Agroøkologi: Forskelle mellem versioner

Det har vist sig, at det i høj grad er muligt at undvære pløjning. Nye redskaber og metoder betyder, at man kan løsne jorden og benytte sig af frostens skørnende evne uden at skulle vende dyrkningslaget ned i 30–40 cm dybde. Selv i det traditionelle landbrug har "reduceret jordbehandling" vist sig at være økonomisk fordelagtig, men problemet er, at de flerårige ukrudtsarter med dybtgående rodsystemer ([[Ager-Tidsel]], [[Grå-Bynke]] og [[Butbladet Skræppe]] f.eks.) breder sig på marken, hvis man fravælger jordvending. Det er især vanskeligt at håndtere i dyrkningssystemer, hvor rodfrugtafgrøderne er ude af sædskiftet. Den renholdelse, som man fastholder i disse kulturer, holdt tidligere disse problemplanter nede.

 

Siden landbrugets begyndelse for ca. 10.000 år siden har mennesker søgt at forbedre afgrøderne ved forskellige metoder: Man har renset sædekornet for fremmede frø, man har krydset arter for at opnå forbedrede egenskaber, man har [[koromosomfordobling|kromosomfordoblet]] afgødearterne for at øge udbyttet, og nu senest er man I gang med at manipulere [[gen]]erne hos afgrøderne for at tilføre dem udvalgte egenskaber (hårdførhed, modstandsdygtighed, bedre aminosyrefordeling osv.).<br />

Agoøkologiske metoder bygger på bevarelsen og plejen af gamle sorter af kulturplanterne og gamle, lokale husdyrracer. Det er også blevet klart, at kulturplanternes vildarter og deres oprindelige plantesamfund (se [[frugtbare halvmåne]]) rummer dyrkningsmæssige og ernæringsmæssige fordele, som kan genaktiveres ved nye metoder, f.eks. dyrkning af forenklede udgaver af hele plantesamfund på samme markstykke.