til at gå i den retning.{{sfn|Wheeler-Bennett|1967|p=318}}
 
Den 17. juni 1934 blev de konservative krav til Hitler tydeliggjort, da vicekansler [[Franz von Papen]], der var den skrantende Hindenburgs fortrolige, holdt [[Marburgtalen|en tale]] på [[Universiteten i Marburg]], hvor han advarede mod truslen om en "anden revolution".{{sfn|Von Papen|1953|pp=308–312}} Uofficielt truede von Papen, der var en katolsk aristokrat med forbindelser til hæren og industrien, med at træde tilbage, hvis Hitler ikke greb ind.{{sfn|Von Papen|1953|p=309}} Selv om von Papens tilbagetræden ikke ville have truet Hitlers stilling, ville den alligevel have været et pinligt udtryk for uafhængighed fra en førende konservativ.
Linje 55:
[[Fil:Bundesarchiv Bild 102-14081, Berlin-Tempelhof, Hitler, Göring u. Röhm.jpg|thumb|Hitler med Göring og Röhm, november 1932]]
 
Omkring kl. 4.30 om morgenen den 30. juni 1934 ankom Hitler og hans følge med fly til [[München]]. Fra lufthavnen kørte de til det bayerske indenrigsministerium, hvor de samlede lederne af nogle gadeoptøjer, som SA havde udført i byens gader den foregående aften. Rasende rev Hitler [[epaulet]]terne af {{lang|de|''Obergruppenführer''}} Schneidhuber, lederen af politiet i München, for ikke at have sørget for ro og orden i byen den foregående aften. Han råbte til ham, at han ville blive skudt.{{sfn|Shirer|1960|p=221}} Schneidhuber blev henrettet senere på dagen. Mens brunskjorterne blev gennet i fængsel, samlede Hitler en stor gruppe SS og politi og tog afstedaf sted til Hanselbauer Hotel i [[Bad Wiessee]], hvor [[Ernst Röhm]] og hans følge boede.{{sfn|Bullock|1958|p=166}}
 
I Bad Wiessee arresterede Hitler personligt Röhm og andre højtstående SA-ledere. Ifølge [[Erich Kempka]], som var til stede under aktionen, overgav Hitler Röhm til "to detektiver, som havde afsikrede pistoler", og SS fandt lederen af SA i [[Breslau]], [[Edmund Heines]], i seng med en unavngivet 18-årig mandlig tropsleder fra SA.{{sfn|Kempka|1971}} Goebbels understregede det sidste i den senere propaganda og retfærdiggjorde dermed udrensningen som et slag mod depraveret moral.{{sfn|Kershaw|1999|p=514}} Både Heines og hans partner blev skudt på stedet i hotellets have efter personlig ordre fra Hitler.{{sfn|Shirer|1960|p=221}} I mellemtiden arresterede SS en række SA-ledere, da de stod af toget til deres planlagte møde med Röhm.{{sfn|Evans|2005|p=32}}