Slaget ved Gettysburg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
ZéroBot (diskussion | bidrag) m r2.7.1) (Robot tilføjer hu:Gettysburgi csata |
Cgtbot (diskussion | bidrag) m Tankestreger ved brug af AWB |
||
Linje 41:
{{Uddybende|Gettysburg-kampagnen|Tropper og ledende officerer ved Gettysburg}}
Kort efter at Army of Northern Virginia havde vundet en klar sejr over Army of the Potomac i [[slaget ved Chancellorsville]] ([[30. april]]
Et sådant træk ville komme på tværs af Unionens planer for sommeren, og kunne måske betyde at Unionen hævede belejringen af [[Vicksburg]] ved [[Mississippifloden]]. Det ville også give den konfødererede hær mulighed for at leve af overfloden fra de rige gårde i Nordstaterne mens det krigshærgede Virginia fik et pusterum. Hertil kom, at Lees 72.000 mand stærke hær<ref name=BM260>Busey and Martin, p. 260. "Indsat styrke" i slaget ved 71.699. McPherson, p. 648, opgiver styrken ved indledningen på kampagnen til 75.000.</ref> kunne true [[Philadelphia]], [[Baltimore]] og [[Washington D.C.]] og muligvis styrke den voksende fredsbevægelse i nord. <ref>Coddington, pp. 8-9. Eicher, p. 490.</ref>
Linje 107:
Lees slagplan for [[2. juli]] gik ud på at Longstreets 1. Korps i det skjulte skulle placere sig, så det kunne angribe unionshærens venstre flanke mod nordøst langs Emmitsburg Road og oprulle den føderale linje. Angrebet skulle indledes af generalmajorne [[John Bell Hood]]s og[[Lafayette McLaws]]s divisioner, efterfulgt af generalmajor [[Richard H. Anderson]]s division af Hills 3. Korps. Den fremadskridende sekvens af angrebet skulle forhindre at Meade kunne flytte tropper fra centrum til sin venstre fløj. Samtidig skulle generalmajor [[Edward Johnson]]s og [[Jubal A. Early]]s divisioner fra 2. Korps gennemføre et skinangreb på Unionens højre fløj mod Culp's og Cemetery Hill (igen for at undgå at unionstropper blev flyttet ud på venstre fløj), og hvis lejlighed bød sig skulle skinangrebet udvikles til et helhjertet angreb. <ref>Sears, p. 255. Clark, p. 69.</ref>
Lees plan byggede imidlertid på mangelfulde efterretninger, som blev forværret af Stuarts fortsatte fravær fra slagmarken. I stedet for at rykke forbi Unionens venstre flanke og angribe dem i siden stødte Longstreets venstre division, under McLaws, direkte ind i generalmajor [[Daniel Sickles]]s 3. Korps. Sickles var utilfreds med den placering han var blevet tildelt på den sydlige ende af Cemetery Ridge. Han kunne se højereliggende terræn 800 meter vestpå og flyttede sit korps frem hertil
Longstreets angreb skulle indledes så snart det var praktisk muligt. Longstreet fik imidlertid tilladelse af Lee til at vente på at en af hans brigader ankom, og mens hans tropper marcherede frem til deres tildelte positioner kunne de pludselig se en signalstation for Unionen på Little Round Top. De marcherede en omvej for ikke at blive opdaget, og spildte meget tid, så Hoods og McLawss divisioner indledte ikke deres angreb før lige efter henholdsvis kl. 16 og 17.<ref>Pfanz, ''Second Day'', pp. 119-23.</ref>
Linje 177:
== Historisk vurdering ==
=== Vurdering af Lees lederstil ===
Gennem hele kampagnen lod det til at Lee mente, at hans tropper var uovervindelige. De fleste af Lees oplevelser med hæren havde overbevist ham om det, herunder den store sejr ved Chancellorsville i starten af maj, og unionssoldaternes flugt ved Gettysburg den 1. juli.<ref>Trudeau, p. 530.</ref> Selv om høj moral spiller en vigtig rolle i militære sejre, når andre forhold er lige, kunne Lee ikke tøjle sin hærs ønske om at kæmpe. Til de uheldige virkninger af deres fælles blinde tro på sejr kom det faktum, at Army of Northern Virginia havde mange nye og uerfarne ledere (hverken Hill eller Ewell havde, selv om de var dygtige ledere, tidligere ført et helt korps). Hæren havde nylig mistet general [[Stonewall Jackson]], en af dens dygtigste offensive generaler. Også Lees metode med at udstikke generelle ordrer og overlade det til sine underordnede at klare detaljerne bidrog til hans nederlag. Selv om denne metode kunne have fungeret med Jackson, viste den sig utilstrækkelig når det drejede sig om korpschefer, som ikke var vant til Lees kommandostil. Lee oplevede en dramatisk forskel på at være den som forsvarede til at være angriberen
== Se også ==
| |||