Alfred den Store: Forskelle mellem versioner

Alfred blev født i 849 på Wantage i Oxfordshire, som yngste søn af [[kong Æthelwulf af Wessex]] og hans første kone, [[Osburga]]. I 868 blev Alfred gift med [[Ealhswith]], som var datter af [[Æthelred af Mucil]]<ref>[http://omacl.org/KingAlfred/ Asser -– Kong Alfreds liv]</ref>. Alfreds barndom beskrives i de anglo-saksiske krøniker: han besøgte [[Rom]] som fem årig. [[Pave Leo 4|Pave Leo IV]] udpegende efter sigende Alfred til saksernes fremtidige konge. Et påstand, der fik betydning, da Alfred gjorde krav på tronen efter sin brors død i [[865]]. Broderen havde nemlig en søn og arving. Hvad [[Pave Leo 4|Pave Leo IV]] præcis har udtrykt om Alfreds fremtidige rolle er omdiskuteret, da alle Alfreds tre ældre brødre levede på det tidspunkt. [[Pave Leo 4|Pave Leo IV]] bI et siger i et senere brev, at Alfred blev udpeget som "konsul". Hvad der ligger i denne titel er uvist. En fejlfortolkning af titlen og udpegning -– tilsigtet eller utilsigtet -– kan forklare forvirringen om Alfreds krav på tronen<ref>Wormald, Patrick, 'Alfred (848/9-899)', Oxford Dictionary of National Biography (Oxford University Press, 2004).</ref>. En anden teori om Alfreds krav på tronen i [[Wessex]] bygger på Alfreds næste besøg i [[Rom]], hvor han var med sin far på pilgrimsrejse.

I den korte periode, hvor Alfreds ældre brødre [[Æthelbald af Wessex]] og [[Æthelberht af Wessex]] regerende, blev Alfred ikke nævnt i kilderne. Hans offentlige liv begyndte i 866 ved tiltrædelsen af hans tredje bror, [[Æthelred af Wessex]]. Det er i den periode, at [[biskop Asser]] benyttede sig af den særlige titel, som han knytter til Alfred "secundarius". Det kan betyde, at Alfred var en slags keltiske [[tanist]], dvs. en anerkendt tronfølger tæt forbundet med den regerende monark. Det er muligt, at det var godkendt af Alfreds far eller af det anglo-saksiske råd [[Witan]] for at sikre mod uoverensstemmelser ved arvfølgen, hvis Æethelred skulle falde i kamp. Det er velkendt at krone en efterfølger som kronprins og hærfører blandt andre [[germansk]]e stammer som [[svensker]]ne og [[franker]]ne, stammer som angelsaxerne er nært beslægtet med.

I 868 gjorde Alfred og [[Æthelred]] et mislykket forsøg på at holde de invaderende danske vikinger (den [[Store Hedenske Hær]]) ude af nabokongeriget [[Mercia]].<ref>[angelsaksiske krønike/http://www.gutenberg.org/files/657/657.txt] -– Fri licens version af Gutenberg Projektet. Bemærk: Denne elektroniske udgave er en samling af materiale fra ni forskellige eksisterende versioner af Krønikerne. Den indeholder primært oversættelse af Rev James Ingram.Kilde tekst</ref>. Alfred og hans bror betalte tribut til de danske vikinger, som undlod at angribe [[Wessex]] de næste to år.

I slutningen af 870 angreb danskerne [[Wessex]], og året efter blev der udkæmpet ni forskellige slag. Efter et heldigt slag ved [[Slaget ved Englefjeld]] 31. december 870 fulgte [[Slaget ved Reading]] den 5. Januar 871, hvor [[Wessex]] led et alvorligt nederlag. Det lykkendes dog for Alfred og hans bror at reorganisere styrkerne og vinde slagene ved Ashdown og [[Slaget ved Berkshire Downs]]. De to sejre tilskrives for en stor del Alfreds indsats.

Den 22. januar blev styrkerne i [[Wessex]] besejret og ved [[Slaget ved Merton]], blev Kong Æthelred dræbt den 22. marts. Indimellem var der måske yderligere to kamphandlinger.

[[FileFil:Alfred king of Wessex London 880.jpg|thumb|left|Mønt af Alfred, konge af Wessex, London, 880 (basseret på en romersk model).<br />'''''Obv''''': King with royal band in profile, with legend: ÆLFRED REX "King Ælfred".]]

Mens Alfred planlagde sin brors begravelse, besejrede danskerne den engelske hær uden Alfred på et ukendt sted og igen ved Wiltopn i maj, hvor Alfred var med. Nederlaget ved Wilton ødelagede Alfreds forhåbninger om at drive danskerne ud af [[Wessex]], og i stedet for måtte han slutte fred med de danske [[viking|vikinger]]er. Kilderne fortæller ikke om fredsaftalens vilkår, men [[Biskop Asser]] overdriver givetvis og gengiver, at "hedningerne" var villige til at trække sig tilbage fra [[Wessex]] med Gud som garant. En vikingehær forlod Reading i efteråret 871 for at tage vinterophold i [[London]]. Selv om hverken [[Biskop Asser|Asser]] eller de angelsaksiske krøniker nævner det, betalte Alfred sikkert vikingerne for at forlade landet, ligesom mercianerne gjorde det de næste år.<ref>Abels, Richard, Alfred the Great: War, Kingship and Culture in Anglo-Saxon England (1998), pp. 140-1.</ref>.

Skattefund fra vikingernes besættelse af [[London]] i 871/2 er udgravet i Croydon, Gravesend, og ved Waterloo Bridge; fundene tyder på, at omkostningerne ved fredsslutningen med vikingerne var noget mere bekostelige, end Asser beskriver. I de næste år besatte danskerne andre dele af [[England]], og i 876 lykkedes det [[Guthrum den uheldige]] at slippe forbi den engelske hær og angribe det engelskbesatte område [[Wareham]] i Dorset. Alfred forsøgte at belejre dem, men han var ude af stand til at tilbageerobre Wareham. Derfor forhandlede han fred med udveksling af gidsler og løfter, som danskerne svor ved en hellig ring, som blev brugt ved dyrkelse af [[Thor]]. Danskerne brød alligevel fredsaftalen og myrdede alle de engelske gidsler og flygtende i mørket til Exeter i Devon. Der belejrede Alfred dem, og da en dansk hjælpeflåde blev ødelagt i en storm, var danskerne nød til at trække sig tilbage til [[Mercia]]. Allerede i 878 vendte de tilbage og angreb [[Chippenham]], hvor Alfred havde boet i julen. ”De fleste af indbyggerne blev dræbt undtagen Kong Alfred, og med ham drog en lille gruppe fra træ til træ og sump til sump, og efter påske byggende han en fæstning i [[Athelney]] i marsken i Somerset, og derfra kæmpende han imod fjenden” . Det lykkedes Alfred at stifte en effektiv modstandsbevægelse mod danskerne og mobilisere de lokale militser fra [[Somerset]], [[Wiltshire]] og [[Hampshire]] fra fortet på [[Athelney]], en ø i marsken nær [[North Pethertonm]]. En historie om Alfred den Store, som går tilbage til det 12. århundredes krøniker, fortæller, hvordan han efter flugten fik husly i Somerset hos en bondekone, som ikke kendte ham. Hun bad ham holde øje med de brød, som hun var ved at bage på et bål. Alfred tænkte på sine problemer og brødet brændte og konen blev rasende. Da hun fandt ud af Alfreds identitet, undskyldte hun, men det ville han ikke høre tale om.

En anden anekdote fortæller, at Alfred forklædt som præst forsøgte at komme ind i Guthrums lejr for at spionere. Begge historier har et propagandistisk formål, og Alfred bliver fremstillet som en from og ydmyg kristen med handlekraft i den fortvivlende situation, han befandt sig i som konge i et øde marskområde. Begge historier er med i den britiske forfatter [[Bernard Cornwell]]s romaner 'Saksernes krøniker' fra omkr. 1960 med Alfred som en af de vigtigste personer.