Bekendelseskirken: Forskelle mellem versioner

Inden for den evangeliske kirke var der menigheder og præster der hørte til ''Bekendelsekirken'', og der fandt afspaltninger sted fra dele af menighederne hvor præsten og dele af menigheden havde vendt sig til ''Deutsche Christen'', andre dele fungerede med praktikanter (vikarer og hjælpeprædikanter), dog illegalt og ved siden af de kirkelige strukturer, og hvor prædikanterne var ubetalte eller hvor udgifterne var afholdt ved indsamlinger; gudstjenestelokaliteterne kunne være nødkirker i gæstgiverier og, da det blev forbudt, i fabrikshaller og hangarer.<ref>Om [http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel14.html organiseringen] af illegaliteten på udstillingen ''Auf dem Weg zur mündigen Gemeinde''</ref> Den evangeliske kirke har kun delvis legaliseret disse tjenesteforhold efter [[2. verdenskrig|krigen]]: Tjenestetiden blev medregnet, men der fandt ingen efterbetaling sted.

 

 

Fra 18. til 22. februar 1936 fandt den næste [[bekendelsessynode]] sted i Bad Oeynhausen hvor den anden foreløbige kirkeledelse blev valgt. I mellemtiden havde ''Bekendelseskirken'' delt sig i to fløje: den moderate fløj der talte for samarbejde med den i september 1935 udnævnte nye [[Rigskirkeministerium|"rigsminister for kirkelige anliggender"]], [[Hanns Kerrl]], i det nye rigskirkeudvalg, og den anden fløj der afviste et sådant samarbejde. Et [[P.M.|promemoria]] fra ''Bekendelseskirken'' til Hitler i maj 1936 – som gik langt ud over kirkepolitiske spørgsmål og som for eksempel fordømte koncentrationslejre – førte til omfattende fængslinger og forfølgelse af gejstlige.