Atomkerne: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
MerlIwBot (diskussion | bidrag)
m Robot tilføjer be:Атамнае ядро
m Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>; kosmetiske ændringer
Linje 1:
[[Fil:Explained Atom PL.svg|thumbnail|300px|Model af [[helium]]atom. I atomkernen ses 4 kernepartikler - [[nukleon]]er; de røde er modeller af protoner og de grå er neutroner. Nukleoner består hver af 3 kvarker og [[gluon]]er ("gule lyn").]]
Et [[atom]] består af en kerne, '''atomkernen''', og en kappe. Kappen rummer atomets negative [[ladning]] i form af et antal [[elektron]]er i form af [[Atommodel (bølge)|stående bølger]]. Kernen rummer atomets positive ladning i form at et tilsvarende antal [[proton]]er. Kernen indholder endvidere et antal [[neutron]]er, som ikke er ladede. Protoner og neutroner kaldes tilsammen [[nukleon]]er, og de udgør altså kernestoffet. Kernens udstrækning er lille (af størrelsesorden 10<sup>-14</sup> m) i forhold til atomets (af størrelsesorden 10<sup>-10</sup> m), men alligevel er næsten al atomets masse koncentreret i kernen. Det skyldes at en nukleon vejer knap 2.000 gange så meget som en elektron.
 
Antallet af protoner i en kerne fastlægger [[grundstof]]fet, mens antallet af neutroner bestemmer hvilken [[isotop]] af det pågældende grundstof der er tale om. [[Alkymi]]sternes gamle drøm om at omdanne [[bly]] til [[guld]] ad [[kemi]]sk vej var således dømt til at mislykkes. Grundstofomdannelse forudsætter kerneomdannelse, men kemiske reaktioner involverer alene elektronerne i kappen. I vore dage er det faktisk muligt at skabe guld af lettere kerner ved neutronbeskydning – herved eftergøres de kerneprocesser som forløber under en [[supernova]] – men udgiften overstiger langt udbyttet.
 
Kernen bindes sammen af den [[stærk kernekraft|stærke kernekraft]], som virker mellem [[kvark (fysik)|kvarker]]. [[Kernefysisk bindingsenergi|BindingsenergiBindingsenergien]]en per nukleon er bestemmende for hvor stabil kernen er. De mest stabile kerner er isotoper af [[jern]], [[nikkel]] og [[kobolt]]. I store kerner formår den kortrækkende stærke kernekraft ikke at overvinde den langtrækkende elektriske frastødning mellem protonerne, og kernerne bliver derfor ustabile; de henfalder, dvs. omdannes til mere stabile kerner under udsendelse af [[ioniserende stråling]], og kaldes derfor [[radioaktiv]]e. En oversigt over stabile og ustabile kerner og deres henfaldsmåde kaldes et kernekort.
 
Nukleoner er i lighed med elektroner udstyret med et indre [[impulsmoment]] som kaldes et [[Spin (fysik)|spin]]. I grundtilstanden afgøres kernens spin alene af hvor mange protoner og neutroner den indeholder. Analogt til [[ekscitation]] af atomer kan man anslå kerner, dvs. hensætte dem i en spintilstand med højere energi end i grundtilstanden. Kernerne skaffer sig efterfølgende af med overskudsenergien ved at udsende [[gammastråling]]. Pga. spinnet bærer de fleste kerner tilfælde endvidere et magnetisk moment, og de kan derfor vekselvirke med et ydre magnetfelt, hvilket bl.a. udnyttes ved [[NMR]]-skanning.
 
[[Ernest Rutherford]] påviste eksistensen af atomkerner i [[1911]] ved at beskyde et guldfolie med [[Alfastråling|alfaalfapartikler]]partikler. Forekomsten af tilbagespredte alfapartikler blev tydet således at atomets positive ladning måtte være koncentreret i et område – kernen – af meget lille udstrækning i forhold til atomets radius. Denne opdagelse blev startskuddet på [[kernefysik]]ken, som bragte menneskeheden såvel [[kernevåben]] som [[kernekraft]].
 
== Se også ==